Henrik Andersen har aldrig selv spillet fodbold. Men efter at børnene begyndte i Brabrand IF, har han taget initiativ til en lang række tværgående aktiviteter i idrætsforeningen. Næste skridt bliver en genskabelse af skoleturneringen for piger.
I slutningen af januar blev Henrik Andersen hyldet som årets træner i Brabrand IF´s fodboldafdeling. Hovedformand Jens Jensen læste i begrundelsen en lang række aktiviteter op, der har stået Henrik Andersen på:
• Idémand bag Trænerspiren, der er et nyt valgfag på Engdalskolen
• Udvikler af specialkonstruerede bander til indendørs fodbold for de mindste
• Medarrangør af Mikrofodboldskolen i Brabrand
• Tovholder på klubudviklingsprojekt i samarbejde med DBUjylland
• Medlem af projektgruppen, der arbejder for en ny kunstgræsbane
• Med i gruppe, som står for afvikling af 1. divisionskampe, hvor entréen går til kunstgræsprojektet
Henrik Andersen er Brabrand IF´s projektmager – men hvad driver ham til at bruge så mange timer i idrætsforeningen?
”Jeg kan godt li ´fællesskabet. At man er sammen med andre om nogle opgaver, og at vi lykkes med noget.”
”Og så driver det mig også at kunne se en udvikling. Det er dejligt at se både mine egne og andres børn udvikle sig. Og at klubben udvikler sig!”
Han har tidligere været leder i en skakklub – og kunne måske også være endt som en meget aktiv forælder hos svømmerne i Nordgårdens IF eller hos spejderne i Brabrand, hvor børnene begge steder har været aktive. Nu blev det så Brabrand IF fodbold, han valgte at bruge sine frie timer i.
Vigtigt at fange pigernes interesse tidligt
Senest har Henrik Andersen taget initiativ til genoplivning af skoleturneringen i fodbold for piger. For 10 år siden stillede de fleste skoler i Aarhus med hold til stævnet, der løb over flere weekender. Men arrangementet var primært ledet af en enkelt person, og det stoppede, da han ikke længere havde tid til at stå for det.
Men nu genopstår turneringen alene for 0., 1. og 2. klasse på Engdalskolen og Sødalskolen. Hallen er lejet søndag d. 4. marts kl. 9-15 og invitationer er sendt ud.
”Det var vigtigt, at vi fik gang i den turnering igen. Brabrand IF har en udfordring i, at medlemstallet i pigeafdelingen falder. Og skoleturneringen har tidligere været den måske vigtigste aktivitet til at fange pigernes interesse for fodbold.”
”Men vigtigst er nok, at pigerne opdager fodbold tidligt nok til, at de kan udvikle de nødvendige tekniske færdigheder. Generelt starter piger til fodbold to-tre år senere end drenge.”
Henrik Andersen har samlet et team af fire kvinder og formand for pigafdelingen Egon Laursen, der skal stå for stævnet. Der er både erfaring, stor kontaktflade og gå-på-mod i teamet. To af kvinderne har på en weekend lavet indbydelse, online tilmelding og holdkort.
“Det er fantastisk at opleve, hvor stærke vi er sammen. Måske kommer jeg ikke til at lave meget andet end at sætte banderne op.”
En faster på landsholdet
Alle Henriks fire børn spiller fodbold, og de to ældste, Gitte og Pia, mødte begge tidligt op på banerne ved Brabrandhallen.
Henrik havde fortalt om fasteren, som havde spillet på det danske kvindelandshold i fodbold, før der endnu var et rigtigt landshold. Det ville Pia også gerne, så hun var klar til at starte til fodbold. Gitte tog som fem-årig med ned på banerne – og så kunne hun lige så godt spille med.
Henrik fulgte med ned på banerne og blev hurtigt engageret i arbejdet – ofte som træner eller hjælper på andre årgange, der havde brug for en hjælpende hånd.
Aktiv deltager i trafikdebatten
Hans engagement fører ham også i andre retninger. Han er blandt andet en engageret deltager i debatten om trafikforholdene i Brabrand. Når debatten bølger på Facebook, er han ofte klar med en konstruktiv kommentar. Især når det handler om udfordringer og mulige løsninger på skolevej og biltrafikken omkring Langdalsvej og ved det nye boligkvarter på Tulipgrunden,
”Trafikdebatten lod jeg mig provokere til at deltage i, da der var nogen der kom med et forslag, der ville medføre mere trafik forbi mit hus. Jeg forsøger altid at gøre det på en positiv måde. Bølgerne kan godt gå højt på Facebook, men der er intet ondt i det, og vi snakker ganske udmærket sammen, når vi mødes.”
Han er desuden en skarp kritiker af planerne om letbanens etape 2, der skal føre sporvognen til Brabrand.
”Jeg har ikke noget specielt imod letbanen, og måske var beslutningen om at anlægge etape 1 den rigtige. Men jeg synes, der nu er grund til at overveje, om det er den rigtige teknologiske løsning fremover. Nu hedder el-bilen ikke Ellert men Tesla, der er kommet el-busser med EU-standard på opladning ved busstop, og biler og busser begynder at blive selvkørende.”
”Når disse andre muligheder så oven i købet er billigere at anlægge, så kan kommunen i stedet bygge et nyt stadion i Brabrand, med skole og andre offentlige funktioner under tribunerne, samt parkeringshus med gratis parkering.”
Henrik Andersen er uddannet elektroniktekniker og er ansat i SafeGroup på Sintrupvej. Han bor på Bagerivej med sin kone Ulrike, som er dagplejemor, og deres fire børn.
Skoleturneringen for piger afholdes i Brabrand hal 2 søndag d. 4. Marts. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her