Onsdagens generalforsamling i Det gamle Gasværk var præget af frustrationer over, at huslejesagen endnu ikke er løst, trods en del forståelse blandt politikerne i Aarhus Byråd. Gasværkets budget viser, at den årlige husleje på 137.000 kr. til Teknik og Miljø nu for alvor begynder at tynge Gasværket.
I de seneste to år har bestyrelsen for Det gamle Gasværk forsøgt at få politikerne i Aarhus Byråd i tale. En årlig husleje på 137.000 kr. til Teknik og Miljø tynger og gør det svært for Gasværket at skaffe penge til vedligeholdelse.
Senest har byrådsmedlem Keld Hvalsø fra Enhedslisten taget sagen op og foreslået byrådet, at Gasværket skal fritages for husleje, sådan som et tilsvarende kulturhus i Åbyhøj, Elværket, har opnået.
To gange inden for det seneste halve år har sagen været diskuteret i byrådet, hvor kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) og repræsentanter for Venstre, og Alternativet har været forstående, uden at der er sket noget. Og nu begynder det at knibe for Gasværket, sagde formand for Det gamle Gasværk, Børge Bang, i sin beretning:
“Når vi ser os om i huset, kan alle se, at huset efterhånden er meget slidt og skal gennemgå en omfattende rengøring og opfriskning over de nærmeste år. Vi vil også senere i regnskabet se, at vores køkkeninstallationer ind imellem nu melder sig på banen med ikke billige reparationer. 17 års intensiv brug har tæret på huset, selv om der jævnligt laves vedligeholdelse”.
Kulturhus med masser af aktiviteter
Børge Bang fortalte om Gasværkets mange arrangememter, der betyder, at 9-10.000 personer årligt besøger huset:
- Selvstændige foreninger med hjemsted på Gasværket afholder årligt ca. 60 arrangementsdøgn med ca. 3.800 gæster (offentlig adgang).
- De selvstændige foreninger og andre foreninger i lokalområdet afholder årligt knap 200 møder med ca. 2.600 deltagere (begrænset adgang).
- Private lejere belægger årligt 42 weekends med et anslået antal gæster på 3-4.000.
Blandt kulturaktørerne på Gasværket er Musikklubben Jazzværket, Teaterforeningen Vester Gasværk, KulturGas, som arrangerer foredrag og ikke mindst kulturfestivalen VinterStemmer, Kunstværket, som bl.a. står for kunstudstillinger, Maltværket, Julemarkedet, Lokalhistorisk Arkiv, Fluebinderne og malerne i annekset Victor’s.
”Alle disse grupper er jo medvirkende til, at huset får karakter af et kulturhus og ikke bare bliver et udlejningsbureau. Og det er også her, vi med en stærkere økonomi vil arbejde på udvidelser, så kulturen kommer til at fylde mere i hverdagen, ikke mindst med Gallerisalen i færdig stand”, sagde formanden.
Gallerisalen på første sal i Gasværket har nu fået nyt tag, afrenset loft, en lille intimscene med scenelys og lydanlæg og lyddæmpning, og giver nu mulighed for nye aktiviteter på Gasværket.
Håber på et folkeoprør i Brabrand
En renovering af huset kræver mere kapital end Gasværket er i besiddelse af. På budgettet er der afsat penge til den mest nødvendige vedligeholdelse, hvilket betyder et forventet underskud på 20.000 kr. i næste regnskabsår.
”Vi mødes hver gang med en fantastisk forståelse for vores projekt, men ingen vil tage penge op af lommen. Det er nok nødvendigt, at vi starter noget, der kunne ligne et folkeoprør i Brabrand, og hertil skal vi jo bruge opbakning, ikke mindst fra pressen. Vi tror det er nødvendigt, at vi råber i kor”, sagde Børge Bang.
Han fortalte, at bestyrelsen nu ser tre mulige veje at gå:
• Sagen vil kunne indgå i efterårets budgetforhandling med håb om, at der kan findes flertal.
• Man kan søge Aarhus Kommune om fritagelse fra dækningsafgift, som udgør ca. 25 % af den samlede husleje.
• Man overvejer at søge kommunen om et rente- og afdragsfrit lån til køb af huset.