Jesper Brinck glæder sig over succes´en i Klaksvik og ser frem til “finalen” om mesterskabet på lørdag. Det er endnu uafklaret, om han fortsætter i Klaksvik.
Jesper Brinck har fået akkurat det fodboldeventyr, han rejste ud for at få. På lørdag spiller han om guldmedaljer i Tórshavn, når hans klub KI Klaksvik møder B36 i en direkte kamp om det færøske mesterskab. Her fortæller den tidligere anfører for Brabrand IF om forventningerne før finalen.
Det er 20 år siden, Klaksvik sidst vandt guld, og stemningen er hektisk blandt de knap 5000 indbyggere, hvoraf mange tager med til Gundadalur Stadion i Tórshavn, når det hele skal afgøres lørdag eftermiddag.
Midt i det hele står 30-årige Jesper Brinck. For knap et år siden forlod han de trygge rammer i Aarhus med et godt job som HR-medarbejder i Terma og en fodboldkarriere som anfører for Brabrands divisionshold. KI Klaksvik kunne godt bruge en stærk forsvarsspiller og lokkede med en fuldtidskontrakt.
Gennem hele sæsonen har han været fast mand på holdet og har haft sin del af æren for, at KI Klaksvik nu er uhyre tæt på guldet.
Som forsvarsspiller måler man succes på antallet af clean sheets, hvilket betyder kampe, hvor modstanderholdet ikke har formået at score. Dem har KI Klaksvik haft hele 15 af i sæsonens hidtidige 26 kampe, hvilket er ny rekord i færøsk fodbold.
”Det er selvfølgelig en rigtig fed rekord som forsvarsspiller. I skrivende stund har vi også lukket færrest mål ind med 19, og sølle 8 mål i åbent spil. Når man kigger på de tal, så er jeg ret godt tilfreds med hvad vi har præsteret rent defensivt,” fortæller Jesper Brinck fra Klaksvik.
Han glæder sig over at spille på et hold, der nu sprudler af spillelyst efter en svær start, hvor spillerne lige skulle finde hinanden.
“Den indbyrdes forståelse, tillid og holdånden er bare vokset igennem sæsonen. Vi er nu meget bevidste om vores styrker og hvordan vi skal gøre tingene. Det er især i modgang at viser dette. Her sidst på sæsonen bevarer vi roen og har en indre kollektiv tro på at vi nok skal vende de negative momenter til noget positivt.”
Stemningen præget af spænding og nervøsitet
Da KI Klaksvik i søndags havde Runavik på besøg til den sidste hjemmekamp, kom holdet også bagud, men fik alligevel vendt kampen og vandt til sidst med 3-2.
Jesper Brinck giver også holdets fans en del af æren for, at det går så godt. De bakker altid op, både ude og hjemme og skaber en god stemning omkring kampene. Men stemningen i Klaksvik er anspændt før sidste runde på lørdag, hvor tilfældet vil, at nummer et og to i rækken, Klaksvik og B36, mødes:
”Hele byen håber, at i år kan været året hvor der kommer et mesterskab til Klaksvik. Det er 20 år siden sidst. Både i 2016 og 2017 var klubben tæt på at vinde mesterskabet, men snublede i sidste ende. Det husker alle, og derfor er stemningen præget af spænding og nervøsitet”, siger Jesper Brinck.
”Men det er helt fantastisk, at vi er en del af kampen om mesterskabet. Det var netop ambitionen om at vinde mesterskabet, der var med til at lokke mig herop i første omgang.”
Ikke afvisende for at blive
Ved siden af fodbolden arbejder Jesper Brinck i en lokal virksomhed. Det har givet en god rytme i hverdagen og muligheden for at opleve en anden side af landet og kulturen, end man oplever med fodbolden.
Han ved endnu ikke, om han tager en sæson mere på Færøerne:
”Jeg har været utrolig glad for min tid i KI, og er som sådan ikke afvisende overfor at blive. Jeg har aftalt med klubben, at vi skulle afvente, hvordan sæsonen udspillede sig og så tage den derfra. Jeg har nogle folk til at kigge på hvad der er af muligheder, men det er ikke noget jeg har ville bruge tid på, før sæsonen var slut.”