Selvom mange af kormedlemmerne er ved at være oppe i årene, eksisterer Brabrand Sangkor i bedste velgående og nærmer sig 30 års-jubilæet. Onsdag d. 27. november kan du høre Brabrand Sangkor ved en koncert i Brabrand Kirke.
Lidt før kl. 19 myldrer det ind ad døren til den ugentlige koraften. Alle ser glade og forventningsfulde ud – men Kirsten Mouritsen garanterer, at smilene er om muligt endnu større, når kordeltagerne tager jakkerne på og går hjem igen.
”Det er helt umuligt at være sur, når man synger. Alle går glade herfra. Vi har det rigtig hyggeligt sammen, og det er meget sjældent, man ikke møder op”, siger Brabrand Sangkors formand, 70-årige Kirsten Mouritsen.
”Ja, man bliver helt høj af at synge, især når man kan gøre det sammen med andre”, tilføjer Ruth Abrahams, som også er med i bestyrelsen.
To faste årlige koncerter
Brabrand Sangkor øver hver onsdag kl. 19.00 i Brabrand Sognegård på Engdalsvej. Som ”betaling” for husly optræder koret to gange i løbet af året i Brabrand Kirke: En forårskoncert den sidste onsdag i april og en efterårskoncert den sidste onsdag i november.
I år er koncerten onsdag d. 27. november kl. 19.30, og du kan høre sange af blandt andre Benny Andersen, Kim Larsen, Bodil Heister, Otto Brandenborg og Pia Raug. Andreas Birkmose og Michael Østergaard Jensen er solister. Der fri entré, og efter koncerten serveres der vin, vand og chips i sognegården mod et beskeden beløb.
Et repertoire-udvalg finder sammen med dirigenten frem til de 10 sange, koret øver på hver halvsæson. Nogle af dem er nye, mens andre bliver taget op igen efter et par års pause.
Ud over de faste koncerter i Brabrand Kirke sker også, at koret assisterer ved andre kirkelige begivenheder, men Brabrand Sangkor er dog ikke en fast del af Brabrand Kirke, forklarer Kirsten Mouritsen.
Svært at tiltrække de unge
De 24 medlemmer af Brabrand Sangkor er alle i alderen 60 til 80 år. Medlemstallet ligger nogenlunde stabilt, men Kirsten Mouritsen og Ruth Abrahams kunne godt ønske, at lidt flere ville henvende sig for at være med. De oplever, at det især er svært at tiltrække de yngre aldersgrupper. Men de understreger, at alle aldersgrupper er velkomne.
Brabrand Sangkor startede tilbage i 1991 og nærmer sig altså 30-års jubilæet. Kirsten Mouritsen har været med i ni år. Hun sang tidligere i Aarhus Folkekor, men da det lukkede hun søgte hun om at være med i koret i Brabrand, hvor hun bor.
”Det er dejligt, at vi har et kor her i lokalområdet. Det giver en ekstra motivation til at komme af sted hver onsdag, når der er så kort en vej derhen.”
Bestyrelsesmedlem Ruth Abrahams har også tidligere sunget i et andet kor, men foretrak som Kirsten Mouritsen at synge i Brabrand, hvor hun bor.
”De mænd synger virkelig godt!”
De fem mænd i Brabrand Sangkor må finde sig i at være i undertal i koret med i alt omkring 25 sangere. Men de bliver godt behandlet af de mange kvinder i koret. Dels fordi det er svært at finde mandlige korsangere. Men også fordi de fem mænd synger rigtig godt.
Tidligere har mændene sunget enstemmigt, men nu er de tre tenorer og to basser.
”Mændene synger virkelig igennem, og de kan godt overdøve os kvinder. Når vi er ude og optræde, får altid at vide, at de mænd synger virkelig godt. Og på øveaftener har vi flere gange helt uopfordret klappet af dem”, fortæller Kirsten Mouritsen.
Ny dirigent
Kormedlemmerne nyder hinandens musikalske selskab og holder ud over øveaftenerne hver onsdag også en sommerafslutning og en juleafslutning med spisning.
Men til øveaftenerne er der fuld fokus på sangen, og alle er koncentrerede. De enkelte stemmer bliver øvet i gennem hver for sig – først sopranerne, så mændene, så alt´erne…
Bortset fra en pause på 10 minutter synger de til 21.30, og alle er trætte til sidst. Ikke mindst dirigenten. Brabrand Sangkor har her efter sommerferien fået en ny ung dirigent. Esben Frederiksen hedder han. Samarbejdet lover godt, synes de.
”De fleste af os har jo sunget i mange år, og vi er vant til at lære nye stemmer. Man kunne se på Esben, at han var overrasket over så hurtigt vi lærte de nye sange”.
Glæden ved at synge præger alle, og en del kormedlemmer deltager også, når der den første torsdag i hver måned er sangaften i sognegården. Det er en mangeårig tradition, der ledes af Karla Gosvig, og hvor der hovedsagelig synges efter højskolesangbogen.
Onsdag d. 27. november kl. 19.30-21.30 i Brabrand Kirke: Koncert med Brabrand Sangkor. Der fri entré. Efter koncerten serveres der vin, vand og chips i sognegården for et beskedent beløb.