Det nye Gellerup skal være en bydel, der summer af kreativitet og iværksætteri, og det kommende kollegium nær Bazar Vest bliver et vigtigt element. Kollegiet får blandt andet i stue-etagen åbne værksteder og mødesteder, hvor de studerende kan arbejde sammen med kreative og iværksættere i lokalområdet.
Der graves og bygges på livet løs på grunden i hjørnet mellem Edwin Rahrs Vej og Karen Blixens Boulevard. Her skyder et nyt kollegium op, der skal rumme 354 ungdomsboliger i størrelsen 16,4 til 39,1 m2. Det samlede bebyggede areal løber op i 12.500 kvadratmeter.
Ungdomsby Gellerup er arbejdstitlen på projektet til 170 mio. kr. De cirka 400 studerende, der flytter ind på kollegiet i løbet af 2019, udgør endnu et element i strategien om, at Gellerup skal være en bydel med en bredere beboersammensætning, end den er i dag.
Forhåbningen er, at kollegiet vil tiltrække studerende, som ikke ”kun” passer deres studier, men som også har lyst og overskud til at være sammen med andre – både socialt og fagligt.
Møder med bydelens kreative kræfter
Idéen med det nye kollegium er at skabe et iværksætterkollegium, hvor der er stort fokus på rum, der understøtter fællesskaber.
Ved hovedindgangen er der adgang til et iværksætterområde, hvor der kan opstå møder mellem beboerne og de driftige og kreative kræfter i bydelen og fra det øvrige Aarhus. Det skal være et sted, der indeholder en stemning af storby og en livlig puls. Et sted, hvor der kan skabes og fødes nye spændende idéer og forretningsmodeller.
”Vi har placeret iværksætterområderne på meget synlige steder ud mod gaden for at understrege, at de er en del af et større kvarter,” siger arkitekt Per Damgaard-Sørensen, Sahl Arkitekter, der nu er en del af Rambøll-gruppen.
Kollegiet opføres som flere forskellige bygninger med forskellige højder, hvor stueetagen kommer til at spille en central rolle for bylivet. Her ligger kollegiets mest udadvendte funktioner. Det gælder især det iværksættermiljø, der skal tiltrække beboere i Gellerup-området og lokale beboere med iværksætter-drømme.
Der bliver blandt andet værkstedsmiljøer, hvor der er planer om eksempelvis 3D-printere. Det er meningen, at disse områder skal være for alle.
”Bygningerne opfordrer både til et meningsfuldt studieliv, til fællesskaber og til at knytte bånd. Det har været vigtigt for os, at bygningen peger ud i bydelen, så man får spredt livet ud i hele kvarteret”, siger Per Damgaard Sørensen.
Arkitektur skal understøtte fællesskaber
Det nye kollegium er et nutidigt bud på, hvordan arkitekturen kan være med til at understøtte sociale fællesskaber og samtidig imødekommer den enkeltes behov for privatliv og ro.
Kollegietiden er kendetegnet ved, at man ikke selv vælger sine naboer. Hvor relationerne på studiet kan være mere ensidige og faglige, er man på kollegiet ofte en del af et mere sammensat socialt fællesskab.
Ud over iværksættermiljøet i stueetagen får kollegiet tre centralt beliggende tagterrasser, der altid vil være i fuld sol, og på tværs gennem kollegiet bliver der en ”grøn” stiforbindelse, der skal bidrage til åbenhed og oplevelsen af fællesskab og liv i området.
Nyt kvarter med rækkehuse, butikker og caféer
Kollegiet er en vigtig brik i omdannelsen af området ved den nordlige del af Karen Blixens Boulevard op mod Edwin Rahrs Vej og Bazar Vest.
Ud over Ungdomsby Gellerup bliver der også plads til et nyt kvarter med bl.a. privatejede rækkehuse og et område med kontorbyggerier, hvor blandt andet Brabrand Boligforenings nye administrationsbygning og kommunale kontorer skal placeres.
Desuden er det planen, at der, hvor det er muligt, bliver plads til butikker, caféer osv. i gadeplan.