Forude venter den måske største kamp i klubbens historie – og mandag eftermiddag leverede Brabrand IF en strålende generalprøve mod AGF´s superliga-reserver. 2-2 blev resultatet af kampen, der viste, at Brabrands spidskompetencer sidder lige i skabet før pokalopgøret mod Viborg FF.
Det var den sidste store test, før det går løs søndag d. 8. december kl. 13.00. Hele truppen var med på AGF´s anlæg mandag eftermiddag – klar til at vise at de bør være en af de 11, som løber på banen til storkampen mod Viborg FF.
Og det blev en kamp, hvor Brabrand-holdet virkelig fik vist, at de elementer, der kan blive afgørende for succes på søndag, stadig er fuldstændig skarpslebne, selvom holdet spillede den sidste turneringskamp d. 16. november.
Det fik AGF at mærke lige fra kampens start, hvor Brabrand lagde hårdt ud og pressede hjemmeholdet tilbage på banen. Det resulterede allerede i de første minutter i tre kæmpechancer, hvoraf det dog kun lykkedes at score på den ene:
AGF´s målmand Kristoffer Klaesson spillede bolden direkte i fødderne på midtbane-dynamoen Jonas Berwald, som hurtigt spillede 1-2 med Mathias ”Marvin” Laursen og scorede sikkert til 1-0.
”Vi startede vanvittig godt og skabte tre kæmpechancer, hvor vi nok burde ha´ scoret på et par af dem. Det var virkelig flot. Derefter overtog AGF spillet og havde bolden meget og fik også scoret to mål. I den periode var vi lidt på hælene mod nogle dygtige boldspillere,” fortæller Brabrand-træner Michéle Demontis.
Flot udligning til 2-2
I anden halvleg fortsatte AGF med at være dominerende, men Brabrand-spillerne fik lukket fint af. Her fik Brabrand vist, at holdet som så mange gange før formåede at stå lavt på banen og lade modstanderne have bolden, uden at der gik mål ind – selvom Michéle Demontis dog var lidt utilfreds med, at AGF havde bolden så meget, som det var tilfældet.
Men som så ofte før slog Brabrand til, da de pludselig fik chancen fem minutter før tid: Rasmus Kirkegaard Jensen kom i et godt gennembrud i venstre side og fik sendt bolden præcist ind til Henrik Borup. Han tæmmede den og sparkede flot bolden i mål til 2-2.
De to hold var blevet enige om at nøjes med at spille to gange 30 minutter, og da dommeren fløjtede kampen af, stod der stadig 2-2 på måltavlen.
”Det var et fint resultat, og vi fik vist nogle rigtig gode takter. AGF havde bolden lidt for meget i perioder, og vi gav et par dumme chancer væk, men de havde et par teknisk dygtige folk med, som vi havde nogle problemer med,” sagde Michéle Demontis.
Presspillet er helt afgørende
Men holdet fik vist, at et af de vigtigste elementer i holdets spil, presset, sidder lige, hvor det skal være.
”Det er det, vi arbejder allermest med – at vi i perioder kan lægge et sindssygt hårdt pres på modstanderne – og så kan vi hurtigt falde tilbage, når spillet kræver det. Hvis modstanderne har spillet sig ud af vores pres, kan vi hurtigt komme i problemer, hvis vi bare fortsætter med at køre på. Og skiftet mellem de to typer pres sidder virkelig godt i skabet for os nu,” fortæller Brabrand-træneren.
Netop det element kan blive afgørende i kampen mod Viborg FF, der forventes at have bolden mere end Brabrand – men hvor hurtige omstillinger kan gøre ondt på superliga-modstanderne, sådan som det tidligere på efteråret var tilfældet med Randers FC og FC Nordsjælland.
”Vi hviler godt i det med, at modstanderne har bolden lidt mere end os. Men det er vigtigt, at vi er skarpe på omstillingerne, og at vi gør det rigtige med bolden,” forklarer han.
”Selvfølgelig skal man holde fast i kuglen, når man får den – men det er også vigtigt at køre angrebene hurtigere, end vi plejer og komme af sted med mange spillere. Hvis vi bare spiller bolden rundt i bagkæden, kan vi på de baner, vi har nu, let komme i problemer mod et superligahold som Viborg.”
”Det bedste er at angribe med mange folk, selvom det er hårdt for spillerne, når de lige har brugt mange kræfter på at forsvare. Så må vi skifte ud lidt tidligere end normalt. Der er det godt, vi har en bred trup,” siger Michéle Demontis.
Glad for beslutning om at spille på græs
Han beskriver stemningen i truppen som god og intens før søndagens opgør. Han oplever, at spillerne gør alt for at vise, at de skal være blandt de startende 11.
”Selvfølgelig er folk aldrig helt tilfredse, hvis de ikke er blandt de startende, alle mener selvfølgelig, at de skal spille. Men spillerne er heldigvis dejligt indsigtsfulde om egne evner, og de ved godt, at vi har en bred og stærk trup.”
Brabrand-træneren glæder sig over beslutningen om, at kampen bliver spillet på græs på opvisningsbanen Domis Park.
”Det er primært en beslutning, der er truffet for publikums skyld. Det er bare noget helt andet end at stå og kigge ind gennem hegnet rundt om kunstgræsbanen. Hvis der kommer de 1500-2000 tilskuere, der tales om, kan alle sagtens få en fin plads rundt om stadion,” siger han.
”Men selvfølgelig er det også en fordel for os, at det er en bane, vi er vant til at spille på. Det er bare rart at være i de vante rammer, hvor man føler sig tryg.”
”Naturstridigt hvis vi vinder”
Allerede tirsdag formiddag er der lidt kriller i maven – men nervøsitet mærker Michéle Demontis intet til.
”Det er virkelig spændende, og at vi spiller om en semifinaleplads er helt vanvittigt. Men nervøs bliver man først, hvis noget ikke lykkes. Selvfølgelig kan vi da få tæv, men det er slet ikke noget vi tænker på. Ingen forventer, at vi vinder, så det er ikke os, der skal være nervøse. Vi er mere spændte.”
”Hvis vi nu mødte et lavere rangerende hold, så kunne man godt være nervøs for at gå ud og dumme sig. Men rollen som underdog passer os rigtig godt”
Han vurderer, at Viborg FF har lært en masse af de to andre superligaholds nederlag til Brabrand og vil gøre alt for ikke at undervurdere 3. divisionsholdet.
”Det bliver da den klart sværeste kamp for os, og det gør det endnu sværere, at det hele bliver afgjort over to kampe. Det vil være naturstridigt, hvis vi vinder.”
De kommende dage minder om en helt almindelig træningsuge, hvor truppen tirsdag aften spiller en intern træningskamp 11 mod 11 en time på kunstgræs, mens torsdagen byder på et langt taktikmøde med en masse video. Og så venter søndagens kamp forude.