For tredje år i træk har havørne-parret, der ofte kan ses ved Brabrand Sø og Årslev Engsø, bragt unger til verden. De to seneste år er i alt fire unge havørne sendt på vingerne, men i år bliver det formentlig kun en enkelt, siger naturvejleder og rede-koordinator Bjarne Golles.
De to havørne, der de sidste 4-5 år har opholdt sig i lokalområdet, har igen i år fået unger og er i øjeblikket fuldt beskæftiget med at skaffe mad langs Brabrand Sø, Årslev Engsø samt Egå Engsø.
I 2016 ynglede parret for første gang og bragte to unger til verden. Og sidste år fløj der igen to unger fra reden. Det er ifølge Bjarne Golles ret flot, at så ungt et havørnepar lykkes med at få to unger flere år i træk.
”Der var også to unger i reden i år, men af en eller anden grund er der nu kun én tilbage. Det er ikke til at sige, hvad der kan være sket”, siger Bjarne Golles, der som rede-koordinator følger indgående med i ørnenes liv og har et opdateret billede af udviklingen.
Det mest bynære par i Danmark
Foruden Brabrand Sø og Årslev Engsø bruger havørneparret også Egå Engsø som spisekammer. Reden er placeret i en skov et sted mellem de to søer, og hannen flyver så afsted, ofte op til 12-13 kilometer, for at hente mad til ungerne.
De to ørne er ifølge Bjarne Golles det mest bynære par, vi har i Danmark. De er blevet vant til mennesker, og man kan derfor se havørnene helt ned til cirka 200 meters afstand.
Alt tyder på, at de to havørne vil blive i området i mange år fremover. Ørne er meget trofaste over for det område, de vælger at slå sig ned i, og de to ørne er ganske unge.
”De kan bliver her i 15-20 år, og hvis en af dem skulle blive alene, vil den sikkert finde sig en ny mage”.
Ung mor har ro til at yngle
I 2016 blev hunnen anslået til at være 4-5 år, hvilket i ørne-sammenhæng betyder, at den stadig er teenager – men altså alligevel nu mor for tredje gang. Det er ganske tidligt, men Bjarne Golles mener, at det kan skyldes, at parret her i området ikke er i konkurrence med andre ørne og har fået ro til at yngle.
Havørne lægger normalt to-tre æg, men det er sjældent, de får to unger. Det er så i dette tilfælde lykkedes flere gange.
”Det skyldes formentlig, at de har masser af plads og har det rigtig godt her.”
Tager den første flyvetur i august
Havørne-unger bliver i reden, til de er 70-90 dage gamle, hvorefter de i begyndelsen af august tager den første flyvetur. Forældrene fodrer dem frem til oktober, hvorefter de må klare sig selv.
”Så forlader de typisk området – ja, måske bliver de ligefrem jaget ud af forældrene, der så ind i december så småt begynder at forberede sig på det næste kuld”.
I 2017 lykkedes det at ringmærke den ene af de to unger, men der er foreløbig ingen spor af nogle af ungerne.
”Der blev sidste år set en ungfugl ved Bønnerup Strand, og jeg bilder mig jo ind, at det nok var en af ”mine”, siger han.
God plads til endnu flere ørne i Danmark
Bjarne Golles har siden 1992 boet på Naturcenter Sølyst og har gennem årene set de første havørne dukke op i nærområdet. For cirka fem år siden kom et par unge havørne til området, og de begyndte at opholde sig ved søerne mere og mere permanent.
”Danmark rummer med alle sine engsøer og fjorde rigtig gode muligheder for havørne”, siger Bjarne Golles, som vurderer, at der er plads til, at antallet af ynglende par vil kunne fordobles over nogle år.
Havørnene har det godt i Danmark, og i 2016 ynglede 83 par her i landet, viste en rapport fra Dansk Ornitologisk Forening.