• Gå direkte til primær navigation
  • Gå direkte til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
  • Om Vores Brabrand
  • Kontakt

Vores Brabrand

- dit lokalsamfund

  • Brabrand
    • Byudvikling
    • børneliv
    • Hverdagsliv
    • integration
    • Job
    • Kultur
    • Politik
    • Sport
    • Trafik
    • Uddannelse
    • Ungdomsliv
  • Mennesker
  • Fællesskaber
  • Vores historie
  • Debat
  • Tæt på
    • Kommunalvalget
    • Brabrand på skinner
  • Kalender
  • Blogs
    • Elsebeth fra Gellerup
    • Chrestens Valg
    • Brincks Blog
    • Ny Journalistik
    • Lokale Fortællinger
Du er her: Forside / True Skov

True Skov

Store planer: True Skov kan blive mere attraktiv end Marselisborgskoven

22. januar 2019 af Peter From Jacobsen

Camp Aarhus er tænkt som en ude-lejrskole, shelterplads og et mødested ved søen tæt på Sandhøj i den sydlige del af True Skov, 400 meter fra parkeringspladsen ved Espenhøjvej.

Lige rundt om hjørnet, i forlængelse af Skjoldhøjkilen og Langdalen, ligger True Skov. Ganske få kender den, og endnu færre bruger den. Men det vil der blive ændret på, hvis det står til bl.a. Naturstyrelsen og Aarhus Kommune. Mandag offentliggjorde en forskergruppe resultatet af udviklingsprojektet ”True Skov for alle”.

I løbet af få år vil True Skov blive en kæmpe gevinst for Brabrand og hele Aarhus. En ny rapport fra Aarhus Universitet vurderer, at True Skov i 2030 vil have flere besøg end Marselisborgskovene.

Gennem 2018 har forskere og konsulenter fra bl.a. Københavns Universitet og arkitektfirmaet LabLand arbejdet med udviklingen af True Skov, og mandag blev resultaterne af arbejdet fremlagt på et møde på Gasværket, hvor repræsentanter for de tre igangsættere af arbejdet, Naturstyrelsen, Aarhus Kommune og Lokale- og Anlægsfonden var til stede.

”Vi har arbejdet i to spor. Dels skal der skabes et mere varieret naturindhold i området, for det er en forudsætning for, at folk har lyst til at komme der. Og så skal der være interessante aktiviteter i området”, forklarede leder af projektet, professor Anders Busse Nielsen, Københavns Universitet.

True Skov er allerede i gang med selv at udvikle sig til et mere spændende naturområde. Vandhuller og lysninger bliver genskabt af naturen selv, og desuden er der planer om at genskabe tidligere tiders græsningsarealer i området, sådan som man kender det fra Langdalen.

Naturområdet breder sig fra Hasle Bakker og mere end seks kilometer vestpå – ud på den anden side af motorvejen. Fra nord til syd er området 3,5 kilometer langt og kan sagtens rumme mange forskellige typer aktivitet, uden at man føler, at området er overbefolket, mener forskerne.

Camp Aarhus
For at få mange til at bruge True Skov skal der være nogle spændende steder at tage hen, konkluderer forskerne. Sådan et sted kan Camp Aarhus blive: En ude-lejrskole, shelterplads og et mødested ved søen tæt på Sandhøj i den sydlige del af True Skov, 400 meter fra parkeringspladsen ved Espenhøjvej.

I Aarhus er der stor efterspørgsel på shelters tæt på byen, og Natur Center Aarhus mangler en ude- og lejrskole, og det behov kan Camp Aarhus opfylde.

I oplægget er de forskellige shelter-rum indrettet til forskellige brugere og danner samlet et atrium, der støtter op om fællesskaber.

I oplægget er de forskellige shelter-rum indrettet til forskellige brugere og danner samlet et atrium, der støtter op om fællesskaber.

Foreningshus som indgang
Der er mange indgange til True Skov, men der mangler en samlet portal til området, mener forskerne. De foreslår, at der bygges et foreningshus, hvor Skjoldhøjkilen, Langdalen og True Skov mødes. Det tænkes placeret få hundrede meter fra krydset, hvor Rætebølvej munder ud i Anelystvej.

Foreningshuset kan både være en base for spejdere, skoler og institutioner og et mødested for alle besøgende, udstyret med toiletter, vand, bålsted og borde og bænke.

Voldbækken bør genslynges
Voldbækken har i de sidste 15 år fået stor opmærksomhed og har udviklet sig fra et beskidt vandløb til et attraktivt naturområde, hvor der er observeret gydende ørred og odder med unger.

Det foreslås at genslynge delen mellem Anelystvej og True Vandmølle og samtidig gøre Voldbækken mere synlig ved at lægge de stejle brinker ned og hæve dele af vandløbsbunden.

