Den kommende uge sprudler kulturen i Brabrand ekstra meget. Brabrand Kulturuge er en tradition, der går mange år tilbage – men sjældent har så mange forskellige aktører budt ind som i år. Glæd dig til en uge, der byder på masser af koncerter, udstillinger, foredrag og hyggelige mødesteder.
Hvis du bladrer gennem det spændende katalog, som folkene bag Brabrands kulturhus igen i år har samlet, træder ét bestemt tema frem: Brabrand Sø!
Ikke alene kan du på Gasværket ugen igennem opleve de seks kunstneres skildring af søens natur og fugleliv. Du kan også høre to af de mest vidende personer, når det gælder søens historie, Jens Gregersen og Allan Janniche, fortælle om Brabrand Søs udvikling gennem tiden. Det foregår på Gasværket søndag d. 15. september kl. 14.15-15.30.
Tirsdag d. 10. september kl. 14-15 fortæller Lars Nikolajsen, Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, om livet ved Brabrand Sø i fortid og nutid. Det foregår på Gellerup Bibliotek, hvor der er gratis adgang og ingen tilmelding.
Fælles morgenmad og byfest skyder kulturugen i gang
Lørdag d. 7. september går det løs. Som altid er de energiske ildsjæle i Danmission Genbrug på Hovedgaden sammen med Gasværket værter for en hyggelig start på kulturugen med fælles morgenmad på parkeringspladsen bag genbrugsbutikken.
Når du har hygget dig med rundstykker, kaffe og en lille én sponseret af henholdsvis Hartmeier, Rema 1000 og Gasværket, kan du gå ned at Hovedgaden, der i år er spærret for gennemkørende biler og busser. I stedet er gaden fyldt med boder, street fodbold, spejderaktiviteter, hoppeborg og meget andet.
Omkring Brabrand Torv vil der være ekstra meget liv, og kl. 11.30 kan hele familien lade sig underholde af Ballonprofessor Bobbel alias vores lokale Honningbande-leder Asger Rasmussen. Lidt senere – kl. 13.00 – skaber Let It Be Beatles hyggelig frokost-stemning, og du kan opleve madkultur fra en række forskellige lande.
På den anden side af gaden, i Studie 32, åbner digteren Peter Laugesen kl. 11.00 en kunstudstilling, hvor de 11 lokale kunstnere, Anna Charlotte Rasmussen, Birgit Mølgaard, Elin Hansen, Frits Pedersen, Inge Marie Kristensen, Jane Vilhelmsen, Jill Namø, Karen Mølgaard, Lise Barsøe, Telle Stolberg og Ulla Meldgaard Jørgensen, udstiller deres værker.
Herfra bevæger kulturugen sig ud i Brabrand. I Folkehuset Gellerup, Gudrunsvej 80 er der kl. 15-19 hyggelig eftermiddags-komsammen med musik og sang og snacks fra hele verdenen.
På Gasværket er der kl. 15.00 fernisering på udstillingen ”Brabrand Sø”, hvor kunstneren og ornitologen Jens Gregersen udstiller sammen med Nida Nielsen, Jette Jacks, Jørgen Nielsen, Annie Hjorth og Søren Wullum.
Og i Brabrandhallen rundes en stor kulturdag af med en fejring af Brabrand Idrætsforenings 90 års jubilæumsfest.
Hermed er en usædvanlig livlig Brabrand Kulturuge skudt i gang.
Bombardement af sanserne
Som altid er kulturugen også fyldt med gode musiktilbud. Torsdag d. 12. september står Jazzværket på Gasværket bag en koncert, hvor Steen Rasmussen Quinteto med den dansk-svenske sangerinde Josefine Cronholm hylder den brasilianske sanger og komponist Milton Nascimento i ”Milton på Svenska”. Du kan bestille billetter her.
Onsdag d. 11. september kl. 15.30-18.00 er Gellerup Bibliotek vært for et bombardement af sanserne med arabiske toner, syrisk litteratur, palæstinensisk broderi og skriveværkstedet Tekst til Tidens tekster. Blandt andet kan du opleve Maher Mahmoud, oud, og Salam Susu, piano, harpe og sang.
Ligeledes onsdag kl. 19.30 kan du i øvrigt på Gasværket opleve en koncert med vokalgruppen Harperne med et repertoire, der spænder fra klassiske toner til rytmisk musik med et touch af jazz, swing, pop, evergreens og rockballader. Entré 75 kr.
