
Brabrand IF fik en blæsende start på forårets træningskampe, da det lørdag eftermiddag blev 2-2 på hjemmebane mod Randers Frejas talentfulde U19-hold. Brabrand fik en skidt start og kom bagud 0-2, inden holdet kom tilbage i kampen.
Det blev en kamp, hvor den kraftige vind spillede afgørende med i meget af det, der foregik på banen. Begge hold var tilsyneladende bedst til at forvalte den stride modvind.
I første halvleg var det Randers Freja, der havde vinden imod sig. I starten af kampen havde Brabrand den første store chance, men selvom Henrik Borup var helt alene igennem med gæsternes målmand, lykkedes det ham ikke at score. På det efterfølgende angreb var det i stedet Randers, der løb ned og scorede til 1-0.
Efterfølgende fik Randers yderligere en friløber, da Mathias Bonde lidt uheldigt mistede bolden på den centrale midtbane. Men forsvaret og målmanden fik afværget i sidste øjeblik.

Det skulle alligevel blive 2-0 til Randers Freja på endnu en friløber, hvor Brabrand stod uheldigt centralt på banen.
”I pausen fik vi justeret lidt på midtbanen, så holdet hang bedre sammen. Og så kom der lidt mere ”vinder-smæk” over indstillingen,” fortæller Brabrand-træner Tom Søjberg.
Store chancer til at score sejrsmål
Trods modvinden i anden halvleg stod der Brabrand på det meste. Holdet kom på 1-2 efter flot kombinationsspil: Bolden blev sendt i dybden til Frederik Poulsen, som sparkede et flot indlæg med venstrebenet. Christian Kirchoff endte som målscorer efter en halvklaring af målmanden.
Senere scorer Brabrand også til 2-2 og havde chancer til både 3-2 og 4-2 i slutfasen.
”Det var en fin første træningskamp hvor vi lige skulle vænne os til at spille kampe igen,” opsummerede Tom Søjberg.
Allerede på onsdag kl. 17.30 går det løs i den næste træningskamp, hvor modstanderen er Aarhus Fremad, ligeledes på kunstgræsbanen i Brabrand.