Provst Esben Andersen fyldte i foråret 60 år og har gennem de seneste 30 år været med til at sætte sit præg på både udviklingen af den lokale folkekirke og lokalsamfundet Brabrand. Her fortæller han om, hvordan han har oplevet både kirken og Brabrand udvikle sig gennem tre årtier.
Mens opbakningen til Folkekirken gennem mange år har været faldende i Danmark, er tilslutningen langt mere stabil i Brabrand-området. På landsplan er medlemsandelen fra 1988 til 2018 faldet fra 90% til 75%, men lokalt kun fra 88% til 84%.
Esben Andersen ser to grunde til, at tilslutningen til Folkekirken lokalt har været langt mere stabil end på landsplan. Det handler dels om befolknings-sammensætning og måden, man er lokalsamfund på – og at kirken lokalt har gjort meget for at bidrage aktivt til det lokalsamfund.
Og for Esben Andersen selv har begge dele været afgørende for, at han har valgt at blive i Brabrand og Sdr. Aarslev i over 30 år og ikke har søgt nyt job et andet sted.
Folkeskolen vigtigere end kirken
I foråret fyldte han 60 år, og Vores Brabrand har i den anledning interviewet ham om, hvordan han har oplevet Brabrand og kirkens rolle ændre sig i den periode, han har været i Brabrand.
Esben Andersen peger selv på et velfungerende og homogent lokalsamfund som en af årsagerne til den store opbakning:
”Brabrand er et lokalsamfund, hvor jeg oplever, at det fælles spiller en større rolle end så mange andre steder. Som kirke bidrager vi til det fællesskab sammen med en del andre. Men jeg vil især nævne vores lokale folkeskole som vigtigere end kirken i den sammenhæng,” siger han.
”Engdalskolen spiller en helt central rolle i vores lokalområde. Det betyder rigtig meget, at de fleste børn har gået i den samme skole og er en del af nogenlunde det samme miljø i deres opvækst. Jeg tror, det er afgørende for, at vi ikke oplever de hårde skel mellem mennesker i Brabrand, som man ser andre steder. Vi har i høj grad et fælles udgangspunkt. For mig er det en stor kvalitet.”
”Brabrand er vildt undervurderet”
Esben Andersen vidste ikke meget om Brabrand, da han kom til området i 1988. Han havde godt nok boet i Aarhus, siden han var 11 år og kendte de fleste bydele. Men Brabrand? Det var som en krog i byen. Noget ukendt.
Han havde haft sine første år som præst i Helsinge i Nordsjælland, og det var noget af et skifte at komme tilbage til den jyske sindighed. Her var ingen kaffeselskaber med sladder om den eller den i lokalsamfundet. Ingen hårde skel eller strid mellem kirkelige retninger. Her var respekt og en rar tone mellem folk.
”Nu har jeg boet her i 30 år og oplever, at Brabrand-området er vildt undervurderet.”
Her er et velfungerende lokalsamfund med stærke lokale spillere som Gasværket, fællesrådet, Brabrand Idrætsforening og Engdalskolen, der spiller godt sammen og er med til at skabe et lokalsamfund i harmoni. Også naturen med Brabrand Sø har med årene fået større og større betydning for ham.
Lokalområdets udvikling
Efter at have nævnt mange af lokalområdets kvaliteter peger Esben Andersen også på en udfordring i den måde lokalsamfundet nu er indrettet på. Han stiller spørgsmålstegn ved, om nogle kvarterer, for eksempel beboerne i Helenelyst, oplever sig som en del af lokalsamfundet, på samme måde som hvis man bor tættere på den gamle del af Brabrand.
”Hvis jeg var politiker, ville jeg spekulere over, hvordan man i byudviklingen får skabt endnu mere sammenhængende samfund. Det håber jeg vil få en øget opmærksomhed fremover”, siger han.
Han håber også, at det er muligt at bevare lokale butikker og handlende i Brabrand. For eksempel mener han at Bager Hartmeier i Hovedgaden spiller en vigtig rolle som et sted, hvor folk mødes og får en hurtig snak i køen lørdag morgen.
Brabrands stærke mænd
Da Esben Andersen kom til området, var Brabrand Sogn en del mindre, end det er i dag. I 1988 bestod sognet af 5500 indbyggere, men det siden er vokset 30% til 7100 i dag.
Den gang var Brabrand præget af nogle få stærke mænd: Esben Andersen nævner først og fremmest Finn Ørntoft, der som menighedsrådsformand ansatte den nye præst. En handlekraftig erhvervsmand og byrådspolitiker, som havde været med til at få opført Gellerup og Skjoldhøj kirker, såvel som sognegården i Brabrand og omlægning af kirkegården m.m.
Esben Andersen nævner desuden lærer og byrådsmedlem Bent Dohm, skoleleder Svend Aage Lundager og kunstneren Ole Østrup som nogle af dem, der prægede Brabrand i de år.