True Skov strækker sig seks kilometer mod vest fra Hasle Bakker. Den sorte prik nederst i bunden viser, hvor man ønsker en stiforbindelse under jernbanen fra Tre Ege til Helenelyst. OBS: Klik på kortet, så kan du se det i en højere opløsning.

Flere stiforbindelser til og fra Helenelyst
Et af målene er, at True Skov kan bringes endnu tættere på Brabrand og Aarhus. Det kræver blandt andet, at de forskellige dele af True Skov bliver bedre forbundet, og at adgangen til den forbedres.

Blandt andet foreslår forskerne, at der laves en stiforbindelse under jernbanen ved Tre Ege, det vil både forbinde Helenelyst med Tre Ege og give let adgang fra Brabrand til den sydlige del af True Skov.

Desuden vil beboerne i Helenelyst kunne få en nemmere adgang til True Skov via en sti under Edwin Rahrs Vej. Der er i forvejen en faunapassage, men forskerne er i tvivl, om den bliver brugt af dyrelivet. Hvis ikke, vil den kunne komme beboere og besøgende til gavn i stedet.

Nøddevej, frugtsti og bærspor
Der skal i dobbelt forstand være mere at komme efter i True Skov, og derfor er det ideen at etablere nogle temaruter, hvor man kan gå eller cykle ud og plukke frugter, som man kan spise undervejs eller tage med hjem.

Langs den nuværende cykelrute er der allerede masser af ægte kastanjer, der er begyndt at bære frugter, og den idé skal der bygges videre på for at skabe en nøddevej fra Gellerup til jerndalen.

Lidt mere sydligt vil der fra Langdalen og ud kunne etableres en frugtsti med æbler og pærer og et bærspor med modne forfriskninger undervejs.

Huleby, vandre– og løberuter
Ud over de nævnte aktiviteter nævnes der i kataloget en række forslag:

• Der er behov for markerede vandre- og løberuter i forskellig længde, sådan at det bliver lettere at finde rundt og at planlægge motionsture.
• I oplægget er der nævnt ideen om en huleby, hvor alle kan slå sig løs og bygge med materialer i området. En skrammellegeplads i en ung egebevoksning med masser af eventyr og gemmemuligheder.
• Rytterne er allerede nu blandt de flittigste brugere af True Skov, og det er foreslået, at de især får faciliteter i den nordlige del af naturområdet.
• Også mountainbike´erne er i fuld gang, især i Hasle Bakker og i bunden af Skjoldhøjkilen. I oplægget er der lagt et nyt teknikspor i den sydlige del af True Skov tæt på motorvejen.

Hvornår sker der så noget?
En del af de nævnte projekter kræver betydelige investeringer, og det betyder, at lokale aktører skal gå ind i planlægningen og være med til at søge penge hos de store fonde.

Men der skal nok være fondsmidler at hente, vurderede udviklingskonsulent Jens Øyås Møller fra Lokale- og Anlægsfonden på mødet mandag:

”True Skov repræsenterer en enorm rekreativ arena med kæmpe potentiale til at få mange forskellige mennesker ud og bruge naturen. Det tror jeg, rigtig mange fonde vil være interesseret i at støtte”, sagde Jens Øyås Møller.

Han opfordrede dog lokalområdet til bare at gå i gang med at afprøve midlertidige løsninger:

”Man kan jo sagtens gå i gang med for eksempel at afprøve nogle nye stiforløb. Mærk området op og invitér borgerne ud med en grensaks og tag området i brug.”

Projektleder Knud Erik Hesselbjerg, Naturstyrelsen, understregede, at der er brug for lokalt engagement og deltagelse, hvis ideerne skal blive til virkelighed.

”Vi går videre med i det her – men ikke uden jer”, sagde han til de fremmødte repræsentanter for fællesrådene i Brabrand-Årslev og Tilst, og en række forskellige friluftsforeninger:

”Brugerne skal med ind i maskinrummet. Hele vejen!”

Der er dog planlagt en række aktiviteter i True Skov allerede her i 2019:

• Lysninger etableres og vådområder genskabes
• Bærsporet anlægges gennem skoven og bærbuske plantes
• Frugttræer plantes langs Frugtstien
• Skilte med oversigtskort sættes op
• Folder med stisystem og faciliteter udgives
• Der planlægges 5 guidede ture i samarbejde med lokale partnere
• Udtynding af bevoksning og opgradering af grusstier i Skjoldhøjkilen

Du kan finde hele rapporten her

Læs også:

”Naturens Dokk1” skal trække tusindvis af mennesker til True Skov
Sådan kan True Skov blive en attraktion for hele Aarhus

 

Skrevet i: Brabrand, Byudvikling, Hverdagsliv Tags: Anders Busse Nielsen, fpb, Knud Erik Hesselbjerg, Langdalen, Skjoldhøjkilen, True Skov, True Skov for Alle

Sådan kan True Skov blive en attraktion for hele Aarhus

21. september 2018 af Peter From Jacobsen

Især i området nord for Edwin Rahrs Vej og vest for Anelystvej foreslår ekspertgruppen en række attraktioner, der vil kunne gøre True Skov mere attraktiv for borgerne i både nærområdet og resten af Aarhus.

