På en lørdag eftermiddag, hvor blæsten for alvor sendte efteråret ind over Brabrand, fik Brabrand IF omsider igen en sejr. ”Den hvide mamba” alias 19-årige Anton Søjberg blev matchvinder i 1-0-sejren over de fynske gæster fra Dalum IF.
Superliga-klubben Randers FC og flere andre klubber har været tæt på at skrive kontrakt med 19-årige Anton Søjberg, mens heldigvis løber han stadig rundt med i den blå Brabrand-trøje med 7-tallet på ryggen.
Lørdag fik han en afgørende fod med i spillet, da det ni minutter før tid lykkedes Brabrand at score det afgørende mål. Normalt er det ellers Anton Søjberg, der sparker de fleste dødbolde, men her havde han ekstraordinært fået lov til at løbe med ind foran målet i stedet. Og det skulle vise sig at være en god idé.
Efter lidt klumpspil og et par hovedstød frem og tilbage endte bolden hos Anton Søjberg, som kunne dreje bolden i mål.
1-0-målet kom efter en periode, hvor Brabrand virkelig pressede på foran Dalums mål. Træner Tom Søjberg havde med indskiftning af den erfarne angriber Mike Kaljo skabt ekstra kræfter til det offensive spil, og pludselig lykkedes mange af kombinationerne for Brabrand-holdet.
Klart det bedste hold
I de sidste minutter forsøgte Dalum at få udlignet, men Brabrands forsvar med de to nye spillere, Mahamadouba Conte og Frederik Jørgensen, holdt stand, og hjemmeholdet kunne juble over den kun anden sejr i seks kampe.
”Vi har lukket nogle lidt dumme mål ind på det sidste, så i dag havde vi fuld fokus på i hvert fald ikke at få mål imod os. Vi scorer i stort set alle kampe, så vi vidste, at det nok skulle komme på et tidspunkt. Jeg synes også, vi var det klart bedste hold,” sagde Anton Søjberg, som også går under tilnavnet ”den hvide mamba”.
Han går i 3.g og regner med, at han vil gøre gymnasiet færdig, inden han tager et spring opad på fodboldbanen.
”Jeg har fuld fokus på Brabrand nu, og så lader jeg min agent holde styr på, om der er interesse fra andre klubber. Der er en uge, til transfervinduet lukker, men jeg vil bestemt ikke klage over at spille videre her i Brabrand. Det er fanme´ en dejlig klub, og jeg synes, det er et rigtig fedt projekt, vi har gang i her!”