Internettet forandrer brancher og har skabt mulighed for at udvikle helt nye tjenester og virksomheder. I Brabrand er sådan en virksomhed netop startet – Autocampers.dk. To af lokalområdets ildsjæle koblet med en programmør med base i Schweiz har dermed gjort det langt nemmere at finde og bestille en autocamper til ferien.
Brabrand har i forvejen et rejsebureau, Check Point Travel, og nu er der kommet en lille ny digital kusine til, Autocampers.dk.
For de to er i familie. Dorte Kuula, som er hovedkvinden bag Autocampers.dk, er gift med Henrik Særmark-Thomsen, som er medejer af Check Point Travel. Og hun er i øjeblikket marketingchef i rejsebureauet, der har kontor i Brabrandhus.
Men selvom hun er glad for sit job i Check Point Travel, er lysten til at udvikle nyt og starte egen virksomhed større.
”Det er virkelig et hjerte-projekt for mig. Der venter så mange store naturoplevelser i en autocamper. Det er en fantastisk måde at rejse på, og jeg har derfor gjort det til mit mål, at gøre Autocampers.dk til en game changer, der kan gøre det nemt, trygt og billigt at leje en autocamper”, siger Dorte Kuula.
Hun lægger ikke skjul på, at målet er at komme til at kunne leve af den nye virksomhed så hurtigt som muligt. Hun oplever slægtskabet til Check Point Travel som en stor fordel:
”Det er et fantastisk supplement til det, Check Point Travel laver. Leje af autocampers er tilpas beslægtet, men samtidig er det et ekspertise-område, som Check Point af samme grund har fravalgt. Derfor er der ingen direkte konkurrence, og vi deler heldigvis den opfattelse, at vi kan hjælpe hinanden som virksomheder og gøre hinanden stærkere. Det er en stor fordel, måske især for Autocampers.dk, der er den nye dreng i klassen.”
Sammen om naturoplevelser
Hun har personligt en stor passion for rejselivet i autocamper.
”Den rejseform er som skabt til store oplevelser og især naturoplevelser. Og dem har både USA og Canada i overflod. I en camper er man ude morgen, middag og aften. Det giver desuden en enorm frihed, at man har sit hus med sig.
Man kan virkelig komme ud på steder, man ellers ikke vil komme.”
”Det giver maksimal frihed og samvær med dem, man rejser sammen med. Man er sammen om alt – og skal ikke bruge tid på at bakse rundt og checke ind og ud af hoteller. Rejsen får en helt anden ro.”
Storebror Søren og Paw fra Brabrand
Det afgørende i en virksomhed som Autocampers.dk er databehandlingen. Der skal hentes store mængder data hos udlejerne i USA og Canada, og de mange data skal ”oversættes” og præsenteres, så de danske familier kan sidde og klikke sig rundt og studere de mange muligheder.
Det er storebror Søren Kuula, som står for den del. Han er uddannet datalog og bor i dag i Schweiz. Men på trods af den geografiske afstand har de to søskende fundet sammen om at udvikle den nye virksomhed.
”Min storebror og jeg er vidt forskellige som mennesker, men her har vi fundet noget at være fælles om.”
Paw Simon Krogh er den tredje medejer. Både han og Dorte Kuula er frivillige i Brabrand IF. Han hørte Dorte Kuula fortælle kort om projektet og blev straks interesseret. Som iværksætter og virksomhedsejer har han allerede erfaringerne med at starte noget nyt og få det til at gro.
”Paw er en kæmpe ressource i det her. Det er virkelig rart at kunne trække på hans erfaringer – og ikke mindst hans energi og entusiasme. Da jeg sidst var selvstændig, var der noget, jeg virkelig savnede, og det var selskab. Det kan være ensomt at sidde alene og slide i det for at finde frem til en løsning. Nu er vi tre sammen, og vi spænder kompetencemæssigt virkelig bredt.”
Drømmen om at skabe glæde i verden
Dorte Kuula er skabt med et energiniveau over gennemsnittet og med et brændende ønske om at gøre positiv forskel og skabe glæde i verden. Den drøm har via talrige andre stop på vejen nu bragt hende frem til at stifte Autocamper.dk.
