Det lignede rammerne for en vild technofest: Musikken drønede ud af højttalerne, og Brabrandhallen var kun oplyst af lilla lys fra uv lyskanoner. Det var dog ikke dansende festdeltagere, der fyldte hallen – men glade badmintonbørn og -unge, der lørdag aften fik sig en meget anderledes badminton-oplevelse.
”Wooww!”
I et kort sekund var de cirka 35 ungdomsspillere paralyserede af den helt anderledes belysning og den høje musik – men så strøg de af sted ind i hallen, fulde af energi og lyst til at opleve prøve de ukendte rammer af.
De unge badmintonspillere var præcis så overvældede, som Jesper Richardt og Dan Kaihøj fra Brabrand Badminton havde håbet, de ville være, da deto ledere nogle timer forinden var gået i gang med at indrette Brabrandhallens Hal 2 til ”natminton”:
En anderledes hyggeaften for klubbens ungdomsspillere. Ikke en fest, ikke en træningsaften – men en social event hvor det bare handlede om at have det sjovt.
“Det skal være sjovt at spille badminton”
Uv-lyset, de selvlysende bolde og oplyste kanter på nettet og banerne gav en helt særlig effekt, der sammen med musikken fuldstændig forandrede den velkendte Brabrandhal.
”Vi gør det, fordi vi gerne vil ha´, at det skal være sjovt at spille badminton. Mange ser det som en individuel sport, men vi vil gerne vise vores ungdomsspillere, at det også er et fællesskab”, forklarer Dan Kaihøj fra Brabrand Badminton.
”De skal føle, at de har det sjovt sammen med deres venner. Det skal være lige så hyggeligt og rart at komme her i Brabrandhallen, som når de mødes i ungdomsklubben, og hvor de ellers samles. Det er noget, de er fælles om!”
Antallet af unge spillere i badmintonafdelingen bliver ved med at stige og har nu rundet 80. Alle undtagen de alleryngste var inviteret til natminton-arrangementet.
”Vi vil gerne have, at de skal opleve, at de kan være sammen på tværs af aldersklasserne. Det er også med til at styrke klubfølelsen”, siger Dan Kaihøj.
Senere på aftenen stod der chips og sodavand klar i pejsestuen. Nogle af forældrene havde også bagt kage. Arrangementet sluttede kl. 23.