Pyha – kan du også mærke det? Panikken har luret siden de politiske analytikere begyndte at varsle valg sidste efterår, og den ligger der stadig. Nu er der kun to måneder til valget har fundet sted. Men det er stadig ikke udskrevet.
Koldsveden hænger i ærmerne…
Jeg ville egentlig helst skrive noget klogt om min politik – og især den, der vedrører Brabrand og Østjylland, hvor jeg jo er opstillet.
Brabrand, fordi jeg véd, at læserne af bloggen her er gode folk fra mit eget nabolag, som måske både kender mig, og også læser VoresBrabrand fordi nyheder herfra eget kvarter har ens interesse.
Det hedder at ‘ramme et segment’ eller ‘tappe ind i’. Det handler om PR og matematik. Sådan noget tænker de fleste kandidater og partier og kommunikationsbureauer over til et valg.
Hvordan går det, er du klar?
Jeg får tit spørgsmålet, når jeg møder folk: Hvordan går det med valget? Er du klar?
Svaret er svært. For nej, jeg er slet ikke forberedt til tænderne. Jeg har ikke været ude og få taget professionelt foto eller lavet plakater. Jeg har ikke engang et grafikprogram, jeg kan klaske en plakat sammen i. Jeg har kun lige fået bikset mit motto sammen. Det hedder STYR PÅ, STOL PÅ, TÆT PÅ. Det slogan forklarer jeg lidt længere nede i indlægget her.
PR-matematik
Rent matematisk PR-mæssigt set ser mine muligheder således ud:
For at blive valgt skal jeg have 20.000 stemmer. Det betyder, at 20.000 østjyder skal gå ind i stemmeboksen og have overvejet deres valg grundigt nok til at de vil sætte deres kryds ved mig.
Det kan jeg selv påvirke. Selvfølgelig betyder mine gode holdninger en masse, men i min egen optik er jeg helt almindelig. Ligesom alle andre. Og når man er ligesom alle andre, er man i stedet nødt til at stikke ud fra mængden. Jeg skal være kendt.
Jacob Haugaard var landskendt komiker, da han i 1994 blev valgt ind i Folketinget. Alle kendte ham – omend det var for nogle vrøvlede politiske holdninger. Men de var sjove, og han virkede oprigtig nok. Han var autentisk. Det virkede.
Jeg er ikke kendt. Skal jeg blive det, kræver det at de 20.000 har set og hørt om mig via 3 kanaler – reklame, viralt og personligt netværk, før de overhovedet vil begynde at overveje at flytte deres kryds til mig. Det vil sige, at jeg nok skal ramme endnu flere med mit navn, billede og budskab. Den slags kan kun lykkes (med et nul-budget) via medierne. Men medierne er ikke særligt ivrige efter at fortælle om kandidater, som ikke allerede er inde i Folketinget.
Derfor har jeg to muligheder: At sige eller gøre noget ekstremt, der vil ramme mediernes nyhedskriterier på flest mulige parametre.
Her er jeg selv ekspert. Jeg har arbejdet med PR og medier i +10 år. Jeg ville selv sige nej-tak til at tage sådan en opgave. Hvorfor? Fordi den er umulig fra start af. Medmindre man kan få kandidaten til at gå ud på gaderne og provokere folket så grundigt, at medierne ikke kan lade være at hive kandidaten ind. Den slags sker faktisk.
Og her kommer mit dilemma. For jeg vil samtidigt gerne bare være almindelig. Jeg vil gerne provokere samfundet en lille smule med mit kandidatur: Ved at sige: ‘Se. Du kan faktisk ikke blive medlem af Folketinget, hvis du bare er en almindelig dansker. Den slags er åbenbart kun for ekstreme provokatører, rige velfinansierede partier og store stærke organisationer, som dikterer, hvad deres medlemmer – også dem i Folketinget – skal stemme.’
Jeg vil gerne vise, hvor utilgængeligt vores folkestyre er, når man bare er en almindelig måske lidt naiv borger.
Politik i Smedjen i Tilst
Jeg er ikke tilmeldt nogen valgarrangementer. Jo. Der var ét, hos Krifa, hvor det viste sig, at jeg var inviteret fordi fagforeningen gerne ville ‘klæde kandidaterne på’ så vi kunne bruge deres analyser til at danne os et billede af virkeligheden ud fra. Mødet var et orienteringsmøde, hvor vi slet ikke fik taletid. Jeg var megaskuffet. Så i stedet for at blive og ‘mingle’ skyndte jeg mig hjem og på hjemvejen kørte jeg omkring Smedjen i Tilst, hvor jeg drak fire øl og røg nogle cigaretter og i øvrigt fik en fantastisk politisk diskussion med de tre tørstige kunder og bartenderen, før jeg drønede videre gennem regnen på min cykel.
