På lørdag kan du møde fremtidens danske fodboldtalenter på kunststofbanen i Gellerup, også kaldet Arena Vest. Fodboldklubben ACFC arrangerer for fjerde år i træk Elite Cup Gellerup med deltagelse af nogle af landets bedste u12-hold. Bag stævnet står blandt andre 16-årige Jousef El-Khatib.
AGF, Vejle, AaB, HB Køge… Mange af de store danske fodboldklubbers yngste talenthold kommer på lørdag kørende fra nær og fjern for at deltage i Elite Cup Gellerup. De kan se frem til en lang dag, hvor der venter op til seks-syv kampe.
Det er fodboldklubben ACFC, der selv har hjemme på banen lige midt i Gellerup, der er vært for fjerde år i træk. Det kneb dog med kræfterne denne gang – men så trådte to af klubbens unge ledere frem: 25-årige Mahmoud Dirawi og 16-årige Jousef El-Khatib insisterede på, at der også i år skal være Elite Cup. Og de var klar til selv at lave det meste af arbejdet.
De har formået at få nogle af de bedste hold i Danmark til at køre til Gellerup – blandt andet fra Helsingør, Køge, Middelfart og Aalborg.
Formålet er at vise beboerne i Gellerup noget flot fodboldspil og ikke mindst at demonstrere hvordan man kan arbejde elite-orienteret, forklarer Jousef El-Khatib.
”Mange af gutterne herude spiller jo fodbold til daglig, men ikke på topniveau. Det kan der være mange grunde til, men en af årsagerne er, at de ofte ikke er helt klar rent mentalt. Vi vil gerne vise, hvad der skal til for at være med blandt de bedste”, siger han.
Han nævner blandt andre Mostafa Maarouf som eksempel på, at det kan lade sig gøre at komme med blandt de bedste, hvis man arbejder hårdt for det. Mostafa Maarouf har tidligere spillet i ACFC men er nu med blandt AGF´s unge talenter, der satses på.
”Formålet med Elite Cup er også, at vi gerne vil vise, at Gellerup ikke bare er et socialt belastet område med kriminalitet og alt det, vi altid hører. Blandt andet ACFC er med til at tegne et andet billede af et område, hvor der sker utrolig mange gode ting”, siger Jousef El-Khatib.
Fodbolddommer på vej op gennem rækkerne
Der venter både spillere og ledere en god oplevelse i Gellerup, hvor der traditionelt er mange tilskuere til kampene. Jousef El-Khatib glæder sig til kampene, hvor han i øvrigt selv skal på banen som dommer.
Selvom han stadig går i Folkeskolens 9. klasse, er han allerede i færd med at rykke op gennem rækkerne og har nu lov til at dømme i fodboldens serie 4. Han er desuden blandt de unge fodbolddommere, som er med i den såkaldte talentgruppe i Østjylland. I den gruppe er der dommere, der dømmer i bl.a. fodboldens Jyllandsserie og 2. division.
”Jeg synes, jeg er god til at håndtere de konflikter, der en gang imellem opstår,” siger Jousef El-Khatib, som har store ambitioner som fodbolddommer:
”Jeg vil virkelig gerne dømme på højt niveau. Det kræver blandt andet, at jeg får en masse erfaring og deltager i mange kurser. Og så skal man kunne presser sig selv fysisk.”
På lørdag kl. 9.00 går det løs på Arena Vest. Der er 8 spillere på banen, og der spilles på tværs af banen. Der vil derfor være nok at se på hele dagen, indtil der spilles finale kl. 19.00.