
Brabrand er en dejlig bydel, men den har brug for flere mødesteder. Det mener formand for Brabrand-Årslev Fællesråd, Carsten Strange Jensen, som peger på Brabrand Søpark som et område med stort potentiale. Nu er Aarhus Kommune gået i gang med at føre nogle af ideerne ud i livet.
Det er cirka et år siden, Carsten Strange Jensen blev formand for Brabrand-Årslev Fællesråd. Han havde læst, at fællesrådet lå underdrejet uden formand og med få medlemmer af bestyrelsen. Så meldte han sig og præsenterede nogle visioner for, hvordan lokalområdet kunne udvikle sig.
Også Mia Sorgenfrey, Søren Bülow Andersen og Carsten Warnich meldte sig, og Brabrand og Årslev har nu en aktiv, fuldtallig bestyrelse, som har kastet sig over arbejdet for at gøre Brabrand til et endnu bedre sted at bo.
Fællesrådet har holdt en række møder og blandt andet diskuteret Carsten Stranges forslag til konkrete fysiske forandringer, der kan gøre bydelen mere indbydende at bruge.
”Vi skal have skabt nogle flere mødesteder i Brabrand. Bydelen er jo gennemskåret af Silkeborgvej og af jernbanen. Men på begge sider har vi super-charmerende område, der sagtens kunne benyttes af nogle flere mennesker,” siger han.
I første omgang har han peget på Brabrand Søpark som et naturskønt område mellem Qvistgaardsvej og Brabrandstien med potentiale til at kunne samle mange mennesker.
Her er en fin legeplads, et fint grill-område, en smuk udsigt over Brabrand sø og masser af græs at boltre sig på. Men der mangler noget, for at de lokale beboere for alvor vil tage området i brug.

Fællesrådets formand inviterede tidligere på foråret områdeansvarlig for Grønne Områder i Aarhus Kommune, Anja Marie Karottki, på en rundtur i lokalområdet – og nu kommer de første ændringer i Brabrand Søpark og flere andre steder.
Vores Brabrand gik en tur i området sammen med Carsten Strange Jensen og talte om ideerne og de mulige løsninger.
Vi startede ved grill-området syd for Plejehjemmet Engsøgård på Qvistgaardsvej. Carsten Strange vurderer, at det er et af de steder, der kunne samle mange flere mennesker – hvis man bare kunne se Brabrand Sø. I dag er udsigten blokeret af buske og træer i det tæt bevoksede og sumpede område for foden af bakken.
”Når man kigger ned over bakken, kan man ikke se søen, og det synes jeg egentlig er mærkeligt. Hvorfor gemmer man søen væk,” spørger Carsten Strange.
Men det bliver der snart gjort noget ved:
”Vi får her i sommer dannet nogle udsigtskiler i beplantningen foran boardwalk´en, så der dannes et kig til søen,” skriver Anja Marie Karottki i en mail til fællesrådets formand. Boardwalk´en er den træbro, der går gennem det sumpede område i bunden af søparken.

Udvikling af kedelige græs-arealer
Det glæder Carsten Strange, som også har opfordret Grønne Områder til at etablere flere mindre hyggelige hjørner og kroge, hvor familier og venner kan sætte sig og drikke en kop kaffe sammen.
Han ser det førnævnte grill-område som fint til skoleklasser og større komsammen´er, og Aarhus Kommune har på hans opfordring nu sat nye stykker træ i langbordene, der havde været ramt af hærværk.
”Men det kunne også være fint med nogle lidt mindre kroge, hvor man kan sidde nogle få stykker og hygge sig sammen.”
”Der er mange store græsarealer rundt omkring, og mange af dem bliver ikke brugt, nok fordi de er for kedelige. Eller fordi man sidder for åbent og eksponeret. Hvis man får lavet nogle små hyggelige byrum, vil de måske på sigt blive brugt.”
Som eksempel peger han på et lille græsareal langs stien fra grill-området og ned mod søen. Her kunne oplagt etableres et sådant hjørne, vurderer han.
Nyt sidde-område kan blive samlingspunkt
Vi fortsætter gåturen over mod den østlige del af Brabrand Søpark, hvor den årlige grundlovsfest blandt andet holdes. Her ser Carsten Strange ligeledes nye muligheder. Det gælder især skråningen op mod Engdalskolens SFO, også kaldet Fristedet.

Skråningen er i dag et vildnis af vildtvoksende buske, små træer og en masse ukrudt. Men kommunens folk har allerede været i gang med at forsøge at bekæmpe en del af beplantningen, så man kan allerede nu ane de muligheder, Carsten Strange ser i området:
”På sigt kunne man få et virkelig fint mødested her. Jeg forestiller mig, at der kan indrettes siddepladser i halvcirkel op ad skråningen, så der her kan afholdes små koncerter og andre arrangementer. Grundlovsfesten kunne også holdes her.”
Som nævnt er en del af beplantningen allerede ryddet, og Grønne Områder planlægger at etablere siddepladser på skråningen med en smuk udsigt over rostadion og Brabrand Sø. Sandsynligvis allerede i år.
På længere sigt ser Carsten Strange for sig, at der kan opføres en scenebygning og et toilethus på arealet. Måske også en salgsbod.
”Vi kan naturligvis ikke få den store forkromede løsning nu og her. Men det vil være fint at arbejde hen imod over en årrække,” siger Carsten Strange og tilføjer, at han tilsvarende kunne tænke sig et tilsvarende mødested på den anden side af Silkeborgvej – måske ved Langdalen.
Mere beplantning langs Silkeborgvej
Ud over de nævnte forandringer i Brabrand Søpark har formanden for fællesrådet peget på en række andre steder i Brabrand, hvor der er behov for at skabe mere hyggelige byrum.
Det gælder blandt andet Silkeborgvej, hvor han foreslår, at der i højere grad skabes et ”allé-præg”.
Efter at Banedanmark har været i gang med at udskifte skinnerne gennem Brabrand ligger området ud mod Silkeborgvej nu helt åbent. Fællesrådet har ønsket, at Aarhus Kommune planter arealerne til med træer og buske, og det vil Grønne Områder nu se nærmere på, lover Anja Marie Karottki. Hun tager dog forbehold for, hvordan jordbundsforholdene er på stedet.
Desuden vil Grønne Områder i løbet af efteråret plante buske langs den nordlige side af Silkeborgvej øst for Stenbækvej.
Endelig har Carsten Strange opfordret Aarhus Kommune til at være med til at gøre Brabrand Torv ved Hovedgaden til endnu et mødested. Brabrand Torv. Her kommer i løbet af sommeren flere bord-bænkesæt, lover Anja Marie Karottki.

På vej mod en bydelsplan
De mange nævnte områder ser Carsten Strange som små elementer i en langsigtet udvikling af bydelen. På hans opfordring er Brabrand-Årslev Fællesråd gået i gang med at formulere en bydelsplan, der kan fungere som et udgangspunkt for den fortsatte udvikling af lokalområdet.
”Jeg har tænkt meget over, hvad Brabrand egentlig er for en størrelse – og hvor vi gerne vil hen? Hvis vi kigger fem år frem, hvad kunne det så været fedt at have skabt af forandringer i Brabrand,” spørger Carsten Strange.
Han ser en bydelsplan som et fælles udgangspunkt for en samtale om, hvordan Brabrand kan udvikle sig, og håber at et udspil kan sendes ud til de lokale borgere i løbet af 2024.
Læs også:
Ny formand for fællesråd: ”Brabrand skal være en sammenhængende bydel”