En asfalteret såkaldt super-cykelsti gennem True Skov kan sammen med foreningshus, udsigtstårn, huleby og faciliteter for ryttere og moutainbike-folk være med til at få flere mennesker til at bruge det store naturområde i den vestlige udkant af Aarhus. I denne uge blev de første ideer til udvikling af True Skov præsenteret.

Siden foråret har fagfolk fra Københavns Universitet og Labland Architects arbejdet sammen om projektet ”True Skov for alle”. Der har undervejs været talrige møder med forskellige interessegrupper, og i øjeblikket er en gruppe studerende fra Arkitektskolen i gang med et projekt i området.

I denne uge præsenterede eksperterne for første gang deres bud på, hvad der skal til for at gøre naturområdet True Skov attraktivt at bruge for borgerne både i nærområdet og i hele Aarhus-området.

Det hele skal munde ud i en konkret plan for udvikling af det 700 hektar store naturområde vest for Aarhus. Og desuden skal der udformes et nationalt inspirationskatalog for, hvordan man kan tænke brugerne ind fra starten ved skovrejsning på bynære arealer.

”Vi er ikke færdige, men vi er klar til at trykprøve de ideer, vi har”, sagde professor Anders Busse Nielsen fra Københavns Universitet, som udgør ekspertgruppen sammen med sin professor-kollega Ole Hjort Caspersen og antropolog Majken Hviid og kreativ leder Jens Rex Christensen fra Labland Architects.

Pendlere kan cykle fra motorvejen og ind til byen
Overordnet foreslår de, at området udvikles til at være mere forskelligartet med flere vandhuller og små søer og med lysninger og græssende dyr. Desuden har de en række konkrete forslag til attraktioner, der kan være med til, at flere mennesker vil bruge skoven.

Cykelsti: Det er ikke set før, at man har anlagt en asfalteret cykelsti gennem et af Naturstyrelsens områder. Men da der i Aarhus Kommune i forvejen er et stort fokus på at få flere daglige pendlere ind til Aarhus Midtby til at cykle, er det oplagt at give beboere i oplandsbyerne vest for Aarhus mulighed for at cykle gennem True Skov og Skjoldhøjkilen i stedet for eksempelvis at cykle ad Viborgvej.

”Vi har været så frække endda at foreslå en bro over motorvejen til cyklisterne. Og måske kan stien gå forbi rastepladsen ved motorvejen, så man kunne parkere dér og cykle ind til byen”, bemærkede Anders Busse Nielsen.

Cykelstien vil være ret let at anlægge, da der i forvejen findes et spor gennem området, der bare skal asfalteres.

Mountainbikespor: Der er i forslaget lagt op til mountainbike-spor gennem store dele af True Skov med mulighed for at passere en del højdemeter undervejs. Man vil både kunne komme på sporet fra Helenelyst og fra Edwin Rahrs Vej, hvor Voldbækken løber under.

Tæt på jernbanen ved Rætebølvej er der planer om at etablere et særligt område med masser af tekniske udfordringer til mountainbike´erne.

Foreningshus: Flere foreninger har ønsket, at der kommer et foreningshus i True Skov, og det er i planen placeret tæt på krydset Anelystvej/Rætebølvej, så det er let at komme til i bil.

Eksperterne foreslår, at Voldbækken bliver et mere markant isæt gennem True Skov. (Foto: Wikipedia)

”Vi har blandt andet hentet inspiration fra Sorring, hvor man har en hytte tæt på byen, der også kan bruges af andre, når spejderne ikke er der”, forklarede Anders Busse Nielsen.

Trec bane: Ekspertgruppen har erfaret, at mange ryttere ønsker at bruge området, og derfor ønsker man at lave særlige baner for rytterne.

Høhotel: Når rytterne skal have en pause, kan de samles ved det overdækkede mødested, hvor de kan binde hesten og give den noget frisk hø. Desuden planlægges der en bålhytte dér. Det kan blive et centralt samlingssted, vurderer Anders Busse Nielsen.

Udsigtstårn: I den vestlige del af True Skov nær Selkærvej foreslår ekspertgruppen, at der placeres et udsigtstårn, hvorfra man vil få en flot udsigt. Der planlægges placering af shelters i nærheden.

