Kulturminister Mette Bock besøgte fredag Gellerup, hvor hun fik et indtryk af de to kulturprojekter Sigrids Stue og Cirkus Tværs, der begge er længerevarende projekter funderet i lokalsamfundet.
Tekst og foto: Elsebeth Frederiksen, Gellerup.nu
Hvorfor var Mette Bock i Gellerup? Jo, hun havde på et tidspunkt spurgt sine følgere på Facebook om, hvilke kultursteder, hun skulle besøge rundt om i landet. Her havde nogen nævnt Sigrids Stue og Cirkus Tværs.
Så hun brugte et par timer i Gellerup, en dag, hvor vejret ikke viste sig fra den bedste side, men hun var alligevel imponeret efter det korte besøg.
”Kultur er meget vigtigt for alle, og i boligområder som Gellerup, kan kultur fungere som et integrationsprojekt, selvom det ikke var hensigten i starten. Nogle gange kommer der folk udefra, som vil mange gode ting , men som ofte ikke forankrer sig i området. Disse projekter kører ved hjælp af lokale kræfter og fungerer derfor bedre.”
Grete Aagaard, som er projektleder i Sigrids Stue, bød på en rundvisning i kulturprojektets lejlighed på Dortesvej. Derefter fortsatte besøget til en container på Karens Blixens Boulevard. Her var to piger mødt op for at fortælle om deres tegneværksted, mens Grete Aagaard fortalte om stedet. Mette Bock var imponeret over, hvor meget indhold, der var i den lille container.
Cirkus Tværs uddanner gode mennesker
Efter en kort spisepause gik turen til Cirkus Tværs, der bød på en kort forestilling. Kulturminister Mette Bock deltog i flere lege, før besøget fortsatte til den alvorlige del: Mødet på kontoret, som pressen ikke fik lov til at deltage i.
Christina Wegener og Søren Stockmar, som er daglige ledere af Cirkus Tværs fortalte om projektet:
”Vi er her ikke for at uddanne cirkusartister, men for at uddanne de unge til at være gode mennesker. Derfor er det heller ikke altid vigtigt, om de unge render rundt med en hat på hovedet, eller om de svinger rundt i trapezen, bare de kommer til tiden og overholder aftaler.”
De forklarer, at der i Cirkus Tværs er rig mulighed for både at være vild og smide rundt med kegler og løbe rundt, men der er også plads til at gå ind i et andet rum, hvis det bliver for meget. Der er også et rum, som børnene kan sætte sig ind i, hvis de gerne vil slappe af, lave lektier, tegne eller spille spil.