![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2024/12/Lucia-2-scaled.jpg)
På Sødalskolen startede fredagen med det traditionsrige Lucia-optog, hvor det i år var 3.z, som indtog hovedrollerne. Begivenheden er en af mange traditioner på skolen op til jul. De giver sammenhold, både i det lille fællesskab – klassen – og for hele skolen, fortæller klasselærer Louise Buskbjerg.
Der var helt stille i aulaen, mens 3.z skred gennem rummet i de traditionsrige hvide dragter med lys i hænderne, mens de sang ”Santa Lucia”. Men så snart, de var væk igen, brød skolens elever ud i spontane klapsalver.
Det var en stemningsfuld start på fredagen på Sødalskolen.
”Lucia-optoget er en af de smukkeste af de mange traditioner, vi har på skolen,” sagde klasselærer i 3.z, Louise Buskbjerg efterfølgende.
”Det er en god måde at samle hele skolen på. Der kan det jo noget, at skolen ikke er større, end den er. Det betyder, at vi rent faktisk kan samles alle sammen, i det her tilfælde til et smukt Lucia-optog,” sagde Louise Buskbjerg, som i snart 10 år har været tilknyttet skolen – de første år i sin praktik og herefter syv år som fastansat.
Som klasselærer har hun fulgt klassens forberedelser på sidelinjen. Musiklærerne står for arrangementet, som alle elever i klassen deltager i – også drengene.
”Der var også flere af dem, der gerne ville være Luciabrud, så det har vi trukket lod om,” forklarede Louise Buskbjerg.
![](https://voresbrabrand.dk/wp-content/uploads/2024/12/Lucia-1-scaled.jpg)
”Det giver noget til fællesskabet”
Hun fortalte, at eleverne var glade og lettede, efter at arrangementet var vel gennemført.
”Det giver helt sikkert noget sammenhold i klassen. De har været spændte og nervøse op til dagen – og så gennemfører de det sammen og kommer godt igennem det. Det giver noget til fællesskabet – de rykker tættere sammen,” sagde hun.
”Man kunne se, da de kom ned i klassen, hvordan de jublede, og flere af pigerne slog armene om hinanden, det var virkelig fint at opleve. Det var lettelsen over, at ”vi klarede det”.”
”De har også allerede spurgt om vi ikke bare skal ha´ en hyggedag!”
Trivsel og sammenhold
Som de fleste skoler har Sødalskolen mange traditioner op til jul. I sidste uge var der julefest for indskolingen og SFO´en, og på onsdag har skolen julelæsedag, hvor en fra de større klasser sidder og læser sammen med en fra de små klasser.
”Generelt har vi mange traditioner. Det kan både noget for det lille og det store fællesskab, som hele skolen er.”
Om en uge kan eleverne glæde sig over, at det er sidste skoledag inden juleferien.
”Det er også en helt speciel dag i klassen. Vi skal spise fælles morgenmad og spille banko. Der handler det jo også meget om trivsel og sammenhold.”