Og Brabrand Kirke runder søndag d. 15. september kl. 19.30 kulturugen af med en koncert med den lokale dygtige trompetist Jesper Andersen og organist Michael Østergaard Jensen. De to musikere har sammensat et festligt og varieret program med musik af bl.a. G.F. Händel, G. Ph. Telemann og G.B. Viviani. Der er gratis adgang til koncerten.
Hør om Brabrands store virksomheder
Den lokale historie har som altid igen en fin plads i programmet. Søndag d. 8. september kl. 14 – 17 inviterer Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6. sal, til fernisering på en udstilling om Tousgaard, der tidligere var Brabrands største gård. Samtidig udgiver Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv et hæfte om gården og dens transformation fra landbrug til beboerhus og meget andet.
Søndagen efter byder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv kl. 14-16 på en byvandring i området ved Høiriisgårdsvej, hvor du blandt andet kan høre om Jaka-fabrikken, Dalsøgas, Bordum og Nielsens Møbelfabrik, Hudecentralen og Jydsk Varmekedelfabrik. Mødestedet er på hjørnet af Truevej og Høiriisgårdsvej.
Onsdag d. 11. september kl. 14-16 kan du i Brabrand Sognegård høre historien om Brabrands kultursted, Det Gamle Gasværk, fortalt af Jens Rodevad, som i 2015 blev kåret som Årets Ildsjæl i Aarhus for sit arbejde med etablering af huset. Deltagelse er gratis, og der er ingen tilmelding.
Og så kunne du som nævnt søndag d. 15. september kl. 14.15-15.30 på Gasværket høre Jens Gregersen og Allan Janniche fortælle om Brabrand Søs udvikling gennem tiden.
Aften i fællesskabets og tarteletternes tegn
Men der er også masser af andre fine aktiviteter i kulturugen. Mandag d. 9. September kl. 19-21 inviterer KulturGas til foredrag med tryllekunstner og forfatter Jesper Grønkjær, Helenelyst, som holder foredrag med titlen ”Sandheden om Nordkorea”. Det foregår på Gasværket, hvor entréprisen er 100,-.
Dagen efter, tirsdag kl. 17-19, kan du og familien forlyste jer til tartelet-aften i Folkehuset Brabrand, hvor alle er velkomne til en hyggelig aften i fællesskabets og tarteletternes tegn. Pris: 1 stk. tartelet 20,- kr. /med salat 25,- kr. Øl, vand, vin og kaffe kan købes. Ingen tilmelding.
Søndag d. 8. september kl. 12.30 er der fernisering på en kunstudstilling i Brabrand Sognegård, hvor 11 lokale kunstnere udstiller. Udstillingen kan ses i sognegårdens åbningstid.
Gellerup er også godt med og byder blandt andet fredag d. 13. september kl. 12-15 på efterårshygge med bål i Toveshøjhaven neden for Hasle Bakker, hvor Gellerup Gror-projektet har skabt en skøn have. Denne eftermiddag bliver der blandt andet bagt snobrød og pandekager.
Løb Mellem Husene lørdag d. 14. September fra kl. 13 er et lokalt oplevelsesløb for hele familien i Gellerup hyggelige bypark.
Fredagsbar og whisky-aften
Og så topper Gasværket ellers det hele op med to hyggelige events:
Fredag kl. 15-19 inviterer Brabrands kulturhus til fredagsbar og har på forhånd sørget for fadøl mm. i baren til billige priser. Har du et stykke musik på LP, som du gerne vil spille, så tag den med. Og der er åben mikrofon, så har du lyst til at synge en sang, spille et nummer eller komme med en historie, så er det også muligt.
Og så byder Brabrand Whiskyklub – Maltværket som altid i kulturugen til inviterer til festarrangementet Mad med whisky – whisky til mad”, hvor gourmetkokken Jan Munch Petersen står for maden, og bandet Tradish senere på aftenen spiller irsk folkemusik.
Det foregår lørdag d. 14. september fra kl. 18, og prisen er 449 kr. for medlemmer og 499 kr. for ikke-medlemmer. Tilmelding til arrangementet skal ske til Lars Broni på lb@brabrandwhisky.dk senest den 9. september.
Ud over alle de nævnte arrangementer er der i løbet af ugen en masse åbne døre, der giver mulighed for at se dig omkring og snakke med en masse mennesker.
Du er i øvrigt mere end velkommen til selv at gå på jagt i kulturuge-programmet, som du finder her og kan hente ned på computeren som PDF.