18-årige Anton Søjberg blev dagens mand for Brabrand lørdag eftermiddag. Chance efter chance var blevet brændt, og stillingen var 10 minutter før tid stadig 0-0, da holdets yngste spiller tog sig af et frispark lige uden for straffesparksfeltet – og sparkede bolden op i målhjørnet til 1-0! Det betød, at Brabrand kunne køre en sikker sejr i hus til sidst.
Foto: Henrik Andersen
Det var på alle måder en våd omgang, da Brabrand lørdag eftermiddag tog imod Ringkøbing. Regnen piskede i perioder ned over spillerne, og dele banen blev forvandlet til et mosehul, hvor bolden var stort set umulig at drive frem.
Middagens tordenvejr betød, at kampen blev udsat næsten en halv time. Og da spillerne endelig kom i gang, blev der igen åbnet for den store bruser, så kampen kom i gang under meget vanskelige betingelser.
Det passede tilsyneladende gæsterne bedst, og de var ved at give Brabrand en overraskelse i begyndelsen af kampen. Men gradvist tog hjemmeholdet mere over og skabte stadig flere chancer.
Især efter pausen blev trykket mod Ringkøbings mål stadig tungere, og med indskiftning af de to rapfodede spillere Lasse Møberg og Mike Kaljo blev det svært for Ringkøbing at følge med på den våde bane.
Men ind ville bolden ikke! Frederik Poulsen, Kasper Andersen og Malthe Boesen havde alle store chancer, og både spillere og tilhængere rev sig i håret…
Lige indtil Brabrand i det 80. minut fik det før omtalte frispark, da en Brabrand-spiller igen var blevet tacklet hårdt i et hurtigt opløb. Anton Søjberg gik roligt til bolden og sparkede den sikkert i nettet til 1-0.
Det lignede den velkendte ketchup-effekt, for i de sidste minutter væltede Brabrand sig i chancer, og på én af dem afsluttede Kasper Andersen et gennemspillet angreb med at sparke bolden sikkert i kassen til 2-0, hvilket blev kampens resultat.
Sejren fuldt fortjent
”Jeg har trænet en del i at sparke de frispark, så da jeg så fik chancen var det bare at forsøge at lukke alt ude og stole på egne evner”, forklarede Anton Søjberg, da kampen var slut.
Han fandt sejren fuldt fortjent, efter en kamp hvor Brabrand kom halvsløjt fra start:
”Jeg synes, vi kom fint efter det, og vi blev stærkere og stærkere. Jeg synes, vores standardsituationer var farlige, men vi manglede lige den sidste skarphed. Men efter føringsmålet var det som om, der blev løsnet op, samtidig med at Ringkøbing var trætte.”
Sagde nej til superliga-kontrakt i Hobro
Anton Søjberg har i det seneste år trænet jævnligt sammen med superliga-truppen i Hobro, og han var i vinter med holdet på træningslejr i Tyrkiet. Inden sæsonstarten fik han tilbudt en to-årig kontrakt i Hobro – men sagde nej tak!
”De så min fremtid på holdet som venstre back. Det er ikke lige dér, jeg selv ser mine styrker, så jeg valgte at blive i Brabrand, hvor jeg stadig føler, jeg kan udvikle mig”.
”Jeg er rigtig glad for min rolle som hængende angriber. Jeg sætter rigtig stor pris på at have bolden og være med i opspillet, så det passer mig rigtig godt.”
Anton Søjberg vil fortsat træne jævnligt med superligaholdet i Hobro, samtidig med at han også passer sin træning i Brabrand og gymnasiet, hvor han går i 2.g.
Med sejren rykkede Brabrand ind på en foreløbig førsteplads i 2. divisions vest-pulje inden søndagens to kampe. Næste lørdag venter arvefjenderne fra Aarhus Fremad. Kampen spilles kl. 14.00 på Brabrand Stadion.