Også andre steder i området planlægges der udsigtspunkter på højdedrag.

Camp: Især skolerne har ønsket en mulighed for at kunne tage på lejr med eleverne tættere på skolen, end det som regel er muligt. Anders Busse Nielsen betegnede det som et shelter-hotel, hvor man også kan overnatte som familie eller som en anden større gruppe.

Camp´en udformes som flere shelters sat sammen med et centralt rum til spisning og eventuel undervisning.

Huleby: Med inspiration fra byggelegepladser foreslår ekspertgruppen, at der etableres et område midt i skoven, hvor der ligger tømmer og andet materiale klar til, at alle frit kan bygge sin egen hule.

Stier: Der findes mange kørespor fra etableringen af True Skov, men tilbagemeldingerne fra brugerne er, at de er for brede, lige og ucharmerende.
I oplægget foreslås det at lave nogle flere svingninger og slyngninger.

Det vil til dels ske af sig selv, men kan også hjælpes på ved ved at lade skoven vokse længere ud nogle steder.

Professor Anders Busse Nielsen, Københavns Universitet, præsenterede de mange ideer til, hvordan True Skov kan udvikles.

Naturen kan danne små søer
Ud over de helt konkrete initiativer, der er nævnt i oplægget foreslår ekspertgruppen også nogle bredere initiativer, der skal gøre True Skov mere varieret og mangfoldig

Mere vand: Især i naturlige lavninger vil det være forholdsvis let at lade naturen selv danne små søer.

Desuden foreslår de, at Voldbækken bliver en mere markant del af lokalområdet. I forvejen ligger der i en skuffe i Aarhus Kommune et projekt, hvor det foreslås en genslyngning af Voldbækken.

Desuden foreslås det i planen for True Skov, at bækken bringes op i terræn, så den bliver en mere markant del af landskabet, og at der etableres gydepladser til ørred.

Lysninger og græsning: For at få større variation i området foreslår eksperterne, at der visse steder bliver mere åbent og med græssende heste og kvæg. I forvejen har flere deres heste gående i indhegninger omkring Espenhøj.

Ekspertgruppen foreslår i det hele taget flere lysninger, hvor forskellige former for naturligt forekommende flora får lov til at udfolde sig mere frit.

Naturlig tilgroning: Den nuværende True Skov er målrettet tilplantet, men i et område vest for motorvejen overvejes det at lade kommende skovrejsning foregå ved naturlig tilgroning.

Katalog klar til januar
De godt 30 inviterede mødedeltagere gik efter præsentationen af de nævnet forslag i gang med at diskutere og prioritere forslagene. Alle forslag indgår i projektgruppens videre arbejde, der vil munde ud i det nævnte inspirationskatalog for udvikling af naturområdet.

”Så det er nu, man skal sige til, hvis man mangler noget i området”, siger projektleder Knud Erik Hesselbjerg, Naturstyrelsen. Han oplyser, at kataloget ventes at blive præsenteret i januar 2019.

Ud over Naturstyrelsen er også Aarhus Kommune og Lokale- og Anlægsfonden partnere i projektet.

Skrevet i: Brabrand, Byudvikling, Hverdagsliv Tags: Anders Busse Nielsen, Anelystvej, fpb, Knud Erik Hesselbjerg, Københavns Universitet, Rætebølvej, Selkærvej, True Skov, True Skov for Alle, Voldbækken

Idékatalog på vej om udvikling af True Skov

2. september 2018 af Peter From Jacobsen

”Nogle gange får man det foræret af naturen selv. Men her er det sværere. Skoven er jo helt ny. Den er kun 30 år gammel. Det tager 150 år, for at en skov kan vokse op. Det er der ikke noget at gøre ved”, siger projektleder Knud Erik Hesselbjerg.

Kan True Skov blive en grøn korridor, som mange cykler igennem til og fra midtbyen? Og hvad med græssende ”vilde” dyr som for eksempel hjorte? I løbet af efteråret offentliggør projektgruppen bag ”True Skov for alle” et idékatalog til, hvordan naturområdet kan blive til gavn for flest mulige mennesker, både i Brabrand-området og i resten af Aarhus.

”Vi er i den fase, hvor vi er åbne for alle typer af ideer”, siger projektleder Knud Erik Hesselbjerg, Naturstyrelsen, og kigger ud over en af lokalområdets natur-oaser, søen ved Skjoldhøjvej.

Vores Brabrand har sat ham stævne en sensommer-formiddag for at høre om projektet ”True Skov for alle”, der nu nærmer sig sin afslutning. Der er dog fortsat mulighed for at præge idékataloget for, hvordan True Skov kan udvikles til glæde for mange mennesker.

