I øvelokalet i et øde fabrikskvarter i det nordlige Aarhus arbejder fem unge fyre stenhårdt på at blive klar til at slå igennem på den danske musik-scene. Når de ikke lige passer deres tilfældige jobs rundt omkring i byen, er de sammen om musikken resten af deres vågne timer. I morgen spiller de deres første offentlige koncert.
Da Martin Kleberg og Johan Horsmans gik og snakkede sammen i frikvartererne på Engdalskolen i Brabrand, cirklede de især om den idé, at de skulle i gang med at lave et band, så snart Martin kom hjem fra efterskole. Og sådan kom det også til at gå.
De to udgør nu 2/5 af Zar Paulo, der for få dage siden tog de første skridt ud i offentligheden med udgivelsen af nummeret ”Radiotårn” på Spotify og en efterfølgende artikel i musikmagasinet Undertoner.
”Vi er nok en klub lige så meget som et band”, siger Johan Horsmans, da vi sidder samlet i to slidte sofaer i et hjørne af det trange øvelokale i en fabriksbygning i Vejlby. De deler lokalet med et andet band og er der lige så tit, det kan lade sig gøre. Ud over Johan og Martin er det Anton Breinbjerg, Tobias Schou og Emil Vam.
Johan er i dagtimerne vikar på Sødalskolen, mens tre af de andre arbejder samme sted og har tid til at diskutere deres mange ideer til, hvordan musikprojektet kan bevæge sig fremad.
Og nu får de endnu mere tid sammen, efter at tre af dem flytter sammen i en lejlighed – lige ved siden af, hvor de andre to allerede bor. Så nu skal der laves hjemmestudie!
Det hårde arbejde for at udvikle noget nyt
Det hele begyndte i sommeren 2014. Martin havde i mellemtiden været på Mellerup Efterskole, hvor han havde mødt Anton, Emil og Tobias. Selvfølgelig skulle de lave et band. Men Johan skulle også med… Et halvt år efter fik de deres første rigtige øvelokale.
De taler om hvor hårdt det kan være at arbejde dag efter dag uden helt at ramme det, de leder efter.
”Det kan være en frustrerende proces at lave musik. Der er virkelig mange gange, hvor man føler, at ”den er der ikke i dag””, forklarer Johan.
Og så… i starten af 2017 begyndte der for alvor at ske noget.
”Da begyndte vi at ramme kernen i noget, der kunne blive godt. Da var vi alle klar over, at det er nyt, det her. Det var virkelig fedt.”
I morgen, lørdag den 3. marts bliver en mærkedag for bandet. Da spiller de den første offentlige koncert – og det endda på et af de mest legendariske klubscener i Aarhus, Fatter Eskil. Det er som en ny fødsel for bandet, siger Anton.
”Det bliver fedt at komme ud og få nogle reaktioner på vores musik. Vi er både spændte og utålmodige”, siger Martin.
At lave musik sammen
Nye sange opstår som regel i hovedet på en af de fem, Emil Vam, som har fundet ud af, at der for ham kommer noget godt ud af at stille vækkeuret til kl. 6.40.
”Jeg er egentlig utrolig distræt, men hvis jeg står tidligt op og holder mig selv i nakken, på et tidspunkt hvor jeg endnu ikke har fået så meget andet støj ind i hovedet, sker der noget…”
De startede egentlig som et kreativt demokrati, og det er de stadig. Alle har lov til at sige fra. Men med tiden begyndte Emil at skrive en del på egen hånd, og hans ideer viste sig at have kvalitet.
”Så kommer Emil og præsenterer et tidligt udkast, som vi sammen arbejder med og rykker rundt på en masse ting. Sådan er det altid. Det er meget fedt, at én kommer med en idé, og en anden så ud fra det finder frem til visionen for nummeret”, siger Johan.
Svært at aflevere et nummer til fællesskabet
”Det er aldrig let at overgive et nummer til bandet, jeg har siddet med alene derhjemme. Men man vænner sig til, at det er svært. Der er en enorm kreativ spænding, når vi er sammen, og man véd, at nummeret kan blive taget i en helt anden retning,” siger Emil.
”Man må stole på, at de andre har fat i noget. Det er ikke afgørende, at jeg skal have mit eget igennem. De andre er mega dygtige. Man skal have ja-hatten på”, uddyber Johan.
Navnet Zar Paulo?
De har brugt rigtig lang tid på at finde et godt navn til bandet. Og mange navne har været oppe at vende. ”Paulo” havde længe ligget forrest på tungen. En af dem havde fået en ny kollega som køkkenassistent med navnet Paulo…
Og det blev så kombineret med en reference til en dokumentar-række om den russiske renæssance, indtaget en sommer sammen med rigelige mængder af rosévin. Så var den der! Zar Paulo!
De berømte studier
Selvom offentligheden først nu hører om Zar Paulo, har de allerede fået foden inden for flere steder. De har både indspillet i Feedback-studiet, hvor Gnags og Lars H.U.G. huserede, og i Medleystudierne, hvor blandt andet Radiohead og Prince har indspillet.
Desuden har højttalerproducenten Dali lavet en dokumentar om bandet, som udkommer senere på foråret.
Drømmen om at kunne leve af musikken
På dørtrinnet til den første rigtige koncert og de første omtaler i diverse musikmagasiner drømmer de sammen om for alvor at rykke ud i offentligheden det kommende år. Fire af dem afsluttede gymnasiet sidste sommer og er i gang med et sabbatår – og regner med at tage et mere. Johan er midt i sit andet sabbatår.
”Vi kunne godt tænke os at være et band, folk har i kikkerten. Et up-coming band, som laver noget musik, der skaber en værdi for nogle mennesker. Og så håber vi, at vi på det tidspunkt også kan se en mulighed for at kunne leve af musikken”, siger de.
Respekten for musikhistorien
Når vi taler musik-inspiration dukker der fælles referencer op til Nick Cave, Talking Heads og dansk 80e´r rock. Navne som Lars H.U.G. og Kliché dukker naturligt op. Og David Bowie:
”Jeg har aldrig været kæmpefan af hans musik, men jeg ser meget op til hans måde at håndtere kunst på. Han var ikke bange for at forvrænge ting og tage en idé helt ud til det yderste”, siger Emil.
”Vi respekterer musikhistorien og det, der er blevet lavet igennem tiden, højt. Vi tager det til os, men har brugt virkelig lang tid på at finde vores eget udtryk”, siger Anton.
De er ikke bange for at sige, at de i virkeligheden ikke er er de store fans af den klassiske rock med guitarsoloer og så videre. Musikken må godt være lidt skrøbelig.
Lyt her til den første single fra Zar Paulo, ”Radiotårn”