I aften kl. 19.00 kan du igen komme til naturvidenskabeligt foredrag på Det gamle Gasværk. Denne gang er titlen på foredraget “Menneskedyret Homo Sapiens”, der bliver streamet direkte fra Aarhus Universitet. Der er gratis adgang. Læs mere her.
Brabrand Idrætsforening sætter nu gang i et forsøg med senior-idræt i Brabrandhallen. Det foregår hver torsdag kl. 10-12 i Hal 2, første gang torsdag d. 5. april.
I morgen onsdag kl. 19.30 holder Brabrand Håndbold generalforsamling i Brabrandhallen. Der er mulighed for at deltage i fællesspisning fra kl. 18.00. Læs mere her
Butiksdetektiven i Føtex City Vest tilbageholdt i går formiddag to piger på 11 og 12 år. Detektiven forklarede politiet, at hun havde bemærket pigerne, fordi de virkede nervøse og kiggede sig over skulderen, mens de længe stod på det samme sted i legetøjsafdelingen. Da pigerne efter en halv time havde passeret kasselinjen uden at betale for nogen varer, spurgte vagten, om der var noget, de havde glemt. Det viste sig, at den ene af pigerne havde gemt en nøglering til en værdi af 25 kroner i sin jakkelomme. Begge piger blev sigtet for tyveriet, ligesom deres forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.
Senere samme formiddag blev to andre mindreårige taget i stjæle fra Lidl i City Vest. De to piger på 13 og 14 år blev opdaget, da personalet havde bemærket, at de havde lagt noget brød ned i deres taske og forladt butikken uden at betale. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at pigerne havde forsøgt at stjæle en række madvarer til en værdi af 95 kroner.
Kl. 16.10 blev Føtex i City Vest udsat for endnu et butikstyveri. Her var det i stedet en 18-årig kvinde, der havde forsøgt at forlade butikken uden at betale for en plade Marabou-chokolade. Den 18-årige erkendte tyveriet.