
Familien Taylor Schildt på Langdalsvej har BIF i blodet. Ugen igennem er familiens fem medlemmer en del af idrætsforeningens fællesskaber i en grad, så det kræver knivskarp organisering stadig at mødes til aftensmad, som de prioriterer højt.
“Det er fælleskabet i foreningslivet, der tiltrækker os. Det giver bare så mange gode oplevelser,” siger Sita Taylor Schildt, som nærmest er vokset op med Brabrand Idrætsforening.
Siden hun var 10, har hun spillet håndbold i Brabrand IF – og hun mødes stadig med en masse gode veninder fra den tid. Nu er det dog ikke længere håndbold men træningsholdet Strength & Cardio onsdag aften – og den udendørs sommertræning – der trækker.
“Vi mødes og træner sammen, får en snak og en kop kaffe og måske et glas vin på en sommeraften,” fortæller hun.
Hendes mand, Mathias, er opvokset med præcis de samme oplevelser i den lille idrætsforening i Mørke på Djursland og er i dag ildsjæl og drivkraft i Brabrand IF Fodbold.
Her er han ikke alene er en del af trænerteamet bag en stor u13-drengegruppe – men står også sammen med ungdomsudvalget bag en masse tværgående initiativer.
Så det var helt oplagt, at de tre børn også blev aktive i den lokale idrætsforening: 11-årige Marius er en del af selvsamme u13-gruppe i fodboldafdelingen, mens Anna på 10 nyder samværet med veninderne på både håndbold- og fodboldholdet. Og lille Vilma på fire et halvt glæder sig hver uge til fredagene med håndboldleg i Brabrandhallen.
“Vi er gennemsyret af af vores egne oplevelser med foreningsliv og holdsport, så det er klart, at vores børn ikke rigtig har haft noget valg. Vi kan godt bruge et andet ord end tvang, men…” griner Mathias.
Så de tre børn har nærmest kun lige kunnet stavre afsted, før de var med til mor-og-barn-gymnastik og håndbold-leg om fredagen i hallen.
Her er Vilma stadig med – og hun bryder ud i et kæmpe smil, når hun fortæller om at kaste med bolde og løbe igennem forskellige forhindringer. Desuden glædede hun sig til at være med i fodboldafdelingens Fantastisk Fodboldstart i august:
“Jeg skyder meget hårdt,” fortæller hun.
“Vi har rigtig gode oplevelser sammen”
Anna på 10 husker også godt de mange hyggelige fredage i hallen, og hun er stadig en del af det håndboldhold, der vandt guld ved Svane Cup – men ellers der det især hyggen og samværet, hun nyder på både u11 håndbold- og fodboldholdet.
Marius fandt hurtigt ud af, at det var fodbold, han havde lyst til, og han var kun 4 år, da han første gang mødte op til træning. Og faktisk var han den direkte årsag til, at far Mathias også lod sig engagere i idrætsforeningen:
“Jeg var ikke så glad for det i starten. Jeg kunne ikke li´ at være alene til træning, så det var virkelig rart, da min far blev træner. Så følte jeg mig mere tryg,” husker Marius. Han er glad for, at hans far stadig er en del af træner-gruppen:
“Det er meget dejligt. Vi har rigtig gode oplevelser sammen, og det er rart, at han er der. Han forstår mig bedre end de andre trænere,” fortæller Marius.
Han tilføjer, at det betyder meget, at opleve at man er god til spillet. Og så er det rart at stort set alle de andre drenge i klassen også spiller fodbold, samtidig med at drenge fra andre dele af vestbyen også er blevet en del af vennegruppen, efter at de er begyndt at spille fodbold i Brabrand.
Marius holder også meget af andre sportsgrene, blandt andet tennis, og var en glad deltager i sommerens tenniscamp i Brabrand Bakker. Desuden er han som resten af familien glad for andre former for fysisk aktivitet, og de tager for eksempel alle fem gerne afsted til padel.
En ekstra bonus
For Mathias var det helt oplagt, at han skulle engagere sig i fodboldafdelingen.
“Jeg er ikke så god til ikke at blande mig, så det var nok oplagt, at jeg skulle være træner. Det er en kæmpe fornøjelse at få lov at være sammen med børnene i andre situationer end derhjemme og være en flue på væggen, når de selv finder venner og fællesskaber. Det er enormt givende, og jeg vil bidrage så længe, jeg kan,” siger han.

Som en ekstra bonus har de syv trænere det rart sammen og ses også ofte sammen uden for fodboldbanerne. Blandt andet har de været i Italien sammen og mødes også med den øvrige del af familierne.
Mathias Schildt brænder for at være med til at sikre, at alle kan være en del af gruppen – uanset hvor dygtig man er til fodbold.
“Vores mål at holde gruppen samlet, så længe vi kan. De bedste spiller med de bedste, men vi starter og slutter altid træningen sammen, og vi tager afsted til stævner og andre aktiviteter sammen,” siger han.
Det handler om relationer. Hvis drengene kender hinanden på forskellige måder, får de venner på kryds og tværs. Og der hjælper det, at man også spiller minigolf eller FIFA og tager på mountain bike-tur sammen.
“Alle véd, hvem der er bedst til fodbold, men når man kommer fra mange forskellige skoler, hjælper det at se hinanden i andre sammenhænge. Selvom man måske ikke er den bedste på fodboldbanen, giver det respekt i gruppen, at man er god til nogle andre ting. Alle kan noget forskelligt.”
“Vi er drevet af den samme ild”
Og så er vi tilbage ved fællesskaberne. Både Sita og Mathias ser værdierne i, at der i et mangfoldigt lokalsamfund som Brabrand er muligheder for at mødes på kryds og tværs.
Som nu for eksempel fanwalk til Brabrands fodboldkampe, byfest i Hovedgaden eller fælles bustur til kvartfinale-braget i pokalturneringen i Viborg.
Sammen med andre ildsjæle i fodboldafdelingen har Mathias taget en lang række initiativer – og det har han tænkt sig at fortsætte med.
“Vi er nok drevet af den samme ild efter at sætte ting i søen. Vi får en masse energi ved at bidrage, og vi får virkelig meget igen, når vi oplever den store opbakning til alt, hvad vi laver.”
Sita tilføjer, at hele familien som regel er med i de mange aktiviteter – og at de på den måde er til glæde for dem alle fem.
“Det handler jo om at skabe energi og glæde i foreningslivet. Det er jo det, vi rigtig gerne vil,” siger Mathias.
Han drømmer om, at det bliver muligt at gå endnu mere på tværs i foreningslivet. For eksempel foreslår han, at de yngste medlemmer kunne prøve flere idrætsgrene i foreningen, end dem de lige i første omgang får valgt.
“Både fordi det er sundt for dem at prøve flere forskellige idrætsgrene – og så kunne det være sjovt at binde det lidt mere sammen. Vi har jo rigtig fine faciliteter til det her i Brabrand”.
Desuden er der drømmen om et udvidet og ombygget idrætsanlæg på Engdalsvej, hvor Café BIF i endnu højere grad kan blive det knudepunkt og “hovedbanegård”, hvor alle kan mødes på tværs af idrætsgrene.
“Det er et mål med alt det, vi laver, at hele lokalområdet synes, det er sjovt at være med. Foreningslivet er særlig vigtigt i område som vores, hvor vi har så forskellige ressourcer.”
Artiklen har tidligere været bragt i Brabrand Idrætsforenings klubblad.



