Brabrand kan blive et vigtigt knudepunkt i fremtidens kollektive trafik i Østjylland. Samtlige kommuner i Østjylland står bag rapporten Samspil 2030, der foreslår Brabrand og Hasselager som nye trafikale knudepunkter, hvor man kan skifte mellem cykel, bil, bus og tog.
Aarhus Kommune arbejder i øjeblikket på en analyse af behovet for igen at få regionaltoget til at stoppe i Brabrand. Ifølge projektleder Hans V. Tausen nærmer arbejdet sig nu sin afslutning.
I mellemtiden bliver det stadig mere tydeligt, at politikere og embedsmænd i ikke bare Aarhus Kommune men resten af Østjylland støtter ideen.
I rapporten Samspil 2030 har de østjyske kommuner forsøgt at samtænke de statslige planer for udbygning af jernbanen med planerne for nye bus- og letbaneetaper og Letbanens etape 1 i et sammenhængende net. Og her er en kommende Brabrand Station et centralt element.
De otte kommuner Aarhus, Favrskov, Norddjurs, Odder, Randers, Silkeborg, Skanderborg og Syddjurs Kommuner godkendte planen 12. august, og den skal nu fungere som pejlemærke, når den kollektive trafik skal udbygges.
”I planen foreslås det at etablere trafikale knudepunkter, hvor det er muligt at skifte mellem kollektiv og individuel transport – både tog, letbane, busser, biler og cykler, bl.a. med nye terminaler ved Hasselager og Brabrand”, står der i planen.
Brabrand Station kan sikre sammenhæng
Ligesom en ny Brabrand Station er et vigtigt element som endestation for i letbanens etape 2, ser rapporten ”Samspil 2030” også Brabrand som et vigtigt stop i forbindelse med etablering af en kommende ny direkte regionalbane på strækningen Aarhus-Galten-Silkeborg.
Staten har allerede lavet forundersøgelser til toglinjen, der skal betjene bysamfund og forstadsområder mellem Aarhus og Silkeborg med nærbanetrafik.
”I tilknytning til regionalbanen foreslås det, at Brabrand Station genåbnes, og at der etableres en terminal, som kan sikre sammenhæng mellem driften på regionalbanen, etape 2 til Brabrand og busdriften i den vestlige del af Aarhusområdet,” skriver forfatterne til ”Samspil 2030”.
Letbane eller BRT?
De otte kommuner har fortsat stor tiltro til letbanens etape 2 – om det så ender med en egentlig letbane eller de såkaldte BRT-busser:
”Den højklassede tracé vil forbinde flere af byens store bolig-, uddannelses- og kulturinstitutioner og er et centralt element i omdannelsen af både Aarhus Ø, Aarhus H-området og Gellerup, som skal transformeres fra udsat boligområde til en attraktiv bydel. Tracéet ender ved en ny terminal i Brabrand med mulighed for skift mellem letbane/BRT til tog, busser og individuel transport.”
Du kan læse hele rapporten Samspil 2030 via dette link.
Stort samfundsmæssigt tab ved for få rejsende
I sidste ende er det embedsmændene i Trafikstyrelsen, der sammen med trafikministeren skal tage stilling til en eventuel genåbning af Brabrand Station.
Sandsynligvis vil embedsmændene kigge tallene nøje igennem, inden de sender et forslag videre til Folketinget. Hvis antallet af passagerer er for få, kan det ende med et stort samfundsøkonomisk tab. Det viser en analyse fra Transport, Bygge- og Boligministeriet af Langeskov Station, der i 2015 blev åbnet midt på Fyn,
Analysen viser, at genåbningen af stationen vil medføre et samlet samfundsøkonomisk tab på 336 mio. kr. set over en 50-årig analyseperiode. Der er ganske simpelt for få passagerer, der benytter Langeskov Station.
Det kostede 97 mio. kr. at etablere stationen, og den årlige driftsudgift er vurderet til at være 4 mio. kr.