Efter 44 år som en markant træner og leder i Brabrand IF Håndbold blev Niels Christian Pedersen mandag aften udnævnt til æresmedlem af Brabrand Idrætsforening ved et arrangement, hvor over 50 trænere, ledere og tidligere og nuværende spillere overraskede ham i Brabrandhallens cafeteria.
Det var en tydeligt irriteret Niels Christian Pedersen, som blev afbrudt midt i en træningsøvelse i Brabrandhallen. Modstræbende accepterede han og traskede sammen med sine spillere op til hallens cafeteria. Her blev han mødt af et lokale fyldt med mennesker, der gennem årene har haft massevis af timers samvær med Niels Christian Pedersen omkring håndboldspillet.
”Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var ved at gå amok, da vi blev afbrudt midt i en træningsøvelse. Det gør man bare ikke! Men det var jo helt fantastisk at se alle de mennesker, som jeg har delt så mange oplevelser med gennem årene,” sagde han rørt, efter at hovedformand Jens Jensen havde overrakt ham det synlige bevis på æresmedlemskabet.
”Vilje slår talent”
Trænere, ledere og tidligere spillere benyttede anledningen til at sige nogle ord til Niels Christian Pedersen. Blandt dem var Peter Harpøth Sørensen, som sammen med den 64-årige Niels Christian Pedersen er træner for klubbens håndboldkvinder.
”Når man involverer dig, så får man betingelsesløst engagement. Om det så hedder serie 2 eller landshold – så går du lige meget op i det!”
Peter Harpøth Sørensen refererede til en karriere, der dels har omfattet en tid som en del af staben omkring håndboldlandsholdet for kvinder, og dels har inkluderet talrige træner- og lederopgaver i Brabrand IF. Når det har brændt på, har man altid kunne regne med Niels Christian Pedersen.
Eksempelvis da klubbens seniorafdeling for få år siden var gået helt i stå. Igen sagde han ja og gik ind i arbejdet med stor ildhu. Og i løbet af et års tid var holdet rykket op fra serie 2 til jyllandsserien, hvor holdet nu ligger.
Peter Harpøth Sørensen fortalte levende om, hvordan Niels Christian Pedersen holder af sammen med spillerne at arbejde med detaljerne. For eksempel kan kan han stå længe i enden af hallen med en fløjspiller og en målmand og arbejde med en måde at holde skudarmen på.
”Du har altid sagt, at ”vilje slår talent”, og talt om at en spiller er ”trænérbar”. Med det mener du nok, at de spillere, som kommer til træning og viser engagement, de vil også udvikle sig mest”, sagde Peter Harpøth Sørensen.
”Du sætter de klassiske foreningsdyder højt. I den forstand er du gammeldags på den fede måde.”
Brabrand-piger blev danmarksmestre flere gange
Niels Christian Pedersen er vokset op i Fredericia, men kom som ung til Brabrand, hvor han var en habil venstre fløj på Brabrands hold i 3. division.
Nyligt afdøde Verner Rasmussen (Buller) overtalte ham i 1974 til at træne de talentfulde U8-piger, og det skulle blive starten på et fantastisk og ganske enestående samarbejde, hvor pigerne blev jysk mester første gang i 1978 som pigespillere. Op gennem ungdomsårene blev pigerne bare endnu bedre og kunne i 1983 kåres som danmarksmestre, hvilket gentog sig i 1985, 1986 og 1987.
Grundstammen på holdet fortsatte succesen sammen med Niels Christian Pedersen i seniorårene, hvor de efter flere oprykninger til sidst sikrede Brabrand Håndbold en plads i landets bedste række, 1. division. I de følgende år producerede Brabrand Håndbold talenter på stribe. Af de mere kendte kan nævnes Rikke Solberg, Anne Dorthe Tanderup og Mette Meldgaard.
Gennem årene har han i flere omgange været træner for klubbens damesenior- og ungsenior-hold, og han er flere gange blevet hentet til undsætning, når andre trænere blev sat fra bestillingen i utide. Desuden har han haft en række poster i bestyrelsen.
Hilsner fra over 50 tidligere BIF-spillere
Elin Møller er en af de spillere, som var med helt fra u8-holdet i 1976. I går mødte hun også op i Brabrandhallen med sine børn og takkede Niels Christian Pedersen for mange gode oplevelser.
Hun medbragte hilsner fra flere end 50 andre, som har været en del af hold, han har trænet i Brabrand.
Niels Christian Pedersen selv takkede for æresmedlemskabet og det store fremmøde og understregede, at håndbolden fortsat er en meget meningsfuld del af livet, og derfor satser han på at fortsætte længe endnu.
”Jeg har fået at vide, at den dag de begynder at sætte ordner på dig, så er det fordi, de vil af med dig. Men det kan de godt glemme!”