Skolemad handler ikke kun om ernæring, men fremmer også et vigtigt socialt fællesskab, skriver byrådskandidat for Socialdemokratiet, Lone Sandholdt Jacobsen, bosat i Brabrand og Camilla Fabricius, medlem af folketinget for Socialdemokratiet i dette debatindlæg. De glæder sig over det kommende forsøg med skolemad på Sødalskolen.
Af Lone Sandholdt Jacobsen, kandidat til Aarhus Byråd for Socialdemokratiet, bosat i Brabrand og Camilla Fabricius, medlem af folketinget for Socialdemokratiet
Fra næste skoleår får indskolingseleverne på Sødalsskolen gratis skolemad som led i det landsdækkende forsøg fra Børne- og Undervisningsministeriet. Det er en fantastisk nyhed for vores lokalområde – og især for vores børn.
Forskning viser, at sunde måltider i skolen forbedrer børns koncentration, hukommelse og indlæring. Når børn spiser regelmæssigt og får næringsrig mad midt på dagen, styrker det både deres energi og mentale ydeevne. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed har skolebørn, der spiser sundt og regelmæssigt, markant bedre forudsætninger for at lære og trives i skolen.
Men det handler ikke kun om ernæring. Skolemad fremmer også et vigtigt socialt fællesskab. Når børn spiser sammen, skaber det trygge rammer, styrker relationer og giver mulighed for at lære om bordskik, dialog og respekt. Det daglige måltid bliver en pædagogisk aktivitet, hvor alle kan være med – uanset madpakke, kultur eller økonomi.
At madordningen er gratis, betyder også, at ingen børn risikerer at stå uden mad i skoletiden. Det er et konkret skridt mod mere lighed og mod et stærkere fællesskab i vores lokale folkeskole.
Vi glæder os til at følge forsøget og håber, det bliver et skridt på vejen mod en permanent ordning på alle skoler i Brabrand – og i resten af landet.