Vi snakkede bidragssatser, Nykredit, demokrati og valgkamp i Aarhus. Det var helt fantastisk, fordi det foregik dér, hvor jeg synes jeg er allerbedst. I øjenhøjde. Sammen med mennesker. Ikke på en scene eller i medierne – men bare dér, hvor folk er.
Derfor tager jeg også nogle politiske diskussioner ude på mit arbejde – hos Stark RDC i Årslev. Fordi det rykker mere, end blot at skrive sin holdning på Facebook.
Pinligt, hvis det ikke lykkes
Sandheden er, at jeg er rædselsslagen for det valg. For at være for uforberedt. For at være for overset. For ikke at have tid nok, når valget bliver udskrevet. Og selvfølgelig for ikke at lykkes med mit projekt – at blive valgt ind i Folketinget allerede i år. For ja. Det vil da være pinligt at sige til alle de af jer, der har læst om mit håb om at komme i Folketinget, hvis det ikke lykkes.
Valgplakat-konkurrence
Hvad har jeg så gjort indtil nu?
Jeg har åbnet min politikerside på Facebook. Den ligger her: www.facebook.com/stemibsen som folk kan følge. Men Facebook er et svært medie, hvor alle betaler for at nå ud til følgerne – det gør min valgkamp med et valgkampbudget på 0,- kr. til en hurtig overset opdatering i feedet.
Jeg har ingen valgplakater. Men jeg har tænkt at udskrive en lillebitte konkurrence for børn, hvor alle må tegne deres bud på en plakat.
Tale eller lytte? Partiprogrammet.
Desuden har jeg ikke et bud på en fyldig politik. Folk kigger ofte på mig og siger: Nå – du vil være politiker… Må jeg så høre dit program?
Ja – og nej. For jeg har godt nok mange holdninger til mange ting. De er ikke skrevet sammen i et flot og forkromet partiprogram (og jeg stiller ikke op som parti – endnu). I stedet skriver jeg tanker og holdninger ned løbende. Men jeg er slet ikke vant til at folk gider lytte til mine holdninger. Og det gør de da heller ikke, for når jeg trækker tiden lidt med et ‘æhhh, jo, nu skal du høre…’ så er de allerede gået i gang med selv at rable deres egne synspunkter af sig.
Og dem vil jeg jo faktisk gerne høre. Jeg synes jo, at det er en hel del vigtigere at kunne lytte end tale. For jeg skal jo bringe mine vælgeres holdninger med ind på tinge. Og hvis jeg ikke lige selv er velforberedt på et emne, så ved jeg med sikkerhed, hvor jeg skal hente den viden, jeg mangler.
Det er nemlig en af mine styrker: Jeg kender rigtigt mange med mindst lige så mange forskellige kompetencer. Og dem vil jeg med glæde udnytte, når jeg en dag skal repræsentere vælgere i vores fælles Folketing.
Har du lyst og mod – så hjælp mig gerne
Pointen med dette indlæg er at indrømme blankt, at jeg føler mig fuldstændig uforberedt. For jeg har jo aldrig prøvet det før.
Jeg vil supergerne have hjælp, og jeg har da heldigvis også fået skrabet en lille gruppe dedikerede mennesker sammen, som vil give en hånd med lidt af hvert.
Har du lyst til at prøve kræfter med et valg er du meget velkommen. Både med gode input (fx. i kommentaren på min Facebookside) men allerhelst hvis du selv kunne tænke dig at give en hånd med – som organisator, plakatdesigner, ophænger, kalenderguru, tekstforfatter, SoMe-ekspert, mødebooking, happeningdesigner, chauffør, videoredigeringsassistent, brochureomdeler, kagebager eller frisør.
Min indgang til valget er stoisk. Jeg er selv lidt stoisk anlagt (Det bliver man med fire børn). Det betyder, at jeg gør, hvad jeg kan – det bedste, jeg har mulighed for. Og den indsats vil jeg være tilfreds med. Det er det samme, jeg forlanger af alle andre. At man har sig selv med i det.
Så jeg vil være lykkelig for at deltage i valget. Jeg er stolt af at have stillet op. Allerede nu. Jeg vil selvfølgelig blive endnu mere stolt, hvis det lykkes. Jeg håber, du vil hjælpe mig med det.
Mit motto er:
★ STYR PÅ ★ STOL PÅ ★ TÆT PÅ ★
Det handler om
★ Ordentlighed
★ Tillid
★ Nærhed