Der var benzin i luften og brølende rugbrødsmotorer, da SFO Engdal lørdag havde inviteret til Grand Prix for sæbekasse-vogne. I fuld fart gik det ned ad asfaltvejen langs skolen – heldigvis uden større uheld.
Hver en muskel var spændt som en fjeder. Opmærksomheden var 100% rettet mod stemmen, der ville råbe ”go”, og det ternede flag der ville blive fejet igennem luften.
”Byg jeres egen sæbekassebil og stil op til Grand Prix”, lød opfordringen fra SFO Engdal, og det var en udfordring en hel del børn og deres fædre havde taget imod. Inden løbet stod det ene tekniske vidunder efter det andet linet op til beskuelse og beundring.
Der var investeret store mængder af både kreativitet og teknisk snilde for at få køretøjerne til at præstere, når det ternede flag smældede igennem luften. Så nu var det alene benmuskler og rå energi, der skulle afgøre, hvilken racer der ville komme først ned ad asfaltstien langs skolen.
Meget venligt havde planlæggerne af Grand Prix´et valgt at lade banen gå oppe fra Hovedgaden og ned mod Engdalsvej. Med nogle lumske sving undervejs der stillede store krav til både teknik og samarbejde.
Stemningen var høj gennem hele løbet, og hvert eneste team blev fulgt af klapsalver, tilråb og hjemmelavede bannere. Det var et festligt løb, der blev afsluttet med overrækkelser af præmier til de hurtigste, flotteste og mest kreative hold.
I det hele taget var det en varm og festlig dag med masser af handel i både loppeboder og boderne med forfriskninger.