
Der var egentlig lagt op til en rigtig forårslørdag på Domis Park i Brabrand, hvor “de blå brasilianere” ventede pænt rykind til topkampen mod Brønshøj. Men det blev i stedet en halvtrist, regnfuld omgang, efter at holdet før kampen var blevet hædret med Æresmedlemmernes Pokal.
Selvom december efterhånden er langt væk, er der stadig grund til at mindes de vilde uger, hvor Brabrand IF var på alle fodboldinteresseredes læber. Pokalsejrene over Randers og FC Nordsjælland og kvartfinale-opgørene mod Viborg FF står stadig fuldstændig klart i manges erindring.
Det gjorde de også hos idrætsforeningens æresmedlemmer, som tidligere på foråret besluttede, at 3. divisionsherrerne skulle ha´ Æresmedlemmernes Pokal. Og det blev de to erfarne BIF´ere, Børge Nielsen og holdets tidligere bagmand Flemming Møller, som inden lørdagens kamp overrakte pokalen til holdet.
Den festlige indledning på kampen blev desværre på ingen måde fulgt op, da dommeren satte spillet i gang.
Brabrand virkede i de første minutter til at have taget optimismen og angrebslysten med fra sidste lørdags brag mod VSK Aarhus, men der gik ikke lang tid, før kampens intensitet faldt kraftigt, og Brønshøj fik mulighed for at spille pænt med, uden at der dog kom målchancer ud af det.
Der var på tilskuerpladserne overskud til at få en snak med sidemanden, mens man fulgte slagets gang med et halvt øje.
Der var dog rig lejlighed til at beundre Brabrands tre forsvarsspillere, Rasmus Juul, Simon Vesterbæk og anfører Michael K. Pedersen, som med fin timing og stor selvsikkerhed fik ryddet op i de bageste rækker, når Brønshøj-angriberne kom stormende ned mod Brabrand-målet.
Offensivt havde Brabrand ikke meget at byde på. Tobias Friis og Magnus Kjellerup havde flere gange optræk til noget godt på højrekanten, mens man sjældent så noget til Mikkel Frandsen og Marcus Bay på den modsatte kant.
Eneste optræk til lidt dramatik kom kort før pausen, hvor Brabrands Mathias “Marvin” Laursen i en boldjagt blev tacklet hårdt af Brønshøjs målmand, men dommeren så ingen forseelse.

I pausen var der sjove og hyggelige konkurrencer for børnene, mens de voksne så frem til mere underholdning i anden halvdel af kampen. De skulle dog blive slemt skuffede.
Det blev endnu en halvleg med håndbremsen trukket. Brønshøj fik i perioder presset Brabrand ned foran eget mål, men hjemmeholdets rutinerede spillere fik hver gang afvist “hvepsene”.
Som altid havde holdet fra Tingbjerg medbragt en solid flok humørfyldte og medlevende fans, som ikke virkede særlig påvirkede af hverken regnvejret eller den lidt søvndyssende fodboldkamp. I stedet stod de på tilskuerpladserne selv for underholdningen med klassikere som “Åh Boogie Woogie” og “Toms Karameller”.
Inde på banen blev det ved 0-0, og afstanden mellem de to hold blev fastholdt i oprykningsspillet. Og da også de øvrige fire hold spillede uafgjort, holder Brabrand fortsat en afstand på ni points, hvor der nu mangler syv spillerunder.
Brabrands næste udfordring hedder Holbæk B&I, som tager imod på Sjælland næste lørdag kl. 13.00.



