Coronaen har udsat forhandlingerne om den nye helhedsplan for Gellerup og Toveshøj, og det betyder, at det formentlig først bliver i begyndelsen af 2021, at beboerne i Gellerupparken bliver præsenteret for et forslag, de kan stemme ja eller nej til. Det skriver Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet.
Søndag aften præsenterede fodboldklubben Vatanspor en vision om, at klubben igen i løbet af to år skal tilbage til Danmarksserien, hvor holdet spillede et par sæsoner for få år siden. Sportschef Osman Eroglu fortalte, at klubben har aftaler med spillere, som har spillet i den danske superliga, og nu vil spille for Brabrand-klubben. Han nævnte dog ingen navne.
I aften kl. 19 holder Brabrand Boligforenings afdeling 1, Hans Broges Parken, afdelingsmøde på Årslev Kro.
På fredag d. 23. oktober kl. 11-14 arrangerer Jobcenter Aarhus “Netwalk”, hvor du kan besøge tre iværksættermiljøer i Gellerup, KollektivByen, Square One og Den Gode By. Der vil være mulighed for at snakke med iværksætterne på stedet, og Studenterhus Aarhus står for en ølsmagning, der vil blive serveret og præsenteret hos de forskellige iværksættermiljøer.