Medlemmer af Aarhus Symfoniorkester giver i dag kl. 14.00 koncert på Brabrand Lokalcenter. Koncerten er gratis, og alle er velkomne. Efter koncerten er der kaffe og kagebord for 50,- pr. person.
Østjyllands Politi fik i går eftermiddags en anmeldelse om, at flere personer var oppe at slås på Spobjergvej. Da patruljen kom til stedet, traf de tre personer. En af dem, en 30-årig mand, havde fået flere synlige skader i form af blodige flænger og buler, og der var blodspor flere steder i nærheden. En anden af de tilstedeværende mænd, en 32-årig mand, blev anholdt og sigtet for at have overfaldet den 30-årige med flere slag i ansigtet.
Folkekirkens Nødhjælp mangler indsamlere i Brabrand-Årslev på søndag d. 11. marts, hvor der er indsamling til verdens fattige. Man kan kontakte Povl Revsbech på tlf. 2380 1580 eller povl.revsbech@gmail.com – eller møde op på dagen i sognegården, Engdalsvej 1, mellem kl. 9.00 og 15.00.
Nowroz er forårets første dag og begyndelsen på det iranske år. Det bliver fejret med en kulturfestival i Globus1 lørdag d. 18. marts, hvor der er underholdning og gratis mad og kage fra en række boder.
En årlig tradition i idrætslivet i Brabrand er gymnastikafdelingens forårsopvisning. Den kommer i år til at foregå lørdag d. 14. april kl. 12.30 til ca.15.30 i Brabrandhallen.