I et halvt år har Veteranhjem Midtjylland på kanten af Langdalen ventet på, at et planlagt nybyggeri kunne gå i gang. Og nu sker det. På onsdag d. 7. august bliver spaden sat i jorden på Edwin Rahrs Vej 61 i Brabrand. I et partnerskab mellem Fonden Danske Veteranhjem og Realdania skabes nye rammer for de østjyske veteraner.
Veteranhjem Midtjylland har til huse i en tidstypisk modernistisk villa tegnet af Friis og Moltke. Villaens smukke rammer og de enestående udearealer, som omkranser den, har de sidste fire et halvt år dannet gode rammer for veteraner og pårørende.
Samarbejdet mellem Fonden Danske Veteranhjem og Realdania betyder, at en større og tiltrængt renovering af villaen bliver mulig. Hertil kommer en ny bygning – ”laden” – som vil forbedre og udvide brugernes muligheder for aktiviteter.
Veteranhjemmet forventes at stå færdigt primo december 2019. Projektets budget er i alt 23,2 mio. kr. Byggeriet finansieres med henholdsvis 8,7 mio. kr. af Forsvarsministerie og 14,5 mio. kr. af Realdania.
Samlingssted for 1700 veteraner
Fremtidens Veteranhjem Midtjylland vil med dette byggeri blive et endnu bedre fristed for alle veteraner. Både de veteraner, der kommer styrkede hjem og dem, der har behov for støtte og hjælp i kortere eller længere perioder.
Veteranhjemmet er samlingssted for de 1700 tidligere udsendte, som bor i Østjylland, og deres pårørende. Der er også et midlertidigt hjem, hvor veteraner har mulighed for at bo i en kortere tid, mens de får en håndsrækning til at komme videre i livet og får ro til at håndtere hverdagen igen.
”Veteranhjemmet i Aarhus skaber et sted og et eksempel på, hvordan veteraner sammen med deres familier og professionelle fagfolk kan mødes, finde ro og være aktive. På en nyskabende måde vil det kunne medvirke til, at veteraner og deres familier bedre kommer videre i livet og på sigt helt tilbage til det civile liv i samfundet”, siger projektleder Stig Hessellund fra Realdania.