Man lærer meget ved at komme ud af klasselokalet og bruge det, man har lært, i løsning af praktiske opgaver. Det kaldes ”den åbne skole”. Eleverne i 5.D på Engdalskolen er for eksempel ved at være eksperter i byvandringer.
Det er ikke hver dag, Vores Brabrand samtidig interviewer over 20 personer, som alle har meget på hjerte. Engagementet er stort i 5.D på Engdalskolen.
Eleverne fortæller om den dag, de var værter for en gruppe besøgende pædagoger og lærere fra de andre nordiske lande, som skulle se og opleve det Aarhus, klassen gerne ville vise frem. Et Aarhus under forandring.
5.D ved, hvad der skal til for at få gæster til at lytte, se sig omkring og bruge alle sanser, lige dér hvor de er. De har tidligere lavet byvandringer for forældre og søskende i Gellerup og Brabrand, hvor de fortalte alt, hvad de vidste om området.
Denne gang gjaldt det en gruppe pædagoger og lærere fra Norge, Sverige og Finland, som var på besøg i Aarhus og skulle have en rundvisning. Men hvad gør man, når de taler et andet sprog?
”Vi havde talt om, at vi skulle snakke langsomt. Men man glemmer det jo hurtigt”, siger én af eleverne. Men de er nu alle ret enige om, at det gik fint, og at gæsterne vist nok forstod det meste af, hvad de sagde.
Luk øjnene og lyt
De havde forberedt sig i en uge, researchet på nettet, planlagt små øvelser, lamineret planen for forløbet, bagt småkager til turen osv.
”Vi har lavet rigtig mange byvandringer, så vi ved, hvordan man viser rundt, kigger på dem man taler til, bruger kropssprog og sådan noget. Man kan også prøve at lukke øjnene og lytte efter, hvordan det lyder der hvor man er”, forklarer Amanda og Maja.
De fem steder, 5.D havde udvalgt til at være de mest interessante steder at vise frem var:
• Aros Kunstmuseum
• Aarhus Rådhus
• Salling Rooftop
• Aarhus Teater
• Dokk1
Fælles for de fem steder var også, at 5.D kender dem rigtig godt efter at have besøgt dem og lavet mange opgaver dér de sidste par år.
Som hjælp til at forstå, hvor man er, har 5.D sammen med lærer Tina Derving Elmbæk tidligere arbejdet med sanse-opgaver, og en del af de opgaver blev de nordiske gæster også udsat for. Eksempelvis skulle de på Dokk1 gå på jagt efter ting i den samme farve som forskellige uddelte stykker frugt.
Frokost på tagterrassen
Første stop på turen var Aros, hvor gæsterne naturligvis skulle op i Regnbuen og se byen i alle mulige farver. Også her blev der budt på små sanseøvelser.
Videre til Rådhushallen, hvor især Hakan var ret spændt på, om hans onkel, Venstre-politikeren Bünyamin Simsek, ville komme ned og hilse på.
”Det gjorde han desværre ikke, så jeg var ret sur på ham”, fortæller Hakan. Men der var til gengæld mange andre spændende ting at se på og høre om.
Næste stop var tagterrassen ovenpå Salling, hvilket 5.D havde set frem til. Det var spisetid. Blandt andet fik både værter og gæster en særlig dansk kage-tradition: Trøfler.
Spændte – og mega-trætte
Aarhus Teater kendte eleverne i 5.D som om det var deres egen bukselomme, da de kom der ofte tilbage i 3. klasse som en del af teaterprojektet ”Ej blot til lyst”. De nordiske gæster fik lov til at lave en del af de samme teater-øvelser, de selv havde været igennem. Og de fik lov til at overvære et øjeblik af de afsluttende prøver på forestillingen Narnia.
Det sidste stop på ruten var Dokk1, som 5.D også kender rigtig godt fra talrige besøg. Derfor var det let at vise gæsterne rundt i den store bygning og sætte dem på de sidste planlagte opgaver. Og så var dagen endelig slut.
”Vi havde været meget spændte på dagen, og det gik rigtig godt. Men vi var mega-trætte bagefter”, fortæller Noah.