Hvad skal der til for at mange vil bruge skoven?
Hvordan inddrager man beboerne i Brabrand-området plus de knap 300.000 andre århusianere i en proces, der skal være afsluttet inden udgangen af 2018? Og hvordan får man nogle af dem engageret på en måde, så de også vil være med til at prøve at realisere nogle af ideerne?

Det er et par af de største dilemmaer, projektgruppen ind til nu har bakset med. Metoden til borgerinddragelse har ind til nu været via repræsentanter fra natur- og friluftsorganisationer, mens blandt andre Brabrand-Årslev Fællesråd repræsenterer lokalområdets beboere.

Hvad skal der til, for at borgerne i lokalområdet og hele Aarhus vil bruge området, lyder det centrale spørgsmål.

Der er brug for en ny spejderhytte, lyder spejdernes ønske. Vi må have nogle flere stier og ruter til at gå og løbe på og til at køre mountainbike på, lyder det fra andre friluftsfolk.

Når de knap så frilufts-engagerede bliver spurgt, svarer de: Parkeringspladser, toiletter og interessante mødesteder.

Kan man lære af området omkring Brabrand Sø?
Også de lokale skoler er engageret i arbejdet med at udvikle nye typer af undervisnings-aktiviteter i naturen.

”Det handler måske også om at gøre området mere varieret. Kan vi for eksempel få mere vand i form af søer og vandløb? Og hvad har naturen ellers givet os, som vi kan bygge videre på”, forklarer Knud Erik Hesselbjerg og peger ud på den nærliggende sø, der i sin tid blev kunstigt anlagt, men nu udgør sin egen oase i lokalområdet.

En af de store inspirationskilder er Brabrand Sø, der blandt andet med Brabrandstien har opnået stor tiltrækningskraft. I forhold til True Skov overvejes det også, om nye cykelstier i området kan blive en ”grøn korridor”, som mange mennesker bruger til transport frem og tilbage fra byen?

Blandt de organisationer, som har mange ideer, er Verdens Skove, der blandt andet foreslår, at der udsættes vilde dyr som for eksempel hjorte i True Skov for at gøre den attraktiv for besøgende.

Knud Erik Hesselbjerg understreger, at der er vide rammer i store dele af True Skov, også selvom det meste er udlagt som fredsskov. Eksempelvis kan der anlægges stier og bygges hytter.

I projektgruppen har man også øje for, at yngre generationer i den digitale tidsalder måske ønsker andre slags løsninger, der kan lægge op til en tur i skoven. For 10 år siden hed løsningen QR-koder, men hvordan kan man bringe historiefortælling og digitale oplevelser ind i naturoplevelsen anno 2020?

True Skov breder sig fra Ringvejen og vestpå ud forbi Skjoldhøj og True.

Yderligere skovrejsning på vej
True Skov udgør i øjeblikket 700 hektar, der breder sig inde fra Ringvejen og nord for Edwin Rahrs Vej ud forbi Skjoldhøj og True. Aarhus Kommune ejer de 200 hektar, mens resten er Naturstyrelsens.

Og meget tyder på, at der inden længe kan føjes yderligere 100 hektar til, fortæller Knud Erik Hesselbjerg. En ny aftale mellem Aarhus Kommune og Aarhus Vand ventes at kunne resultere i yderligere skovrejsning forskellige steder omkring Aarhus.

”Det er store områder – men skal trods alt ses i lyset af, at der som perspektivområde også er afsat 1800 hektar til skovrejsning nord for byen. I de områder kan der ikke finde byudvikling sted. Man lukker byen inde med skov. På den måde skaber man også en stor attraktion for byen”, siger Knud Erik Hesselbjerg.

Han understreger, at der investeres i skovrejsning først og fremmest af hensyn til beskyttelse af grundvandet.

Naturens Dokk1
Et af målene med processen har været at finde ideer til udformning af en ”Naturens Dokk1”. En særlig attraktion der kan tiltrække rigtig mange mennesker til området fra både nær og fjern. Målet er, at for eksempel børnefamilier på udkig efter oplevelser vil sige: ”Skal vi ikke tage til… i True Skov?”

Knud Erik Hesselbjerg erkender, at man endnu ikke har fundet den idé, der kan blive til en sådan attraktion med tusindvis af besøgende.

Han er også klar over, at ikke alle brugergrupper er lige interesserede i, at mange mennesker søger mod True Skov. Mange friluftsfolk ønsker modsat, at der kommer så få mennesker som muligt, så de kan nyde det uforstyrrede fugle- og dyreliv.

Han kender godt dilemmaet mellem ”beskyttelse” og ”benyttelse”, men understreger, at projektgruppen har fået den opgave at være med til at skabe rammer for, at skoven kan bruges af mange mennesker.

