Da Brabrand for 90 år siden fik sin egen idrætsforening
Brabrand Idrætsforening kan i 2024 fejre 90 års jubilæum. Men hvad er historien bag tilblivelsen af Brabrands store idrætsforening, der nu har over 3000 medlemmer? Her fortæller Børge Nielsen om, hvordan idrætten blev samlet i én forening i Brabrand.
I dag, fredag d. 29. marts
Torsdag eftermiddag sled Brabrand IF sig til forårets første sejr, da Jesper Brinck blev matchvinder i en snæver 1-0 på udebane over Thisted FC. Målet faldt i det 72. minut, efter at begge hold kampen igennem havde kæmpet med den tunge knoldede græsbane. Det var et hjørnespark, der prellede af mod stolpen, hvorefter Jesper Brinck kunne prikke riposten i mål. Sejren sender Brabrand op på en 9. plads inden mandagens hjemmekamp, hvor fuldtidsprofferne Esbjerg fB kl. 14.00 kommer på besøg på Domis Park.
Foråret er for alvor ankommet til Aarhus Ådal, og det samme gælder fuglelivet. I Facebook-gruppen Livet i Ådalen kan du nu se et væld af flotte naturfotos, blandt andet af fuglelivet omkring de to søer. Her får du et smukt foto af en skægmejse ved Årslev Engsø taget af Jan Kuhlmann.
Fredag, lørdag, søndag og mandag kl. 11-16 kan du besøge kunstudstillingen ”Et stort og et lille” på Gasværket. Onsdag blev udstillingen åbnet. “Der er kaffe på kanden og lidt sødt i denne våde tid,” skriver Gasværket på Facebook.
Lørdag kl. 12-15 er der krea-hygge i Røde Kors Huset, Edwin Rahrs Vej 32P, hvor du bl.a. kan lave sanseglas. Desuden er der tegnestue, hvor både børn og voksne kan komme og tegne i frihånd eller efter skabeloner.
Brabrand IF´s jyllandsseriehold for mænd tog torsdag eftermiddag hul på forårssæsonen med en hjemmekamp mod Aarhus Black Vipers. Resultatet blev 2-2 i en kamp, hvor alle målene blev scoret før pausen. Jonas Syberg scorede til 1-0 for Brabrand allerede efter fire minutter og samme spiller scorede til 2-2 efter 40 minutter.
Også det andet hold fra 8220 i jyllandsserien, Vatanspor, tog torsdag hul på sæsonen. Det skete i Viborg, hvor holdet var bagud 0-3, men alligevel fik reddet et 3-3-resultat i hus.
Fra den 1. april træder nye parkeringsregler i kraft i Gellerupparken. Fra den dato udstedes der parkeringsafgift, hvis du parkerer foran affaldsøer. Fra den 1. maj udstedes der parkeringsafgift, hvis du ikke følger skiltningen på parkeringspladserne foran blokkene. Alle erhvervskøretøjer/gulpladebiler samt køretøjer, som har en reserveret handicapplads, skal fra denne dato have en P-tilladelse fra COPARK for at kunne parkere på området.
Torsdag d. 28. marts
Grimfest offentliggjorde onsdag endnu tre navne til årets festival på Grimhøjgaard d. 1.-3. august. Blandt andet kommer Aarhus V’s rap- og popkomet Baloosh en tur ud på den anden side af ringvejen til Grimhøjgaard. Han får selskab af Solkur, “som giver hiphoppen en dansabel masterclass-lektion med lige dele høje lixtal og labre beats, og endelig byder silkeborgensiske Nakkeknaekker på et storhypet og purungt take på dødsmetal af klassisk tilsnit.”
I eftermiddag kl. 15.00 løber Brabrand IF´s fodboldmænd i 2. division på banen til endnu en vigtig kamp i bunden af rækken. På Sparekassen Thy Arena i Thisted møder holdet Thisted FC, der ligger lige over Brabrand i rækken og med stor sikkerhed følger med Brabrand i nedrykningsspillet om få uger. Du kan se kampen på JFM Play.
I aften kl. 19.00 inviterer Brabrand Aarslev Kirker til gudstjeneste og fællesspisning i Brabrand Kirke. Deltagerne spiser aftensmad sammen i kirken, og undervejs hører man tekster fra Bibelen og synger smukke salmer.
I eftermiddag kl. 14.00 åbner Brabrand IF´s jyllandsseriehold i fodbold for mænd sæsonen med en hjemmekamp på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Modstanderholdet er Aarhus Black Vipers.
Onsdag d. 27. marts
I eftermiddag kl. 16-18 er der på Gasværket, Byleddet 2C, fernisering på kunstudstillingen ”Et stort og et lille”. De tre kunstnere Anita Frichot, Annette Fausø, og Marianne Thingholm står bag udstillingen, der sætter stort og småt sammen på både et fysisk og filosofisk niveau. Udstillingen bliver åbnet af filosof og udviklingskonsulent Mette Køhlert. Læs mere her. Udstillingen er hver dag i dagene 28. marts til 1. april åben kl. 11-16.
I dag kl. 11.30 kan du igen hjælpe med at holde dit lokalområde rent og pænt. Denne gang inviterer En For Holdet til affaldsindsamling i Logistikparken. Mødestedet er på p-pladsen ved Dekra, Logistikparken 20. Arrangørerne har hapsere, veste og sække med.
Rasmus Leth-Nissen stopper som træner for Brabrand IF´s kvinder i 2. division i fodbold. Han kom til, da holdet netop var rykket op i Jyllandsserien og har i tre år været træner for holdet. Han har en stor aktie i at holdet i dag er at finde i 2. division. Holdet trænes fortsat af Hans-Martin Lauesen, som nu har fået ny assistent-træner i Nagin Ravand.
I eftermiddag inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj sammen med Familie Netværk til børnebanko i beboerhuset Laden. Kl. 12-13 er det for 5-8-årige, og kl. 13.30-14.40 er det for børn i alderen 9-12 år. Der er ingen tilmelding.
Fredag d. 5. april kl. 16.00 samler borgergruppen Almen Modstand til optog imod nedrivningerne af syv boligblokke i Gellerup. Optoget starter klokken 16 foran Brabrand Boligforenings administrationsbygning på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Edwin Rahrs Vej og går med bannere og opråb forbi de nedrivningsdømte boligblokke på Inger Christensens Gade og Dortesvej.
Bliv medlem af Vores Brabrand
Vil du støtte Vores Brabrand med 39,- om måneden – og være med til at sikre udgivelsen af et lokalmedie i 8220 Brabrand? KLIK HER
Vores historie
Da Brabrand for 90 år siden fik sin egen idrætsforening