Jeg ved snart ikke hvad jeg frygter mest: samfundets regimer eller mine egne, skriver Peder Troldborg, Brabrand, gymnasielærer og tidligere eliteløber, om udsigten til et nyt år og til at være en lille fisk i et stort hav af gymnasielærere og AI-avatars.
Tekst: Peder Troldborg
Udsigten til at blive pauseklovn i en stor fremtidig gymnasieskole, som mest af alt minder om et udvidet tiendeklassecenter, hvor alle er inkluderet, virker ikke særlig motiverende.
Mens jeg løber og lurer på hvad mit kommende nytårsforsæt kunne være, slår det mig, at den største udfordring for mig, sikkert ville være at stoppe op og stå af. Udgå og stå af ræset. Min lærergerning er alligevel ikke noget særligt. Jeg er jo efterhånden blot en lille fisk i et stort hav af gymnasielærere og AI-avatars.
Ja, jeg har læst Vanedyr af Nicklas Brendborg. De unge er mere optaget af business, men det er faktisk naturvidenskaben vi har brug for, når vi skal forstå mekanismerne bag deres mistrivsel. I den forbindelse kan jeg supplere med at du for eksempel ikke kan tage til København og sige at du kommer fra Randers uden at blive mødt med et overbærende blik og et skævt smil. Og hvis du så ovenikøbet fortæller at du går på HTX, er du helt automatisk hovedleverandør til et halvt show i Comedy Zoo og sat i bås med en modig influenser, der tør gå offentligt frem med sit vægtproblem.
Ifølge Tryghedsmålingen 2024 er vores tillid til hinanden i det hele taget faldende, heraf følger selvtilliden sikkert også. Selv husker jeg, hvor skønt det var at finde noget at være god til (udover at hakke roer), og hvilken selvtillid det gav at vinde et løb. Da jeg vandt Gjellerode Løbet for fyrre år siden, var jeg virkelig en stor fisk i en lille dam. Det var fantastisk.
Survival of the fittest, konkurrence kan stimulere din biologiske overlevelsesevne og få dig til at overgå dig selv. Men den kan også virke modsat og trigge en følelse af mindreværd, at være en taber. Det er farligt, hvis den negative reaktion får overtaget og bliver hovedreglen. I så fald kan det let blive en selvopfyldende profeti, altid at udgå og ikke nå sine mål, med lavt selvværd og mistrivsel, som en naturlig følge.
Avatar:
Selvom konkurrencen kan have sine positive sider, er der et aspekt i den moderne skolekultur, som kan få trivslen til at vakle – nemlig klassernes størrelse. Jo flere elever, der presses ind i et klasselokale, jo vanskeligere bliver det for den enkelte at finde plads, både fysisk og mentalt. Når klasserne vokser, kan det blive mere udfordrende for lærere at skabe et miljø, hvor elever føler sig set og hørt. De mange elever kan let forvandle klasselokalet til en arena, hvor den enkelte har svært ved at finde sin rolle, og hvor konkurrence, der før var sund, bliver til en evig kamp om opmærksomhed og anerkendelse.
I takt med at klassernes størrelse øges, bliver relationerne til både læreren og de andre elever mere overfladiske. Læreren får sværere ved at opfange små tegn på mistrivsel og kan let overse dem, der har brug for hjælp. Elever, som måske kunne have haft gavn af ekstra støtte, føler sig i stedet som én blandt mange, en ansigtsløs figur i mængden. Denne anonymisering kan forværre følelsen af utilstrækkelighed, især hos dem, der i forvejen kæmper med selvtilliden.
Når mistrivsel får lov at sprede sig i de store klassesammenhænge, kan den hurtigt eskalere til noget langt mere alvorligt. Følelsen af at være en lille fisk i et uoverskueligt hav bliver blot endnu mere intens, og det enkelte individs værdi mindskes.
Spørg mig så, hvor motiveret man kan være, for at lære nyt, når svaret på dine problemer, uden besvær, kan blive serveret på et sølvfad? Jeg tænker, at læringen, især i den skriftlige dimension, er udfordret med fremtidens AI, hvorfor den problembaserede læring med hands-on i laboratorier og værksteder, som vi kender det på HTX, stadig er vejen frem – ikke mindst for dem af os, der i stigende grad er udfordret af indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær og forstyrrelsesdiagnoser. Jo stejlere vores læringskurve er, jo mindre er vores motivation.
Jeg havde så åbenbart et løbetalent. Men intervaltræning, mælkesyre og ubehag. Hvis der var noget der kunne få én til at ønske sig et andet talent end bare et for at rende rundt i ring, så var det intervaltræning. Alt den selvpineri. I forhold til den, var værnepligten en ren badeferie. Alligevel var vi glade og råbte: ”FUCK THE ARMY!” da vi slap ud. Sjovt som man kan hige efter friheden og samtidig spænde ben for sig selv på vejen derhen. Knap har man fået en smule fri, før man selv begrænser den igen med diverse selvopfundne regimer. Se nu bare hvordan tredive tusinde startnumre til CPH Half 2025 blev revet væk på et øjeblik i en stormflod af løbere!
Skal mit nytårsforsæt så være: ikke at fortsætte? DNF, modsat en hver soldaterlogik om aldrig at give op: delingen er jo ikke stærkere end kædens svageste led. Negativitet kan smitte som pest/corona, mismod og selvmedlidenhed ligeså. Hvis det får overmagten, er der ingen vej tilbage.
Regeringen og Dansk Erhverv mener også at det er en uskik at gå på deltid og stoppe før tid. Men kan det ikke bare blive for surt? Alting har vel sin syretærskel. Indtagelse af over ti genstande om ugen er også en uskik og en halv promille til gymnasielæreren, slut forbudt.
Faktisk kan man sige, at jeg er fritstillet. Jeg kan stoppe eller fortsætte. Min alder og min økonomi fritstiller mig – strengt taget. På en måde har mine elever heller aldrig været så fritstillede som nu. De kan bruge mig eller AI, eller begge dele, og langt hen ad vejen, selv finde frem. Jeg kan ikke kontrollere dem. Vilkårene er, at de selv må tage ansvar. Og med AI har ansvaret for egen læring, aldrig været større. Mine elever må lære at stå til regnskab for dem selv og opstille deres egne regimer på vilje og selvdisciplin. At holde sig oven vande i et hav af digitale fristelser, er deres nødvendighed.
Ja, det er lettere sagt end gjort. Især for én, der allerede har sine indgroede regimer. Hvad er min nødvendighed? Et nytårsforsæt behøver vel heller ikke at være noget nyt. Det kan vel også bare være at fortsætte og rulle videre, som en lille del af et større vi, de næsten druknede. Rulle videre som havet. Videre og videre i vanedyrets endeløse trædemølle.
