Det meste af Brabrand var lørdag eftermiddag samlet i Brabrandhallen til den traditionsrige forårsopvisning. For mange er opvisningen en fast tradition – mens det for de fleste af små Spilopper var første gang, de skulle optræde for så mange mennesker.
Hvis man har bare en lille smule passion for lokalsamfundet, så er forårsopvisningen en begivenhed, man kun kan blive glad af at deltage i – om det så er som tilskuer eller deltager på halgulvet. Arrangementet oser af fællesskab.
Alle kan være med – om man så er fire år og med blomsterkrans om håret, hoola-hop-ring om maven og lige begyndt hos Spilopperne. Eller futter ind på gulvet sammen med Herremotion for 27. gang.
Man kommer med det, man kan, og det er egentlig ikke helt så vigtigt, om alle bevægelserne sidder fuldstændig i skabet. Det vigtige er, at man kommer og er med. Ellers er der jo ikke noget fællesskab…
”Stayin´ Alive”
Traditionen tro blev fanerne båret ind først, og derefter gik alle hold ind i takt til musikken og taktfaste klapsalver fra den fyldte langside. Opvarmningen var alle med til – stor som lille – inden det gik løs.
Spilopperne fyldte hallen med sol og sommer og en masse livsglæde, da de gik i gang med deres hoola-hop-ringe, det samme gjorde de 10 år ældre sortklædte drenge og piger på Street Style. Og de mere garvede gutter på Herremotion kom med en masse humor, da de humpede ind støttet til en stok, hvorefter de slog sig løs til Bee Gees-klassikeren ”Stayin´ Alive”…
Og sådan fortsatte det. Masser af underholdning og godt selskab. En dejlig eftermiddag hvis man er fra Brabrand og nyder at se og snakke med folk, man kender.
Formand for gymnastikafdelingen, Kirsten Lundsgaard, modtog årets Ildsjælepris for sin store og mangeårige indsats for gymnastikken i Brabrand.