Hele sommeren har Aarhus Kommunes medarbejdere arbejdet på at omlægge indkørslen ved Engdalskolen for at skabe mere sikre trafikforhold for skolens elever. Efter ankomsten til den første skoledag torsdag konkluderer skoleleder Anders Munthe, at omlægningen er en stor forbedring.
Torsdag morgen, kort før de første elever begyndte at ankomme til den første skoledag på Engdalskolen, fjernede Aarhus Kommunes medarbejdere de sidste spor af sommerens hektiske omlægningsarbejde ved Hovedgaden. Fra ved fem-tiden havde de været i gang med bl.a. at male striber på vejen.
Nu skulle det vise sig, om planerne ville fungere i virkeligheden: Vil den massive morgentrafik blive mere rolig og sikker for skolens elever?
Det første, man som iagttager lagde mærke til ved Engdalskolen denne herlige augustmorgen, var den lange række af gående og cyklende skolebørn, som sammen med enkelte forældre hyggesnakkende og i roligt tempo bevægede sig mod skolen.
Dem, der kiggede efter bilkaos på Hovedgaden, måtte spejde forgæves. Trafikken foregik roligt og uden optræk til problemer, og den nyanlagte afsætningslomme langs indkørslen til skolen blev brugt – dog ikke helt som tænkt: Den blev hurtigt fyldt med parkerede biler, når forældrene ikke bare satte børnene af men havde behov for at gå med helt ind på skolen.
”Det har været et fantastisk forløb”
Det største problem denne første morgen med omlægningen ved Engdalskolen var, at mange forældre ikke havde hørt, at ind- og udkørslen til skolen var vendt om. Så en del bilister ville køre ind, hvor man nu skal køre ud – men blev stoppet af skoleleder Anders Munthe, som venligt bad dem om at køre ind i den modsatte side.
”Jeg kan ikke rose Aarhus Kommune nok for dette her projekt. Det har været et fantastisk forløb, hvor kommunens ansatte har været utrolig smidige og effektive. Resultatet er blevet virkelig pænt, og det ser ud til, at det er den helt rigtige løsning”, siger Anders Munthe.
”Nu har man gjort alt hvad man kan for at skabe sikre trafikforhold ved skolen. Så er der vores allesammens adfærd tilbage at arbejde på,” siger han og henviser til, at hurtig og til tider hensynsløs kørsel på Hovedgaden tidligere har været en del af problemet.
Glæder sig omlægning på J.P. Larsens Vej
Torsdagen var blandt andet første skoledag for de mange nye elever i 0. klasse, og her lød Anders Munthes opfordring til forældrene, at de tilstræber, at børnene går eller cykler i skole. Mange steder arrangerer forældre såkaldte “gå-busser”, hvor man skiftes til at følge børnene i skole i den første tid.
”Vi vil stadig opfordre til, at så mange som muligt af vore elever kommer i skole uden bil.”
Anders Munthe glæder sig yderligere til de kommende planlagte omlægninger på J.P. Larsens Vej ved Skovbakkevej.
”Det er vigtigt, at familier på den anden side af vejen tør sende deres børn over J.P. Larsens Vej.”
Aarhus Kommune har meddelt, at man til oktober vil ændre vejen ved Skovbakkevej, så der bliver lavet en forhøjning og indført hastighedszone på 40 km/t.