Den snirklede vej startede med et studie i statskundskab på Aarhus Universitet. Hun forestillede sig, at en kommune ville være et godt sted at skabe glæde i verden. Tæt på mennesker og deres hverdagsliv.
Men en kommune viste sig ikke at være et rigtige sted for Dorte Kuula. Det var for kedeligt. Der skete for lidt.
Hun blev så ansat på Jyllands-Posten som researcher. Det viste sig dog hurtigt at være en lidt for snæver betegnelse. Hun begyndte at skrive flere og flere artikler. Først i samarbejde med andre og senere selvstændigt. Men det viste sig, at nyhedsjournalistikken heller ikke var det rigtige sted at skabe glæde i verden.
”Når man sidder med nyhedsjournalistik, har man så utrolig problemorienteret en tilgang til verden. Du leder hele tiden efter en kritisk vinkel: Man prøver at finde nogen, der er skyld i problemet, og så skal man efter dem. Bagefter skal man finde politiker, der lover, at det hele nok skal blive bedre. Så er cirklen sluttet, og man kan gå ud og finde et nyt problem. Jeg kørte død i det!”
Det gode liv
Så blev hun vikar på avisens rejseredaktion og oplevede straks, at her var der masser af glæde. Rejseoplevelser var noget, man kunne være fælles om. Det var noget, man kunne glæde sig til og nyde med hinanden.
Så var hun solgt til rejsebranchen: Her var det gode liv – både for hende selv og for de mennesker, hun betjente. Det var noget helt andet end statskundskab, hvor hun drømte om være med til at forandre verden intellektuelt. Her kunne man gøre en forskel i folks liv.
Senere sagde hun op på Jyllands-Posten for at stifte sit eget kommunikationsfirma, der skulle betjene rejsebranchen. Det var sjovt. Her kunne man mærke, når opgaven var løst godt. Så blev kunden glad og kom tilbage senere med nye bestillinger.
”Det var mega-fedt. Jeg kunne godt li´ det helt direkte kundeforhold, hvor man kan mærke, at opgaven er løst tilfredsstillende.”
Senere lod hun sig ansætte af en af sine bedste kunder, rejsebureauet MarcoPolo, hvor hun var indtil 2017, hvor hun blev afskediget på grund af omstruktureringer.
”Det gav en nyttig tænkepause, hvor man sidder og laver små bouillonterninger af sit arbejdsliv. Hvad var det, jeg syntes var skægt? Det var noget med rejser, kommunikation, kundeforhold, selvstændig, gerne lidt entrepreneur-agtigt. Jeg ville gerne blive i rejsebranchen, men finde noget, der var større end bare en lille niche. Det skulle helst være en ny måde at møde markedet på.”
Om at leje autocampere
Man kan leje en autocamper via de fleste rejsebureauer. Problemet er, at det kan være svært at få overblik over de forskellige typer af campere, og hvad prisen vil være på forskellige datoer og afhentningssteder.
På den måde er det et marked, forbrugerne før havde svært ved at overskue, men som internettet nu har gjort det muligt at få overblik over. For de mennesker, som har lyst til at organisere rejsen selv, giver det helt nye muligheder. Og måske også en lavere pris.
Når det gælder flyrejser og hotel-booking kan enhver på nettet finde den bedste og billigste løsning og bestille direkte. Hvorfor har ingen så fundet på at gøre det sammen for autocamper? Tjahh – måske kræver det, at man kender markedet lige så godt som Dorte Kuula.
”Målet med autocampers.dk er at skabe fuldstændig gennemsigtighed i et marked, der bestemt ikke er gennemsigtigt i dag. Man kan søge på forskellige datoer, modeller og afhentningssteder og med det samme se, hvad prisen er – og så vælge den bedste løsning.
Fakta om Autocampers.dk
• Autocampers.dk tilbyder leje af autocampers i USA og Canada
• Man kan vælge mellem 55 udlejningsstationer, hvorfra rejsen kan starte eller slutte
• Man behøver kun almindeligt dansk kørekort for at køre en autocamper. Man skal dog være 21 år.
• Autocamperne kommer i 4 størrelser. Den mindste er på størrelse med en stor bil. Den største har plads til 7 personer.
• Prisen på leje af en autocamper starter ved 130 kr. pr. døgn og varierer med sæson og efterspørgsel.
• Besøg Autocampers.dk på www.autocampers.dk