
Det lignede en svær opgave for Brabrands fodboldkvinder i landets tredje fineste række, C-Liga: Mod nedrykkerne fra rækken oven over, Aalborg Freja, mødte Brabrand med en smal trup og flere spillere, som kom nærmest direkte fra ferie. Men holdet fik alligevel 1-1 og var tættest på sejren.
Det var en flok trætte Brabrand-spillere, som efter lørdagens 1-1-kamp mod Aalborg Freja luntede tværs over banen, efter at kroppen havde været på overarbejde mod nedrykkerne fra 1. division, Aalborg Freja.
Godt havde Brabrand flere spillere på udskiftningsbænken, men det var dels de to unge Viola Skydt-Nielsen og Karla Viola Frølund fra klubbens serie 1-hold og erfarne Emma Thidemann, som helst ikke skulle i spil efter en tand-operation.
Så træner Luis Lorente Carreras forsøgte tydeligvis at få de 11 startende til at holde længst muligt – og det gjorde de med stor dygtighed.
Brabrand havde stor ære af kampen og lykkedes især i anden halvleg med flydende positionsspil krydret med fine stikninger til hurtige Trine Marie Madsen.
Første halvleg var bestemt ikke værd at skrive hjem om, men allerede efter fem minutter af anden halvleg kom Brabrand foran – netop på en præcist timet lang fremlægning fra midtbane-spilleren Mathilde Søjberg.
På kanten af offside løb Trine Marie Madsen fra modstanderne og sparkede stensikkert bolden i mål til 1-0 til Brabrand.
Dem, der så havde forventet et stormløb fra gæsterne, blev skuffede. Aalborg Freja havde store problemer med at få styr på angrebsspillet, og mange gode intentioner løb ud i sandet, og Brabrands målvogter Emma Bay Agerskov tog sig let af resten.
Tre debutanter
Omvendt med Brabrand, der godt nok havde tre debutanter på banen fra start, men alligevel holdt godt sammen på kæderne og igen og igen med forudseende indgreb brød gæsternes rytme.

Julie R. Lange i forsvaret og de to midtbanespillere Rebekka Katrine Klein Olsen og Stine Juul Pedersen gled alle uden problemer ind i spillet og bidrog til det sammenhængende Brabrand-spil.
Omvendt måtte Brabrand stille op uden Pernille Marie Madsen, som for nylig skrev kontrakt med AGF og derfor ikke længere er til rådighed som defensivt anker på Brabrand-holdet.
Men Brabrand holdt stand og lignede et hold, der forholdsvis sikkert ville kunne holde skansen. Men ud af det blå fik Aalborg-holdets Maiken Andersen et kvarter før tid sendt et forholdsvis blødt dykkende skud afsted mod Brabrand-målet – og bolden sejlede i mål uden for Emma Bay Agerskovs rækkevidde til 1-1.

Selvom Brabrand-holdet inderst inde nok var tilfredse med det ene point, fortsatte de med at jagte sejren – og det var ved at lykkes. Efter et fint angreb fik det blåklædte hjemmehold endda bolden i mål, men dommeren fløjtede for frispark til Aalborg-holdets målvogter.
En lidt svær opstart
Og tre minutter før tid fik Brabrand endnu en stor mulighed, da Trine Marie Madsen endnu en gang fik en perfekt tempereret aflevering at løbe på. Denne gang sendte hun dog bolden forbi mål, og derfor endte det hele 1-1.
“Vi har haft en lidt svær opstart med mange nye spillere og nye relationer på banen – og folk der ikke har været så meget til træning. Så på den baggrund synes jeg egentlig, vi kom rigtig stærkt ud til den her første turneringskamp,” sagde Brabrands anfører, Katrine Andersen, efter kampen.
Hun erkendte, at holdet var presset på kræfterne til sidst på grund af de manglende udskiftningsmuligheder. Så derfor var holdet tilfreds med uafgjort.
“Vi stod godt og kompakt, som vi har snakket om, at vi skulle blive bedre til. Desuden har vi arbejdet meget på relationerne og løbene for hinanden, og det synes jeg faktisk, fungerede ganske godt,” sagde hun.
Katrine Andersen vurderede, at holdet bliver endnu stærkere i den kommende tid, når alle spillere er tilbage fra ferie. Derfor mener hun også, at Brabrand igen i dette efterår vil kunne være med til at præge rækken.
“Vi har et godt hold, så vi går bestemt efter at vinde alle kampene,” sagde hun med et smil.

