
Hvis Brabrand IF skal klare den i 2. division, kan hjemmebanen AURA Park blive en vigtig faktor. Lørdag tog holdet den tredje sejr i sæsonen med hele 4-0 over VSK Aarhus – og som de andre to blev den hentet hjemme på Engdalsvej. Efter 1-5-nedturen i Roskilde i sidste weekend fik holdet denne gang vist helt andre takter.
Det var en af de dage, hvor det er skønt at være en del af et fodboldhold. Uanset om det var i forsvaret af eget mål eller i de hidsige kontra-raids op ad banen, var der konstant en spiller med blå trøje lige i nærheden, som var klar med positive tilråb.
Og så havde bolden denne lørdag bare en tendens til ofte at springe hen til en Brabrand-spiller.
Der var medvind til Brabrand på Engdalsvej denne solrige lørdag eftermiddag. Allerede efter syv minutters spil kunne hjemmeholdet bringe sig foran.
19-årige Omar Jarju fra Gambia skaffede Brabrand et hjørnespark efter et godt løb ind i straffesparksfeltet. Tobias Olesen servede uhyre kompetent bolden ind foran mål og lagde pres på VSK-holdet, der kun fik clearet bolden til lige uden for feltet.
Her stod Mathias “Marvin” Laursen klar og sparkede uimodståeligt bolden fladt i nettet helt ude ved stolpen til 1-0.
Sikke en start. Og sikke et comeback efter 1-5-afklapsningen i sidste weekend i Roskilde.
Midt i ugen havde holdet en alvorssnak, hvor der blev talt med store bogstaver af træner Michéle Demontis. Spillerne skulle se hinanden i øjnene og vende tilbage til den klassiske Brabrand-dna:
Stå godt i kæderne og slå nogle skarpe kontraer. Have masser af lyd på og bare generelt være rigtig træls at spille imod. Det så egentlig ud til at virke fint mod bysbørnene fra nordbyen.
Fin Brabrand-barrikade
1-0-målet så dog umiddelbart ud til at tænde op under gæsterne, som nærmest satte Brabrands mål under belejring. Når hjemmeholdet endelig fik bolden fik den et solidt los op ad banen – og VSK Aarhus kunne straks fortsætte jagten på en udligning.
Men som så ofte før barrikaderede Brabrand sig kompetent foran målmand Henrik Lindhard, som overbevisende tog sig af resten – blandt andet efter 20 minutter, hvor gæsterne trods en firdobbelt scoringschance ikke formåede at få bolden i mål.
Og så slog Brabrand til efter en halv time. I et sjældent besøg i den anden ende af banen skabte Tobias Olesen kaos foran VSK-målet med endnu et skarpt hjørnespark. Og så kunne Brabrand nærmest trampe bolden i mål. Den sidste fod på bolden havde Omar Jarju.

2-0-målet satte temperamenterne i kog, og de to hold fik udvekslet hidsigheder overalt på banen. Blandt andet fik VSK´s Peter Nemec et gult kort for et hårdt angreb på Brabrands Simon Vesterbæk.
Enkelt og effektivt
Mens hjemmeholdets tilhængere nød solen og en stadionplatte fra Café BIF, besluttede Brabrand-spillerne at fortsætte de gode takter i anden halvleg. Og det bar hurtigt frugt.
I en smuk omstilling spillede midtbanespiller Mikkel Frandsen bande med Nemo Thomsen og fik plads til et løb og et indlæg i højre side. Og det fine indlæg dumpede sandelig ned til den vævre angriber Nemo Thomsen, som kunne bringe sit hold på 3-0.
Enkelt, smuk og effektivt.
Det trak de sidste ressourcer ud af de unge VSK-spillere, som fra da af ikke formåede at sætte det samme tryk på modstanderne. Og heller ikke foran eget mål var de helt så skarpe. Det benyttede Nemo Thomsen sig straks af til at score sit andet mål i det 53. minut efter et indkast, hvor gæsterne virkede lidt passive.
