Kølig fadøl, velsmagende hvidvin og lækker jazzmusik. Virksomheden Blue Room Production på Langdalsvej 46 står fredag d. 30. august igen klar med alt, hvad der hører til en god og hyggelig fredagsbar. Blue Room genoptager hermed en tradition med at invitere hele Brabrand på besøg.
I den øvre ende af Langdalsvej ligger den tidligere Dalsø Maskinfabrik, som de to Brabrand-brødre Henry og Ove Dalgaard Sørensen i 1944 etablerede for at producere gasflasker til bl.a. Kosangas.
I dag huser de slidte industribygninger en lang række virksomheder. Det gælder blandt andet produktionsselskabet Blue Room Production, der laver visuelle produktioner i form af billeder og video til en lang række private og offentlige kunder i hele landet.
Siden Blue Room Production tilbage i 2016 flyttede ind i den gamle maskinfabrik, har fredagsbaren været en fast tilbagevendende begivenhed – og fredag d. 30. August byder virksomheden igen hele Brabrand indenfor.
”Vi har selv brug for lige at slappe af og drikke en øl sammen inden weekenden, og så vil vi godt en gang i mellem åbne det op for lokalsamfundet. Vi har også mange samarbejdspartnere her i Brabrand, så vi vil gerne en gang i mellem åbne lidt op og vise hvem vi er,” siger Frederik Sparvath, som ejer virksomheden sammen med Ejgil Lihn.
”Vi bor jo også selv her i Brabrand og har mange lokale lejere. Brabrand er stadig et forholdsvis lille lokalsamfund, og vi vil gerne bidrage til, at man har mulighed for at møde hinanden.”
Denne gang har Blue Room inviteret et liveband, der vil skabe god stemning i gården. Desuden bliver der vinsmagning og udskænkning af kølig fadøl.
Nyt studie indrettet til optagelser for Jysk
Frederik Sparvath håber, at solen vil skinne over Langdalsvej den fredag, så fredagsbaren kan foregå udendørs i den hyggelige gård.
Samtidig inviterer Blue Room dog også gæsterne indenfor, hvor virksomheden nu har indrettet hele 3000 kvadratmeter til studier, redigeringsrum m.m. Desuden huser Blue Room flere andre mindre virksomheder, som arbejder inden for tilknyttede områder.
I efteråret 2023 udvidede Blue Room med et cirka 1200 kvadratmeter stort studie, der i første række er dedikeret til de mange opgaver, virksomheden udfører for Jysk. I en årrække har Blue Room stået for mange produktioner til Jysks kataloger, hjemmesider og sociale medier.
I det hele taget er mangeårige kunde-relationer noget af det, der kendetegner Blue Room, siger Frederik Sparvath.
”Det er en af vores værdier, at vi tilstræber og understøtter de langsigtede samarbejder. Det er en fed ramme for arbejdet, når man kender hinanden godt, og vi ved, hvad kunden ønsker og godt kan li´,” siger han.
Blue Room har i dag 11 medarbejdere – 4 fotografer, 2 elever, 2 som arbejder med lager og kundeservice samt 3 fleksjobbere.
Senest har virksomheden truffet aftale med en ny medarbejder, som er på vej ind på arbejdsmarkedet. Hun kommer hver dag i to timer og anretter frokost til medarbejderne. Desuden er virksomheden på vej til at ansætte endnu en elev.
Fredag d. 30. august kl. 15-22: Fredagsbar hos Blue Room, Langdalsvej 46, 8220 Brabrand. Du kan fortælle via begivenheden her, om du kommer.
Læs også: