I morgen, onsdag, er der en god anledning til at opleve Gellerups nye “fyrtårn”, Blixens. Der er meget at byde på: En god cafe, spændende arkitektur, god udsigt og nu også en times fyraftenssang med højskolesangbogen og Martin Hornstrup fra Gellerup Kirke ved klaveret. Det foregår fra kl. 16.30 på “Blixens Plads”, der er et lille “amfiteater” i stueetagen.
I dag kl. 17 mødes repræsentantskabet i Brabrand Boligforening til en første orientering om aftalen med Aarhus Kommune om omdannelse og nedrivninger i Gellerup og Toveshøj. Organisationen Almen Modstand møder fra kl. 16 op foran boligforeningens kontor på Rymarken for at opfordre repræsentantskabet til at sige nej til aftalen.
Vatanspor led søndag et nederlag på 0-3 hos Aarhus Fremad i en vigtig bundkamp i danmarksserien. Holdet er nu for alvor inden de sidste kampe blevet en del af nedrykningskampen i rækken.
I morgen, onsdag kl. 13.00-16.00, holder Gellerup Kirke International Café på Gudrunsvej 82, lige overfor Gellerup Bibliotek. Alle er velkomne til at komme og nyde en kop kaffe, et spil og hyggeligt samvær med naboer, venner og nye ansigter.