I denne uge blev Bofællesskabet Birkelunden på Hejredalsvej indviet. En række unge udviklingshæmmede er allerede flyttet ind i de 12 nye lejligheder, der vil danne ramme om deres overgang til vokselivet.
”Jeg er stolt af at være en del af et samfund, der tilbyder så lækre fysiske rammer for psykisk og fysisk handicappede. De er totalt lækre!”
Sådan lød en kommentar fra konstitueret driftschef i Voksen Handicap, Natascha Mannemar Jensen, ved indvielsen af Birkelunden: 12 lejligheder, der er bygget sammen i tre grupper med køkken og fællesarealer. Nybyggeriet har kostet 20 millioner kroner og ligger på institutionen Birkebakkens grund ud mod Hejredalsvej.
Sammen med to andre bofællesskaber for voksne, Birkedalen og Birkebo, tilbyder det nye bofællesskab gode rammer for, at voksne udviklingshæmmede kan få et godt liv. Her er plads til, at de både kan være sig selv i egen lejlighed, men også være sammen med andre, når de har lyst til det.
De fleste lejligheder er udlejet
Jysk Børneforsorg/Fredehjem driver Birkebakken, og formand Jette Hansen fortalte ved åbningen om udviklingsarbejdet, der begyndte i 2015. Målet var at udvikle et helt nyt tilbud for unge over 18 år med varig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Og alle var ved indvielsen enige om, at det er lykkedes.
”Jeg tror, mange i landet vil kigge på det her byggeri, når de skal finde ud af, hvordan man laver handicapvenlige boliger,” sagde Henning Møller, der er formand for boligselskabet Birkelunden, der driver det nye bofællesskab.
De fleste af de 12 lejligheder er allerede udlejet, og de første unge udviklingshæmmede flyttede ind i april og er allerede i gang med at sætte deres personlige præg på det nye byggeri.
Den 1. maj 2019 overgik de tre bofællesskaber til Solbakken, som er en institution med dag- og botilbud under Jysk Børneforsorg / Fredehjem. Solbakken har driftsoverenskomst med Aarhus Kommune, som visiterer til alle pladserne.