
Fodboldskolen i Brabrand slår alle rekorder i år. Gennem de seneste år har Brabrand IF Fodbold kunnet modtage stadig flere børn på fodboldskolen – og i år deltager hele 215 børn i den sidste ferieuge. Mandag besøgte fem af de lokale helte fra klubbens 2. divisionshold fodboldskolen.
Hele denne uge fylder lyden af glade børnestemmer området omkring Engdalsvej, hvor idrætsanlægget ligger. Traditionen tro er Brabrand IF Fodbold arrangør af fodboldskolen i samarbejde med Dansk Boldspil-Union.
Et stort antal frivillige er som ledere og trænere med skabe gode rammer for de mange deltagende piger og drenge. I år er det lykkedes foreningen at skabe plads til 50 flere unge fodboldspillere end sidste år – blandt andet ved at tage fodboldbanen ved Engdalskolen i brug.
Johnny Vinding og Peter Jacobsen leder fodboldskolen, der mandag fik besøg af fem spillere fra Brabrands nyoprykkede 2. divisionshold for mænd.

Tobias Friis, Rasmus Juul, Simon Schouby, Mathias Ørnskov og Simon Vesterbæk deltog eftermiddagen igennem i de forskellige grupper rundt på anlægget.
“Vi vil jo gerne give lidt tilbage til klubben. De unge spillere kommer jo og støtter os til vores kampe. Vi har oplevet sindssygt meget opbakning, især til pokalkampene i efteråret. Vi vil gerne sige tak for deres støtte ved at komme ned og hilse på alle de skønne talentfulde unger her i Brabrand IF,” fortalte kantspilleren Tobias Friis på vejen rundt på anlægget.
“Ja, vi oplevede jo, hvor mange børn og unge, der dukkede op til de svarer kampe i pokalturneringen. Det giver os virkelig meget, at vi får så god en opbakning. Det er virkelig fedt at kunne møde nogle af dem her i øjenhøjde,” tilføjede forsvarsspiller Rasmus Juul.
Med sig på turen rundt på idrætsanlægget havde de en række præmier, der blev uddelt efter de forskellige konkurrencer, træningsgrupperne gennemførte i løbet af mandagen: En række plakater til minde om Brabrand IF´s utrolige præstationer i sidste års pokalturnering, hvor holdet nåede helt frem til kvartfinalen.