”Nogle gange får man det foræret af naturen selv. Men her er det sværere. Skoven er jo helt ny. Den er kun 30 år gammel. Det tager 150 år, for at en skov kan vokse op. Det er der ikke noget at gøre ved.”

Hvad skal True Skov kunne?
Repræsentanter for 26 organisationer deltager i projektets følgegruppe, der to gange i løbet af foråret har været samlet for blandt andet at give bud på, hvilke værdier, der kendetegner – og i fremtiden skal kendetegne – et naturområde som True Skov. Hvad skal sådan et område kunne, lød spørgsmålet.

Næste skridt er nu, at der sidst i september skal udformes et idékatalog for, hvordan True Skov kan udvikles, så den kan tiltrække så mange mennesker som muligt. Desuden skal forskere og konsulenter give bud på, hvordan man med afsæt i erfaringerne fra True Skov fra starten kan tænke friluftsliv ind i skovrejsningsområder.

Håber er, at der i kataloget også vil være nogle ideer til såkaldte fyrtårne, der vil kunne trække mange mennesker til True Skov. Og der skulle også gerne være regnet på økonomien.

”Derefter skal nogle af ideerne så forhåbentlig realiseres, og vi kan begynde at samle nogle interessentgrupper omkring dem. Det kan blive dyrt, så der skal formentlig skaffes ekstern finansiering.”

På et møde den 18. september bliver følgegruppen præsenteret for de foreløbige skitser og vil kunne kommentere på ideerne, før de finder vej til det endelige katalog.

Alle kan fortsat byde ind med ideer og forslag. Det kan blandt andet ske via Facebook-gruppen ”True Skov – for alle”. Vores Brabrand har tidligere skrevet denne artikel om projektet.

Skrevet i: Brabrand, Byudvikling, Hverdagsliv Tags: Brabrand Sø, fpb, Knud Erik Hesselbjerg, naturområder, Naturstyrelsen, True Skov, True Skov for Alle, Verdens Skove

8.220 Ideer skal samle Brabrand, Årslev og Gellerup

18. april 2018 af Peter From Jacobsen

Middagsselskab for ildsjæle. Den første middag ud af i alt fire foregik i aftes hos værestedet Livsværkstederne. Her gik snakken lystigt om visioner og drømme for bydelens udvikling.

Maden var god og snakken inspirerende, da en gruppe ildsjæle fra Brabrand og Gellerup tirsdag aften mødtes hos værestedet Livsværkstederne i City Vest. Middagen var den første i en række arrangementer, der skal fyre op under projekt ”8.220 Ideer der samler Brabrand, Årslev og Gellerup”.

”Lad os gøre Gellerup/Brabrand/Årslev til byens sjoveste og mest interessante forstad/bydel, og lad os få gjort den store diversitet til en rigdom og kvalitet”, skriver Kim Bisgaard, direktør i Innovation Lab, i et debatindlæg i Jyllands-Posten.

Indlægget er rettet mod folk, der har deres daglige gang på Rådhuset – men allerede nu er bydelens egne ildsjæle gået i gang med at realisere visionen. Afsættet er et tæt samarbejde mellem bydelens to fællesråd, Gellerup Fællesråd og Brabrand-Årslev Fællesråd.

De to formænd, Holger Lyngklip Strøm og Helle Hansen, har sammen udviklet og planlagt initiativet ”8.220 Ideer”, der skal være en platform for, at aktive borgere i de forskellige dele af Brabrand-området kan lære hinanden at kende og sammen udvikle ideer og projekter til gavn for hele bydelen.

Det hele starter med fire middagsarrangementer, hvor fællesrådenes bestyrelsesmedlemmer selv er værter, og hvor inviterede ildsjæle fra hele området vil fortælle om sig selv, og hvad de går og laver. Næste skridt bliver en event for alle, som har lyst til at være med, søndag d. 6. maj.

Tirsdag aftens mødedeltagere: Bagest fra venstre Helle Hansen, Holger Lyngklip Strøm og Paw Simon Krogh. Forrest fra venstre Lone Hedelund, Anne Mette Exner, Anne Birgitte Andersen og Verner Karkov.

Mulighederne i naturen omkring Brabrand
Menuen var ovnbagte kartofler, bøffer og salat, da lederen af Livsværkstederne i Gellerup, Verner Karkov, var vært for den første middag. Livsværkstederne er et værested for socialt udsatte drevet af frivillige.

Deltagere var arkitekt Anne Mette Exner, Paw Simon Krogh, som er aktiv i bl.a. Brabrand IF og Brabrand på Skinner, Lone Hedelund fra bl.a. Bydelsmødrene og Stafet for Livet, Anne Birgitte Andersen, Brugbar Grafik, Verner Karkov og de to fællesråds-formænd.

