Brabrand Kulturuge er i fuld gang. Den blev sendt godt af sted lørdag formiddag af journalist Klaus Dohm, som i sin tale mindede om, hvad kulturen kan betyde som samlende faktor for en bydel med langt større forskelligheder, end da han selv var dreng i 1970´erne.
Pladsen foran Brabrandhus var lørdag formiddag stuvende fuld af mennesker, da Brabrand Kulturuge blev åbnet med fælles kaffe og morgenbrød. De erfarne arrangører vurderede, at der nok var tale om rekord-deltagelse målt i forhold til tidligere år.
Åbningstalen blev holdt af Klaus Dohm, til daglig journalist på Jyllands-Posten. Han har haft sit virke som journalist rundt omkring i hele verden, men har samtidig boet i Brabrand næsten hele sit liv bortset fra små afstikkere til Kolding, København og Aarhus C.
”Kultur er ikke noget statisk, vi mennesker som udgangspunkt er født med. Det er noget, som vi skaber og udvikler alene og i fællesskab. Og Brabrand Kulturuge er ikke en ny begivenhed men bygger videre på den kultur, som tidligere generationer har skabt”, sagde Klaus Dohm.
Brabrand-drenge var bonderøve
Da hans forældre kom fra Vestjylland til Brabrand i 1950’erne, var lokalområdet stadig sit helt eget sogn. Der var ingen stor sportshal, ingen store boligblokke i Gellerup – og der var længere mellem husene. Det Gamle Gasværk, som i dag er helt central for Brabrand Kulturuge, leverede stadig gas til borgerne.
”Da jeg var dreng i 1960’erne og 1970’erne, var Brabrand stadig i højere grad sin egen. Vi fra Brabrand lignede hinanden en hel del, kom fra den samme middelklasse og havde den samme baggrund – og følte os nok en del anderledes end dem inde i byen,” sagde Klaus Dohm, som i sin drengetid spillede håndbold under kyndig træning af Jan Eggert, mangeårig lærer på Engdalskolen.
”Vi håndbolddrenge elskede, når vi kunne slå de fine fra AGF, Skovbakken eller Aarhus KFUM, der mere eller mindre anså os for at være lidt af nogle bonderøve fra vest”.
Fra byfest til kulturuge
Klaus Dohms far, Bent Dohm, spillede en central rolle, da forløberen for Brabrand Kulturuge blev til. Sognerådet bestemte i 1966, at Brabrand skulle have en ny idrætshal, men der skulle skrabes penge sammen til den. Og en af måderne var at holde en stor byfest.
Palles Tivoli blev stillet op på Hovedgaden, og Peter Belli kørte rundt i dødsdromen, Poul Dissing, Benny Holst og Johnny Reimar og andre kendte sangere optrådte på blokvognen, mens Ulla Pia og Arne Lamberts orkester underholdte til asfaltballet henne foran Parkgården. I en cabaret i det daværende Vestteater optrådte legendariske Lily Broberg.
”Og så var der min far, Bent Dohm, der som formand for Haludvalget gjorde alt, hvad han kunne for at skrabe penge sammen til byggeriet. Han forsøgte bl.a. at lokke folk hen og købe lodder i tombolaen, hvor han gentog sloganet: ”Det går godt i Brabrand, der går susende godt” – hvilket det så gjorde. Brabrand fik i hvert fald sin hal, der stadig skaber masser af glæde og kultur.”
”Den lokale stolthed og rivalisering med det fine Aarhus blev i øvrigt også illustreret under byfesten. Der blev blandt andet reklameret for byfesten i Aarhus Stiftstidende gennem sloganet: ”Hvorfor kede sig ved Århus Festuge, når man kan more sig under Brabrand Byfest.”
Kulturel mangfoldighed
”Både kultur i bred forstand og Brabrand Kulturuge kan samle os – men også adskille os, hvis der er nogen der ikke er med. Derfor glæder det mig derfor særligt, at Gellerup er inddraget i form af arrangementer deroppe, og at Årslev er inddraget i form af et fokus på, hvad Årslev Fælled skal blive til, og hvad der skal ske i True Skov,” sagde Klaus Dohm.
”På den måde er kulturugen med til at bringe os sammen fordi Brabrand-borgerne i dag har en langt mere mangfoldig baggrund. Og den er med til at sætte fokus på, hvilken kultur der i fremtiden skal bringe os sammen, og som vi skal være fælles om. Hvad skal være Brabrands fremtidige kultur og kendetegn?”
Klaus Dohm nævnte de aktuelle diskussioner om, hvordan Gellerup skal udvikle sig, og om Brabrand er en bynær del af Aarhus – eller i højere grad er en port til naturen omkring søen.
”Det er vigtige kulturelle diskussioner, som kommer til at berøre os alle, der bor her,” understregede Klaus Dohm.
