OP og NEDTURE: Et Facebookopslag og en venlig REMA-mand sikrer flere end 200 stillere, tvillingerne Ib og Bo er trådt ind på banen og så ryger de to eneste interview på gulvet i valgkampens første hektiske uge.
»Hvor mange stillere mangler du så nu?« spørger min gode nabo Mads i nummer 90.
Bare spørgsmålet får mig til at bide tænderne lidt hårdere sammen. For jeg vil helst svare med et smil, at jeg lige mangler de sidste. Det har jeg faktisk allerede svaret flere andre. En lille hvid løgn, for jeg mangler 130!
Jeg vælger at svare ærligt:
»Flere end hundrede. Cirka hundrede,« siger jeg, og prøver at forklare, hvorfor det tager så lang tid: Folk er ikke hjemme, når jeg ringer på, de er bekymrede for at udlevere CPR-nummer, de vil gerne kende mere til mig og min politik (hvilket jo er et positivt problem – men det tager ofte pokkers længe at komme rundt om alle politiske aspekter – måske blot for at få et ‘nejtak’).
»Kan du overhovedet komme på stemmesedlen?«
Og jeg skal jo også bruge tid på at sætte plakater op. Ellers mister jeg de bedste pladser.
Mads rynker panden: »Men kan du så overhovedet komme på stemmesedlen? Altså hvis du ikke har stillere?«
Det er spot on.
Min inderste frygt i en nøddeskal. Tænk, hvis jeg ikke når at samle stillere. Jeg har været nødt til at igangsætte alt samtidigt. Melde ud, at jeg stiller op. Sørge for plakater og spille højt spil ved at skrive til kandidattestene på TV2, Altinget og DR, at jeg stiller op og at de jo forhåbentligt ikke har glemt mig.
‘Nænej – selvfølgelig har de ikke overset mig’ skriver de, hvorefter jeg udfylder mine svar og opretter mig i systemet.
Vel vidende, at jeg måske slet ikke vil blive en del af kandidaterne. Og i stedet vil stå tilbage som ham, der bildte alle ind, at han stillede op…!
Hårdt i gang
Onsdag den 5. oktober udskriver Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, folketingsvalget 2022 til den 1. november. Jeg véd, jeg er bagud. Jeg har kun indhentet tre stillere ud af de 150, som Indenrigsministeriet kræver.
Så jeg går hårdt i gang. Bruger skoledagene på Aarhus Tech med at samle unge stillere fra Østjyllands Storkreds. Samtidig stemmer jeg dørklokker i Brabrand, med Hannah på halvandet år i klapvognen, når jeg kommer hjem fra skole.
Bombet helt tilbage
Det går godt.
Jeg knokler og runder 50 stillere fredag aften.
Lørdag den 8. går det op for mig, at jeg ikke har læst det med småt! Stillerne skal være fra min opstillingskreds. Ikke storkredsen.
(Og det bliver lidt teknisk – for jo, jeg er opstillet i hele Østjyllands Storkreds, men min opstillingskreds er Aarhus V. og reglerne er bare sådan, at stillerne skal være herfra).
Jeg kan nu trække flere end 35 stillere fra mine 50! Altså bombet helt tilbage til start.
Det er der mange, som ikke bryder sig om at udlevere. Ikke mindst i disse GDPR-tider, hvor databeskyttelse er en central borgerrettighed.
Partierne fik for første gang adgang til at samle vælgererklæringer digitalt til valget i 2011. Med NemId kan du lynhurtigt give din støtte til et parti online. Men det gælder ikke løsgængere.
Her er det præcis som i gamle dage.
Ud at stemme dørklokker. Hvilket faktisk er mere besværligt, end mange aner. Og langt mere besværligt end at bruge en digital erklæring. Desuden udleverer man ikke på samme måde sine persondata til en anden person, når man gør det digitalt.
Derfor skrev jeg til Indenrigsministeriet for at høre, om der var planer om snart at digitalisere erklæringerne for kandidater uden for partierne. Svaret (her i 2022) var desværre ikke hverken fremsynet eller opløftende.
Jeg checker med Ankestyrelsen, de skal have stillerne senest den 21. oktober klokken 12.00.
Skolen er netop slut (jeg læser til industritekniker og er i praktik på VP Maskinfabrik i Hatting ved Horsens). Hverdage står jeg op klokken 5:30 og kører før resten af familien står op. Er hjemme klokken 16:15 og skal som regel enten hente Hannah i dagpleje eller lave mad eller andet. Så mange timer er der ikke ledige som far til 5.
Det tager nogle gange en time for 5 stillere, så regnestykket ser sort ud
Reddet af REMA
Der er stress på.
