Rap Akademiet i kælderen under Tovshøjskolen er stadig en talentfabrik for unge rappere fra vestbyen. Senest er folk som AY og MO sprunget ud som selvstændige kunstnere. For andre unge fra vestbyen har Rap Akademiet bragt dem på sporet af et seriøst studie- og arbejdsliv.
Bassen dunker, og en ung fyr rapper løs hen over lydsporet, mens han bevæger sig rundt på gulvet, som man gør på de store scener. Hans kammerater sidder i sofaen ved siden af og lytter, inden de går ud for at ryge en cigaret. De er i Rap Akademiet for første gang.
Inde ved siden af arbejder en af de mere garvede rappere intenst på et nummer sammen med underviser Daniel Bé. Det er de små detaljer, der her pudses af.
Det er en almindelig onsdag eftermiddag i Rap Akademiet ved Tovshøjskolen. Det er stedet for bydelens unge med ghetto og street i blodet. Det er ikke bare ord de bruger – men en livsstil.
I løbet af de otte år med Rap Akademiet har 80-90 unge haft deres gang her. Rigtig mange af dem har haft gode oplevelser med musik, og nogle er gået videre og har taget de næste skridt i en verden med musik.
Tilbage i 2010, da Rap Akademiet i Gellerup var et nyt initiativ, modtog akademiet en Danish Music Award for at have ”formået at skabe et ambitiøst tilbud til unge århusianere, der har lyst til at prøve musikalske kræfter med at forvandle leg til talent og uforløste holdninger til slagkraftige rim”.
Og akademiet lever fortsat i bedste velgående. Eksempelvis optrådte flere unge rap-talenter for nylig i Ridehuset til åbningen af Aarhus som Frivillighovedstad.
De unge har ikke brug for flere løftede pegefingre
Improvisationens kunst. Det er, hvad rap handler om. Og det samme gælder undervisningen i Rap Akademiet. Hvem kommer i dag? Hvor klar er han? Skal vi indspille et nummer? Eller skal vi udvikle på delelementer først?
”Der er ingen mødepligt. Før sagde jeg til dem, at de skulle komme hver uge, men det fungerede ikke så godt. Nu foregår det mere på aftalebasis,” siger Daniel Bé. Han er fast underviser i projektet – eller måske snarere musikkonsulent:
”Vi prøver at køre det så tæt på virkeligheden som muligt. Det bliver mere en musikproces end et undervisningsforløb. De unge har ikke brug for flere løftede pegefingre. Vi fungerer både som undervisere og rollemodeller, så de kan se, hvad de selv kan gøre for at udvikle sig.”
Noget at brænde for
Daniel Bé beskriver arbejdet med musikken mindst lige så meget som en metode, hvor de unge finder sig selv og finder noget, de kan brænde for. At de kommer på sporet af, hvad der skal til for at udvikle sig.
”Det handler ikke nødvendigvis om at skabe morgendagens L.O.C., selvom det vil være fedt, hvis vi gør det. Men de gennemgår en seriøs musikalsk proces, der også giver dem værktøjer til at klare sig godt i skolen og andre steder. Vi prøver at lære dem at sætte barren så højt som muligt, i det de laver. De lærer at håndtere det mentale pres og at overkomme tvivlen på sig selv. Alle de ting der er relevante i skolen og i hele ungdomslivet.”
Tæl til fire – og du kan blive rapper
5-10 unge har deres jævnlige gang i kælderen under Tovshøjskolen. Nogle har været i gang i årevis og har stadig Rap Akademiet som en slags base, før de for alvor springer ud i byens musikmiljø. Andre er lige dukket op og er ved at finde sig selv som rappere. De har måske freestyle-rappet lidt i ungdomsklubben og vil se, om det er noget, de skal gøre mere ved.
”Alle unge har et forhold til hiphop, så vi starter som regel med at snakke om, hvad de hører af musik, og hvad de selv synes er fedt. De ved jo godt, hvordan det skal lyde. Og hvis vi er på bølgelængde, er det lettere at gå videre.”
”Så lærer vi lidt musikteori og klapper til nogle beats, så de lærer, hvordan musikken er bygget op. Det er jo typisk 4/4. Kan du tælle til 4 kan du blive rapper!”
Hurtige succesoplevelser
Han forklarer, at de unge, som dukker op i Rap Akademiet, ofte ikke er vant til succes og anerkendelse. Og her er rap ideelt, fordi man kan udvikle sig hurtigt, hvis man fanger essensen af musikken. Når det lykkes at fange deres interesse, kan vejen til succes være kort.
”De behøver ikke at gå til guitarundervisning i et halvt år for at kunne spille et nummer. Man kan hurtigt blive god til de mest simple ting og få en succesoplevelse. Det er nok vores styrke: At vi kan give unge, der kun har oplevet nederlag, en hurtigt oplevelse af, at de kan lykkes.”
”Vendepunktet har altid den første koncert. Så er de solgt. Her får de feedback i den mest koncentrerede form. Det kan godt være, at deres venner synes, de er fede, men der er bare forskel på en vens applaus og så at høre 200 mennesker, der jubler. Der er meget stor forskel.”
GelleRaps og OMG
Rap Akademiet arrangerer to årlige events, der giver de unge mulighed for at komme til at optræde for et større publikum: GelleRaps, der ligger lige inden sommerferien, og OMG, One Music Generation, der ligger i efteråret.
Gelleraps repræsenterer den mere hardcore street-kultur, mens OMG er et mere bredt favnende hiphop-arrangement. Men begge events er for de unge som regel den første store musikalske begivenhed, de optræder ved.
”Guleroden er at få lov at optræde sammen med etablerede kunstnere. Vi sørger for at booke kunstnere, som de synes er interessante, og så får de selv lov til at varme op for dem.”
Nogle af de unge har haft deres gang i kælderen i flere år men arbejder nu selvstændigt med musikken. De har fået egen nøgle til studiet og kan gå og komme, som de vil.
For dem kan de næste skridt være at finde sammen med andre i arbejdsfællesskaber uden for bydelen. Det er netop ideen med det hele. At de unge musikere skal finde hinanden!
Mødet med Musikkonservatoriet
Hvis du spørger efter Daniel Bé, så er der rigtig mange i musikmiljøet i Aarhus, der ved, hvem du taler om. Han har medvirket på mange musikalske projekter som sangskriver og producer og har et meget stort netværk i byen.
Han har været med som underviser på Rap Akademiet siden starten i 2010, finansieret af penge fra Det Boligsociale Fællessekretariet med støtte fra integrationsministeriet.
Daniel Bé underviser også på Jysk Musikkonservatoriums sangskriver-linje og har flere gange arrangeret workshops, hvor afgangsstuderende fra konservatoriet har mødtes med nogle af de mest funklende talenter fra Rap Akademiet.
Det er to verdener, der mødes – men til gensidig glæde. Musikkonservatoriet vil gerne i kontakt med de unge, der ikke er gået den direkte vej ind i musikkens verden. Og omvendt vil Daniel Bé gerne vise de unge rappere, at en uddannelse inden for musik ikke er lukket for dem. Det er blot at tage det næste skridt – og det næste igen…