Folkekirken version 2.0 og 3.0
Han beskriver udviklingen i Folkekirken som version 1.0, 2.0 og 3.0:
Udgangspunktet var den traditionelle kirke, hvor præsten kun kom uden for kirkens faste rammer i forbindelse med husbesøg.
”Kirken var den gang nok mere opfattet som en autoritet – som en del af den offentlige forvaltning. Det er vi stadig, men jeg tror, der er en ændret tilgang i forhold til dengang, hvor man nok ikke var så spørgende i forhold til, hvordan kirkens arbejde kunne give mening for andre.”
”Som kirke er vi nu meget mere udadvendt søgende: Hvordan kan vi bidrage til menneskers fælles liv og samfund, både praktisk og åndeligt?”
I version 2.0 blev der bygget sognegårde, der blev rammen om talrige aktiviteter og interessefællesskaber ugen igennem. Og nu har kirken taget hul på version 3.0, hvor man bevæger sig mere ud i lokalsamfundet og ser efter muligheder for at kunne bidrage med noget i menneskers liv. De to andre elementer findes stadigvæk, mens version tre bliver endnu en dimension på kirkens virke.
Samtalesaloner og friluftsgudstjeneste
Som eksempler nævner Esben Andersen blandt andet et nyligt samarbejde med Engdalskolen om et foredrag med tidligere biskop Kjeld Holm og samarbejdet med Brabrand IF og KulturGas om samtalesaloner.
Et eksempel er også sidste efterårs vejgudstjeneste, der blev til i reel samskabelse med borgerne i lokalområdet . En græskædt bakke ved Tranebærvej dannede en herlig sensommeraften rammen om gudstjenesten, mens børnene legede på legepladsen ved siden af.
Esben Andersen brænder for at afprøve yderligere nye aktiviteter, men erkender også, at opgaverne som provst tager en stor del af tiden, så det kan knibe med overskud til at sætte nyt i gang.
”Men jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne afprøve fælles aktiviteter, der kan tiltrække flere mennesker midt i den erhvervsaktive alder. Det er en aldersgruppe, hvor mange føler, at de har mindre tid, og som vi måske skal komme i møde på nye måder.”
”Vi kan noget andet end behandlere og psykologer”
For 30 år siden var en betydelig del af præstens arbejde at tage på regelmæssige husbesøg. Disse faste månedlige besøg er en langt mindre del af præstens arbejde nu – men Esben Andersen oplever samtidig et stigende behov for at kunne tale med en præst om udfordringerne i livet.
”En del mennesker henvender sig, når der er større forandringer i deres liv, som de går og grunder på. Så tager de kontakt og spørger, om vi kan mødes. Og det gør vi som præster meget gerne. Vi kan jo noget andet end behandlere og psykologer. Vi er mennesker på lige fod og kommer med det livsgrundlag og menneskesyn, der er vores.”
Mange spændende projekter
De seneste 12 år har hverdagen været delt mellem rollen som sognepræst i Brabrand og rollen som provst med hele Aarhus vest som arbejdsfelt.
”Min berøring med Brabrand er ikke helt så stor som tidligere. Det er prisen for at kunne involvere mig i mange andre spændende projekter i det vestlige Aarhus. Jeg er rigtig glad for mit arbejde som provst, hvor jeg får indblik i en masse, der foregår i de andre sogne, som vi også kan lære noget af. Det er spændende og lærerigt.”
Han nævner Folkekirkens Familiestøtte, der for år siden blev etableret med base i sognegården i Brabrand. Han ser initiativet som et eksempel på Folkekirken version 3.0, hvor man forsøger at hjælpe børnefamilier der oplever udfordringer i hverdagen. Folkekirkens Familiestøtte ville ikke være bæredygtigt, hvis det kun havde Brabrand som udgangspunkt.
Kunsten at runde de 60
”Det har været rigtig dejligt at fylde 60. Det er godt, at vi har runde fødselsdage, og at vi markerer dem. Det er ofte anledning til, at man overvejer hvor man står og er på vej hen. Det allerbedste var at fylde 50. Der kender man sig selv og sin verden. Det gør man også som 60-årig, men man begynder også at kunne skimte en ny livsfase, og man har ikke helt den samme power at skyde med.”
”Selvfølgelig er det markant at tænke på, at hvis jeg også oplever at fylde 70, så er jeg uden for arbejdsmarkedet. Det vil være et markant skifte i tilværelsen, der sker i løbet af de næste 10 år. Det rykker mentalt tættere på, men jeg tror, det er sundt, at det er sådan.”
Han glæder sig over, at kirken er så integreret en del af lokalsamfundet i Brabrand og nyder personligt fortsat at være involveret i mange sammenhænge, også uden for kirkens rammer:
”Vi påvirker hinanden i en vekselvirkning mellem kirke og samfund – og det sker også på det personlige plan mellem mig som person og de mennesker jeg omgås.”