Det er en stor weekend i Brabrand med en masse interessante arrangementer. Her til formiddag kl. 10.00 åbnes Brabrand Kulturuge officielt på p-pladsen bag Genbrugsbutikken på Hovedgaden. Rema 1000 leverer kaffen, Hartmeier kommer med rundstykker, og Danske Bank leverer Gammel Dansk. Kulturugen åbnes officielt kl. 10.30 af journalist Klaus Dohm.
Efter åbningen af kulturugen kan du på pladsen møde en række lokale foreninger, blandt andre Brabrand-Årslev Fællesråd.
Kl. 12.00 inviterer Brabrand Aarslev Kirker på fernisering af efterårets kunstudstilling i sognegården med værker af Birthe Thorn, Steen Dueholm og Bettina Winkelmanns. Kunstudvalget byder på et lille traktement i forbindelse med ferniseringen. Efter ferniseringen er udstillingen åbent alle hverdage fra kl. 9 til 13 indtil 1. november.
Kl. 13.00 har du mulighed for at komme med på en god lang gåtur i naturen omkring Brabrand. Mødestedet er Laskedalen 79, hvor Per Falk, beboer i Helenelyst, inviterer til en 12 km lang vandretur på Falkestien og i True Skov. Medbring væske og kaffe/te og tag gode vandresko/støvler på.
Lørdagen byder også på topopgør i fodboldens 2. division. Kl. 14.00 tager Brabrand IF imod AB. Gæsterne ligger nummer ét i 2. division vest. Kampen spilles på kunstgræsbanen, da den normale kampbane er for blød efter de mange dages vand. Læs optakten til kampen her. Foto fra sidste uges kamp mod FC Sydvest: Henrik Andersen.
I eftermiddag kl. 14.30 inviterer kunstnergruppen Kunstværket på Gasværket på fernisering af kunstudstillingen Rejseminder, hvor 23 kunstnere udstiller sammen. Udstillingen åbnes af John Lau-Jensen fra rejsebureauet Check Point Travel.
En familie på Lykkenshøj har fredag d. 13/9 mellem kl. 07.30 og kl. 17.15 været udsat for indbrud, oplyser Østjyllands Politi.