Samtalen kom vidt omkring, men samlede sig blandt andet om, hvordan vi i bydelen kan få endnu mere udbytte af den fantastiske natur, der omkranser lokalområdet 270 grader rundt.

Afsættet var den aktuelle udvikling af True Skov som rekreativt område – men lagt sammen med Brabrand Sø, bakkerne og alle de andre dejlige steder i området ligger der samlet set nogle store muligheder og venter på ideer og initiativer.

En eftermiddag med drømme og ideer for 8220-området
Som nævnt er hele Brabrand inviteret til ”8.220 Ideer-event-dag” søndag 6. maj fra kl. 13-16. Stedet afsløres senere. De to fællesråd håber, at rigtig mange fra hele området vil være med.

Du vil høre mere om de fortællinger og drømme, der her i april kommer frem rundt om middagsbordene. Og så kan alle ellers byde ind med deres drømme og ideer for det gode liv i 8220 Brabrand.

8.220 Ideer har modtaget støtte på 5.000,- fra Genlyd-puljen 2018, der støtter fællesskabsorienterede projekter i Aarhus Kommune.

Skrevet i: Brabrand, Byudvikling, Fællesskaber, Hverdagsliv, Kultur Tags: 8.220 Ideer, Brabrand-Årslev Fællesråd, fpf, Gellerup Fællesråd, Helle Hansen, Holger Lyngklip Styrøm, Kim Bisgaard, Livsværkstederne, True Skov

”Naturens Dokk1” skal trække tusindvis af mennesker til True Skov

10. april 2018 af Peter From Jacobsen

Naturstyrelsens kort viser, hvor meget True Skov kommer til at fylde nordvest for Brabrand – og at skoven vil strække sig helt ind til Ringvejen.

Vi kender alle herlighederne omkring Brabrand Sø, men hvis man kigger i den modsatte retning, vokser True Skov nu op til at blive en lige så stor natur-perle for Brabrand og resten af Aarhus. Naturstyrelsen er nu i gang med at finde ud af, hvordan True Skov kan blive til størst glæde for borgerne i området.

”True Skov for alle” hedder projektet, der i løbet af 2018 skal resultere i en konkret plan for, hvordan naturområdet kan blive rammen om tusindvis af menneskers friluftsliv.

Projektet bliver desuden et eksempel på, hvordan Danmarks unge skove kan indrettes, sådan at flest mulige mennesker vil bruge dem. Der skal laves et nationalt idékatalog med eksempler fra True Skov på, hvordan det kan gøres.

Skoven er kun knap 30 år gammel, men opleves allerede nu som en ”rigtig” skov. Blandt andet anvendes skoven af en del beboere i Helenelyst til cykling og løb. Men ellers er True Skov ukendt for mange, og man kan ofte gå i skoven uden at møde andre mennesker.

”Naturens Dokk1”
True bliver ikke en gammel og interessant skov natten over, men der skal i projektet arbejdes med at skabe indhold og oplevelser, så skoven får sin egen særlige identitet.

For at øge synligheden af områdets størrelse og muligheder skal der udvikles forslag til en attraktion, der er en udflugt værd. Attraktionen skal være et fyrtårn for området og vil blive beskrevet med planer og budgetter.

I projektet refererer man til ”Naturens Dokk1” for skabe billeder på et fyrtårn, som har attraktionsværdi langt ud over det nære lokalområde.

True Skov rykker ind mod Brabrand
Allerede nu fylder True Skov godt op på 800 hektar mellem Brabrand og Årslev i syd, True i nord og Lyngby i vest. Naturstyrelsen ejer godt halvdelen, Aarhus Kommune sidder på 100 hektar, mens private ejer resten.

Området ligger desuden i tilknytning til store områder, hvor der planlægges skovrejsning i fremtiden. Der skal laves en konkret anlægsplan, hvori man vil forsøge at binde hele området sammen.

Visionen for True Skov er, at den skal strække sine ”fangarme” ind mod byen to steder:
• Mellem Edwin Rahrs Vej og Viborgvej vil der gå en grøn kile helt ind til Ringvejen.
• Lige syd for Edwin Rahrs Vej vil det naturskønne område dér også blive forbundet med True Skov til et    sammenhængende naturområde.

Desuden breder skoven sig også i området nord for Årslev og øst for Transportcentret.

True Skov byder allerede nu på store naturoplevelser. Foto: Naturstyrelsen.

Mange slags friluftsliv
De tre parter bag projektet har inddraget forskere fra Skov & Landskab ved Københavns Universitet og rådgivere fra arkitektfirmaet LabLand til at løse opgaverne. Projektet finansieres ligeligt af Lokale og Anlægsfonden, Naturstyrelsen og Aarhus Kommune og forventes afsluttet i 2018.

