Fredag aften var Østjyllands Politi atter på færdselsindsats i Aarhus Vest, og der var igen en del bilister, der mistede kørekortet eller fik et klip i det. I alt 22 sigtelser blev det til. Politiet har i det hele tage været i aktion flere gange i Brabrand i weekenden – blandt andet til en bilbrand på Annettevej.
En af dem, der fik et klip, var en kvinde, som var i fuld gang med at lave Snapchat-video af sit 8-årige barn, mens hun kørte bilen. Det er uvist, om hendes Snapchat-venner nåede at se hende få en sigtelse for at køre med mobiltelefonen i hånden.
En bilist på Sintrupvej kan nu vinke helt farvel til kørekortet, efter han blev målt til at køre 109 km/t i en byzone. Ud over en frakendelse af kørekortet i seks måneder, kan han også se frem til en bøde på 6500 kroner.
Derudover havde flere bilister åbenbart ikke set politiets og Aarhus Kommunes kampagne ”Brems for gult”. Fire kørte over for gult, mens fem tog den over for rødt.
I alt blev det til 22 sigtelser fredag aften. En mistede kørekortet for at køre for hurtigt og én for at køre narkokørsel. Desuden blev der givet klip i kørekortet for bl.a. kørsel uden førerret, fem klip for høj hastighed, mens fem kørte over for rødt lys.
Fire kørte over for gult lys, to fik et klip for ulovlig overhaling og tre snakkede i mobiltelefon, mens de kørte. En kørte uden sele, en kørte uden nummerplade, og en kørte på cykel uden lys – og i beruset tilstand.
Hashpåvirket bilist gemte sig i busk
En 21-årig mand fik pludseligt gevaldigt travlt, da han opdagede en patruljebil bag ham, mens han kørte på Holmstrupgårdvej i Brabrand. Betjentene bemærkede mandens høje fart og aktiverede de blå blink for at få ham til at standse.
Men den 21-årige ignorerede blinkene og satte i stedet farten kraftigt op. På Spobjergvej holdt han pludseligt ind til siden og løb ud af bilen og videre ind på et grønt område.
Heldigvis var det en hundepatrulje, der var kørt efter manden, så de slap hunden ud af bilen og lod den gå i aktion. Det tog den få sekunder at få færten, og den løb 300 meter ind i på det grønne areal, hvor den standsede foran en busk og begyndte at gø. Inde i busken lå den 21-årige mand på maven og trykkede sig mod jorden. Han blev anholdt, og han forklarede selv, at han var stukket af fra politiet, fordi han var påvirket af hash.
Han blev derfor sigtet for at ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at køre narkokørsel. Derudover fik han en sigtelse for at køre uden sele og for ikke at have sit kørekort på sig.
Bil i brand på Annettevej
Natten til mandag kl. 00.13 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret på Annettevej i Brabrand. Da politiet kom til stedet, havde ilden spredt sig til yderligere to biler på hver side af den bil, hvor branden var startet, og brandvæsnet var i fuld gang med slukningsarbejdet.
Det har, på baggrund af de foreløbige undersøgelser på stedet, ikke været muligt at fastslå, hvordan branden er opstået, men Østjyllands Politi kan ikke udelukke, at der kan have været tale om en påsat brand. Politiet hører derfra gerne fra eventuelle vidner, der kan have set nogle personer på parkeringspladsen ud for nr. 34 på Annettesvej kort efter midnat. Politiet kan kontaktes på telefon 114.