Der er dage, jeg ikke kommer afsted. Så fredag den 14. er jeg presset.
Jeg ringer til Mads i REMA1000 som giver mig lov at samle stillere ude foran butikken på Stenbækvej.
Derpå skriver jeg et opslag på Facebook om min situation (Det kan du læse her) og så sker det umulige: Pludselig vælter det ind med kommentarer, sympati og – allerbedst – stillere!
Lørdag eftermiddag mangler jeg 20, da Sarah fra Hyrdedamsvej stryger forbi på parkeringspladsen med 14 vælgererklæringer!
Ankestyrelse og Aalborg Zoo
Desuden dropper naboer, forældre fra børnenes klasser og bekendte fortsat ind med underskrevne vælgererklæringer.
Hvilket betyder, at jeg søndag aften har 217 (!) erklæringer, hvoraf de 35 jo er udenfor område. Men 182 er såvidt vides i orden og en helt vanvittig stiller-slutspurt er ovre.
Tusind tak til alle Jer, der har lyttet og skrevet under og givet mig muligheden for at stille op – selv om jeg – som Mads ligeså korrekt nævner – jo også godt kunne have hentet de stillere før valget blev udskrevet.
På tirsdag har jeg fået en feriedag. Der tager jeg og mine fire døtre til Aalborg, hvor jeg vil aflevere vælgererklæringerne personligt til Ankestyrelsen (jeg tør ikke sende dem med PostNord!).
Så har jeg lovet pigerne, at vi tager i Aalborg Zoo bagefter.
Mediemagiker uden medietække
På den mindre succesfulde side, så ryger de eneste to interview, jeg indtil videre har aftalt – begge i vasken.
Det ironiske i mit kandidatur er, at jeg skal i medierne. Helt absurd meget. Hele tiden. Med alle historier. Jeg skal jo sørge for, at alle hører mit navn mest muligt.
Ironien?
Jeg har været presserådgiver i tolv år for virksomheder og organisationer.
Jeg mestrer pressemeddelelser og pitch og sælger historier som en ejendomsmægler sælger beliggenhed.
Bare ikke når det gælder mig selv.
Jeg har ikke lyst. Jeg føler mig narcissistisk og – ja – alt det, som du sikkert også ville føle, hvis du for enhver pris skulle ses i offentligheden.
Pinligt.
Og nødvendigt.
Jeg gør ikke noget aktivt. Jeg siger som regel jatak, når jeg bydes ind, og så lader jeg det være op til medierne at bedømme, om min historie er god nok. Jeg stopfodrer ingen.
To interview i vasken
Alligevel er det blevet til to aftaler. Med hhv. nærværende medie (VoresBrabrand, der jo går ud til mit lokalområde) og en med Djursland lokalradio.
Det skal desuden siges, at jeg har besluttet mig for at prioritere familie først, derpå uddannelse og arbejde og først som nummer tre kommer politik.
Da VoresBrabrands Peter From ringer, er jeg lige på randen til en diskussion herhjemme. Så jeg er nødt til at ringe af, for at kunne snakke tingene færdige med familien.
Da Djursland Lokalradio vil have mig igennem til ‘Live med politikerne’ får jeg taletid via telefon – men står lige for at skulle til min næstyngste datters premiere i Cirkus Tværs. Jeg glemmer at sende mit telefonnummer – via Messenger – til journalisten. Det opdager jeg 2 minutter efter interviewet skal starte, og i medierne er to minutter efter deadline.
Ib og Bo ind i valgkampen
Bare ærgerligt ‘Sonnyboy’. Toget er kørt.
Det giver mig lidt træning i ikke at tage tingene alt for tungt, tænker jeg.
Det samme gælder næste optur:
De legendariske tvillinger, Ib og Bo
Hver dag smider jeg en lille stak plakater (Kære klima: de er genbrug fra 2019) i min blå Fiat Dobló, som jeg købte af Kristoffer og Maya på Lykkendalsvej til nytår 2020, og hænger dem op, hvor jeg kan. Men da det går lidt sløvt, griber jeg mobilen og ringer til mine gamle naboer, tvillingerne Ib og Bo. De legendariske tvillinger Ib og Bo, that is.
Ib og Bo er min plakatmafia. Og de er klar.
De to ivrige og fantastiske brødre sætter ud (bogstaveligt talt i en båd i bugten) for at hænge plakater på hvadsomhelst, der kan ses.
Du kan nyde / forarges lidt over billederne her.
Jeg håber, du holder af at følge med i den helt 100 procent ærlige hverdag fra valgkampen.
Du er meget velkommen til at stille spørgsmål til mig (på min e-mail: chresten@gmail.com). Så kan det være, jeg tager et emne op i næste indlæg.