
Når Brabrand IF lørdag eftermiddag løber på banen til den første af forårets kampe i 3. division, er der flere nye ansigter i truppen – og samtidig en udvidelse af trænerstaben. 29-årige Oskar Greve er i løbet af vinteren kommet til som ny assistenttræner. Han har tidligere været træner i VRI.
Oskar Greve er allerede en erfaren fodboldtræner. Han var kun 20-21 år, da han fik smag for trænerrollen, og siden har han været med omkring de bedste seniorhold i Vejlby-Riiskov Idrætsforening.
“Jeg fik ret hurtigt blod på tanden og oplevede, at trænergerningen var spændende. Jeg fik en erfaring med, at jeg kunne rykke mere på tingene fra sidelinjen, end jeg kunne på banen,” siger han.
Indledningsvis var han spillende træner for klubbens andethold, og siden har han indtaget forskellige roller omkring klubbens første- og andethold. Han var bl.a. assistenttræner for førsteholdet, mens holdet var i danmarksserien.
“Flere ting spillede ind i forhold til, at jeg følte, jeg havde brug for at bryde op og prøve noget nyt. Der skulle ske noget mere, og jeg kunne se, at Brabrand kunne være et spændende sted,” siger Oskar Greve, som er i gang med læreruddannelsen. Han sikrede sig i 2023 UEFA´s B-licens.
Han har i løbet af vinteren haft en række samtaler med Brabrands nuværende og tidligere træner, Michéle Demontis og Tom Søjberg, og der var tydeligvis en gensidig interesse. I Brabrand var der brug for en assistenttræner, som kunne aflaste Michéle Demontis i det daglige.
“Der er lagt op til, at jeg skal hjælpe til med det trænerfaglige, blandt andet planlægning og gennemførelse af ugens træning. Desuden får Michéle under kampene et par ekstra øjne på spillet på banen og får endnu en person at sparre med.”
“Jeg kan forhåbentlig hjælpe med at skrue på knapperne, så sammen får den oprykning i hus. Det er et klart mål for os alle,” tilføjer han.
Han har indgået en to-årig aftale med Brabrand IF og betegner det som en spændende klub, som er et interessant sted efter pokalkampene i efteråret og med en førsteplads i 3. division, inden forårets kampe går i gang.
“Jeg synes, det er fedt at få min divisions-debut i en klub som Brabrand IF. Samtidig er det en super mulighed for klubben at kunne uddanne en ung træner som mig.”
Oskar Greve har været i gang i Brabrand siden første træningsaften d. 16. januar og glæder sig til at se, hvor holdet står, når der lørdag kl. 14.00 fløjtes op til opgøret mod Young Boys FD.

Ud over Oskar Greve har Brabrand IF ligeledes forlænget aftalen med den 49-årige Brian Gade, som gennem de sidste par år har været målmandstræner i klubben.
Han har som spiller repræsenteret bl.a. Houlbjerg/Laurbjerg IF, Hammel GF og Kjellerup IF og har som træner været en del af Kjellerups daværende 2. divisionstrup samt Viborgs fodboldkvinder.
Han er lige nu ligeledes målmandstræner for Viborg FF´s u16-u19 piger og på Levring Efterskole.