Brabrand IF måtte onsdag aften notere et klart nederlag på 1-4 til FC Fredericia. Men det store samtale-emne var den nu tidligere Brabrandspiller Lukas Enevoldsen, som pludselig dagen før kampen skrev kontrakt med FC Fredericia og var med fra start mod sine tidligere holdkammerater.
Det var ikke bare en hvilken som helst spiller, som onsdag aften løb ind på Brabrand Stadion i FC Fredericias hvide spilledragt. 26-årige Lukas Enevoldsen har i en årrække tilhørt stammen på Brabrand-holdet. Han har været en central spiller i de senere års imponerende resultater, der kulminerede med en sæson i 1. division.
Hans altid gode humør og venlige væsen har gjort ham vellidt, både blandt holdkammeraterne og i kredsen af frivillige og faste tilhængere. Der var da heller ingen negative råb eller sure miner, før kampen gik i gang.
Efter kampen fortalte Lukas Enevoldsen til FC Fredericias YouTube-kanal, hvordan det havde været pludselig at spille mod sine tidligere holdkammerater:
”Det var jo meget specielt. Jeg trænede med dem så sent som i forgårs. Da man løber på banen, virker det lidt mærkeligt, at man løber på banen med udeholdet. Jeg har aldrig spillet mod Brabrand her, så det var en meget speciel følelse. Men det var godt, at vi vandt til sidst.”
”Drengene tog godt imod mig. Jeg var lige henne og få en krammer af nogle af dem inden kampen. Jeg kender dem jo rigtig godt og har spillet i klubben i fem-seks år. Og da vi var i gang, så var det en fodboldkamp, og så var der ingen venskab, og det skal der heller ikke være. Det var en fodboldkamp, hvor begge hold skulle vinde”.
Amatør-klubben kunne ikke sige nej
Hvordan kan det nu være, at Brabrand-spiller kan træne sammen med sine holdkammerater den ene dag og spille imod dem to dage senere? Jo, forklaringen er, at Lukas Enevoldsen ligesom de øvrige Brabrand-spillere spillede som amatør i Brabrand IF. Han havde tidligere meddelt klubben, at hvis et kontrakttilbud skulle dukke op, ville han sandsynligvis tage imod det.
FC Fredericia har et fuldtids-professionelt set-up og stod og manglede en midterforsvarer på grund af skader hos blandt andre profilen Sonni Nattestad.
Det var den sidste dag i det såkaldte transfer-vindue, hvor de professionelle klubber kan handle med spillere. Og så slog FC Fredericia til.
Skiftet var gået så hurtigt, at der endnu ikke var trykt en trøje med Lukas Enevoldsens navn, så han spillede i Nattestads trøje med nummer 5 – og navnet var så klistret over med tape.
Brabrand-spillerne vil sandsynligvis bare gerne glemme kampen hurtigst muligt og komme videre – og det bliver der mulighed for lørdag kl. 14.00, hvor holdet på Brabrand Stadion tager imod FC Sydvest 05 i 2. division vest.