Comeback til Jonas Berwald
Herfra kunne Brabrand-spillerne koncentrere sig om at holde gæsterne væk fra målet, og det lykkedes ikke VSK-holdet at skabe en reel målchance resten af kampen. Der var god plads til hjemmeholdet, der kunne blomstre og forkæle tilskuerne med flere fine detaljer.
Ud over 4-0-føringen kunne Brabrand-lejren glæde sig over et comeback til midtbane-dynamoen Jonas Berwald, som hele sæsonen har været ude med en skade. Men i den sidste del af kampen fik også han nogle minutter i benene.

4-0-sejren skabet naturligvis stor glæde i Brabrand-lejren – blandt andet hos Rasmus Juul, som havde overtaget anførerbindet, da den normale anfører, Michael K. Pedersen, sad på bænken.
“Måske var det Michéles peptalk før kampen, der gjorde det. Han sagde, at det var den vigtigste kamp i hans liv,” funderede Rasmus Juul efter dommerens sidste fløjt.
“Men han endte med at sige, at sådan er det faktisk hver lørdag,” fortsatte forsvarsspilleren med sit sædvanlige glimt i øjet.
“Vi har altid tro på det”
Rasmus Juul tilføjede, at marginalerne denne lørdag var med holdet:
“Alle bolde faldt ned til os, så vi kunne sparke dem ind. Det hele gik bare op i en højere enhed. Men jeg tror selv på, at årsagen var, at vi selv søgte det så meget. Der var en fed indstilling på holdet med god og positivt kommunikation. Ikke noget med at være på bagkant og pege fingre. Alle støttede op om hinanden. Det var virkelig noget, alle kunne mærke.”
Han konstaterede, at hvis holdet kun er på 80-90 procent, bliver det kørt over i 2. division. Men er det på 100 procent, kan Brabrand vinde over de bedste.
“Vi har en meget bred trup. Dem oppe foran ligger og arbejder sindssygt hårdt, og de ved, at de kan løbe sig selv ud – så kommer der nogen ind, som er lige så gode. Vi bliver ikke dårligere af at skifte ud – tværtimod giver det os ofte noget ekstra,” sagde han.
Næste lørdag gælder det topholdet AB på udebane. Og Rasmus Juul har troen på, at holdet også her kan overraske:
“Det bliver en svær kamp, men vi skal bare spille, som vi gør i dag. Vi har altid tro på det,” sagde han.
C-Liga for Kvinder: Aalborg Freja-Brabrand IF 2-2
Brabrands kvinder vidste, at de skulle slås hårdt for at få points med hjem fra Aalborg. Holdet mødte op med en smail trup, hvor der var hjælp fra klubbens serie 1-kvinder. Karla Viola Frølund startede inde, mens Yaren Arslan og Beyza Øzer var med på bænken. Det betød, at hele fem spillere med fodbold-opvækst i Brabrand var i lørdagens trup.
“De var klar på udfordringen og de løste deres opgave til UG, så det er vi meget glade for,” lyder det fra forsvarsspiller Sarah Kaagaard Dahl.
Det blev en kamp, hvor Brabrand var under pres i store dele af kampen.
“Vi havde ikke bolden meget, men vi formåede alligevel at gå til halvleg med en 1-0-føring efter et flot opspil i højre side, der endte i et fladt indlæg, som Julie Nørgaard fik scoret på,” fortæller Sarah Kaagaard Dahl.
2. halvleg fortsatte på samme måde. Aalborg Freja kom frem til mange chancer, men forsvaret og målvogter Emma Bay Agerskov, som var sikkerheden selv, fik afvist modstandernes chancer. Karla Viola Frølund fik 10 minutter inde i halvlegen kæmpet sig til et frispark foran Aalborg Frejas straffesparksfelt, og Matilde Bach var skarp og ssparkede bolden ind i målhjørnet.
“Vi kæmpede videre men formåede desværre ikke at stå imod Aalborg Freja, som virkelig pressede på,” siger Sarah Kaagaard Dahl. I de sidste minutter fik hjemmeholdet scoret to gange, så kampen endte 2-2.