Målet er at komme med oplæg til, hvordan der kan være plads til mange typer af friluftsliv og naturoplevelser; fra den stille skovvandrer til muligheder for løb og cykling i fuld fart.

Planen skal ikke betragtes som et færdigt produkt, men som et skelet eller en ramme for den videre udvikling i området mange år frem i tiden.

Hvis du har ideer
Leder af projektet er projektleder i Naturstyrelsen, Knud Erik Hesselbjerg, som også selv bor i Brabrand. Han fortæller, at man i projektet meget gerne vil inddrage brugerne mest muligt i udviklingen af ideer for området.

Der er allerede etableret en følgegruppe, der er bredt sammensat i forhold til interessenter. Knud Erik Hesselbjerg inviterer desuden borgere i lokalområdet til at komme med ideer og forslag. Han kan kontaktes på email knehe@nst.dk

Sådan kan du let komme til True Skov
Hvis du kommer på cykel, går der fra rundkørslen i Årslev cykelsti nordpå til Rætebølvej. Når du krydser Rætebølvej, er der få hundrede meter, til du kan komme på de etablerede skovstier, lige hvor skoven begynder.

Hvis du kommer i bil, kører du til rundkørslen ved Helenelyst og tager afkørslen nordpå mod Tilst. Du drejer straks til venstre i lyskrydset ad Rætebølvej. Tag første vej til højre, Espenhøjvej, og du kommer til en p-plads efter få hundrede meter i kanten af skoven.

Fra p-pladsen på Espenhøjvej kan du komme på skovstier til begge sider. Her er stien, der fører vestpå ind i skoven.

Skrevet i: Brabrand, Byudvikling, Hverdagsliv Tags: Espenhøjvej, fpb, Knud Erik Hesselbjerg, Naturens Dokk1, Naturstyrelsen, Rætebølvej, True, True Skov

Primær Sidebar

Blogindlæg: “Skal dit værd vurderes ud fra hvor mange timer, du arbejder?”

Blogindlæg: “Skal dit værd vurderes ud fra hvor mange timer, du arbejder?”

Sports- og Kulturcampus kan blive mødested for hele Brabrand

Sports- og Kulturcampus kan blive mødested for hele Brabrand

Brabrand går sammen om at tage skraldet d. 31. marts

Brabrand går sammen om at tage skraldet d. 31. marts

Brabrand

Aarhus Kommune hjælper Brabrand IF ud af moms-klemme

Aarhus Kommune hjælper Brabrand IF ud af moms-klemme

Tv-dokumentar satte Hanaan på sporet af et job

Tv-dokumentar satte Hanaan på sporet af et job

Stor arbejdsindsats bag Brabrand-unges skilejr

Stor arbejdsindsats bag Brabrand-unges skilejr

Mennesker

KollektivByen inviterer selvstændige ind i fællesskabet

KollektivByen inviterer selvstændige ind i fællesskabet

Nyt makkerpar i spidsen for Lokalpolitiet i Aarhus Vest

Nyt makkerpar i spidsen for Lokalpolitiet i Aarhus Vest

Stort skulderklap til lokale Nybolig-ejendomsmæglere

Stort skulderklap til lokale Nybolig-ejendomsmæglere

Fællesskaber

”Vi er her for at ha´ det sjovt, men…”

”Vi er her for at ha´ det sjovt, men…”

22-årige Aysha Amin blev Årets Ildsjæl i Gellerup

22-årige Aysha Amin blev Årets Ildsjæl i Gellerup

Da Esra fra Brabrand mødte Kronprinsesse Mary

Da Esra fra Brabrand mødte Kronprinsesse Mary

Vores historie

Hovedgadens købmandsgårde – fra pigtråd til vinglas

Hovedgadens købmandsgårde – fra pigtråd til vinglas

Knud Blach Petersen hyldet for skabelsen af Gellerupparken

Knud Blach Petersen hyldet for skabelsen af Gellerupparken

Dalsøgas – flaskegassens frække dreng

Dalsøgas – flaskegassens frække dreng

Tirsdag d. 12. februar

Tirsdag d. 12. februar

12. februar 2019 By Peter From Jacobsen

Der er sidste tilmelding i dag, hvis du og dit hold skal være med til Gellerup Cup i fodbold på torsdag og fredag. I kan … Læs mere om Tirsdag d. 12. februar

Mandag d. 11. februar

11. februar 2019 By Peter From Jacobsen

Ebtissam Mohammed og hendes familie mistede alt, da der i december gik ild i en juledekoration, og familiens lejlighed på … Læs mere om Mandag d. 11. februar

Søg på Vores Brabrand

Copyright © 2017 Vores Brabrand - all rights reserved

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.Ok