Efteråret har ikke været let for de unge fodboldkvinder fra Brabrand og deres træner Henrik Nielsen. Det er blevet til flere nederlag end sejre i Jyllandsserien. Men både han og spillerne ved, at det går op og ned, for de har været sammen om fodbolden de sidste 12 år.
De fleste hold har en træner i højst to-tre år. Så er der brug for nye metoder, en ny måde at omgås på. Men Henrik Nielsen og de fleste af spillerne har fulgtes ad i mere end 10 år. Og når man rykker ned, som det er sket for et par uger siden – så flygter hverken spillere eller træner hen, hvor græsset ser grønnere ud.
De tager en snak og bliver enige om at give den ekstra gas på græsbanerne til foråret, når fodbolden ruller igen.
Udviklingen er det vigtigste
Henrik Nielsen har altid bedst kunnet li´ at vinde, men han er alligevel ikke så ked af nedrykningen:
”Nu hvor jeg er blevet ældre, har jeg det knap så slemt med, at vi taber, hvis jeg kan se, at vi rykker os som hold. At vi ikke går i stå. Det betyder mere for mig end at gå hjem med en medalje om halsen.”
”Selvom vi tabte de første tre-fire kampe, snakkede pigerne om, at de aldrig havde spillet så godt før. Og det havde de heller ikke. De var bare oppe mod nogle stærkere modstandere, og det har udviklet dem.”
Brabrand-pigerne er med et gennemsnit på omkring 19 år blandt de absolut yngste i rækken, hvor de har mødt hold med spillere, som er næsten dobbelt så gamle og langt mere erfarne.
Alle skal behandles forskelligt
Gennem årene har Henrik Nielsen flere gange tænkt på, om holdet kunne trænge til en ny træner, som kom med friske tanker og ny energi.
For et par år siden tog en ny træner faktisk over, og Henrik var hjælpetræner i en periode. Men da den anden træner stoppede, tilbød Henrik at tage trænerposten igen, og det var spillerne helt med på. Et år senere rykkede holdet op i serie 1 – og året efter kom endnu en oprykning, til Jyllandsserien.
Han nyder stadig at være træner for holdet og møder op hver gang med godt humør.
”Jeg har aldrig været træt af at komme her på idrætsanlægget. Jeg holder meget af at være med til at få det bedste ud af andre mennesker. Folk er jo forskellige. Nogle skal stryges med hårene, mens andre skal sparkes lidt bagi. Alle skal behandles forskelligt. Det kan jeg rigtig godt li´.”
Han synes, at det gennem årene er blevet lettere at være træner for holdet. Han kender spillernes forskellige psyker og tilgang til fodboldspillet. Han kender deres stærke og svage sider. Han ved, hvordan han skal tale med dem, både når det går godt og mindre godt inde på fodboldbanen.
”Det har helt klart holdt mig i gang, at grundstammen på holdet stadig er den samme. Hvis der havde været en stor udskiftning på holdet, var jeg nok også stoppet. Det driver mig, at vi har det samme fællesskab og kan blive ved med at udvikle os sammen.”
Har aldrig fortrudt
Det begyndte omkring 2005. På det tidspunkt strømmede pigerne til idrætsanlægget i Brabrand for at prøve at spille fodbold. To af dem var Henrik Nielsens tvillinger, Caroline og Josephine.
Træningen foregik fredag eftermiddag, og der var hos en del piger mindst lige så meget grin og snak som seriøs fodboldtræning. Nogle kom for at blive dygtige til at spille fodbold, mens andre dukkede op, hovedsagelig fordi veninderne var der.
Træningen foregik som regel i små grupper, og der var brug for flere hænder. Om Henrik kunne tænke sig at tage sig af en gruppe? Jo, selvfølgelig!
Svaret er karakteristisk for Henrik Nielsen, som sjældent siger nej, hvis der er brug for en hjælpende hånd.
”Jeg kan godt følge folk, der siger nej, når de bliver spurgt, om de ikke lige kan træde til som hjælpetrænere. Man kan jo hurtigt blive involveret i en hel masse. Men når man stå hernede på banerne, så tager den ene time bare den anden. Og jeg har aldrig fortrudt, at jeg sagde ja dengang.”
På den anden side af kridtstregen
Det viste sig hurtigt, at tvillingerne ikke var lige interesserede i fodbold. Josephine kørte på og udviklede sig til en hurtig og godt kæmpende angriber, som scorede masser af mål. Caroline fandt efter nogle måneder ud af, at fodbold ikke var hendes sport. Hun var i mellemtiden blevet fanget af gymnastikken og begyndte at træne mere og mere på Gymnastikgården.
Henrik var blevet glad for trænerjobbet og engagerede sig mere og mere. Mødte altid op med godt humør og var et omdrejningspunkt for pigerne, både når det gjaldt det fodboldmæssige og i skabelsen af den hyggelige stemning omkring træningen.
Når man i dag spørger spillerne, hvad de især husker fra den gang, så var det, at Henrik under kampene tit var så engageret, at han stod en meter inde på banen – indtil dommeren mindede ham om, hvor kridtstregen var.
Også på tur med Flying Super Kids
På Gymnastikgården blev også Caroline stadig dygtigere og kom senere på eliteholdet, Flying Super Kids, og har været på rejser med holdet verden rundt. Også her kunne man sagtens bruge forældrenes hjælp.
”Jeg har altid bestræbt mig på at dele sol og vind lige. Gymnastikgården har tradition for at involvere forældrene meget, så jeg har været ude og hænge plakater op, været med i sponsorarbejde og sådan nogle ting.”
En fast del af sommerferien var en uge i København, hvor Flying Super Kids slog teltet op og optrådte en hel uge i træk. For Henrik var det naturligt at hjælpe her også. Familien nåede lige hjem fra Sydeuropa og pakke ud. Så var Caroline og Henrik på vej af sted igen – til København for at sætte telt op.
Også familiens yngste, sønnen Frederik, er en ivrig fodboldspiller – og også her var Henrik inde og give en hånd med her i foråret 2017, da andet-holdet manglede en træner.
Henriks kone Mette indrømmer gerne, at hun ind i mellem har syntes, at det var lidt for meget med al den fodbold. Især i weekenderne, hvor det ofte har været svært at planlægge, fordi der pludselig kunne ligge en fodboldkamp i vejen for et familiebesøg eller lignende.
Medbragt grill og spisning i græsset
Vi taler om de mange gode minder fra de mange år med fodbold. Der var turene til Nordborg på Als hvert år en weekend i august. Masser af fodbold tilsat en god del hygge. Henrik medbragte sin grill, og spillernes forældre købte ind til fælles spisning ved afslutningen af stævnet. 50 piger og 10 forældre og trænere samlet i græsset.
Så var der den årlige skolefodboldturnering, hvor pigerne stillede op som klassehold, og hvor Henrik naturligvis var træner for holdet fra Egebakkeskolen, hvor tvillingerne gik.
Et højdepunkt var også Århusmesterskaberne i indendørs fodbold, hvor Brabrand hvert år kæmpede med Lystrup, Tranbjerg og Lyseng om mesterskabet – og også havde held med at vinde pokalen et enkelt år.
Holland, Sverige, Spanien og Tyrkiet
Det sociale sammenhold er en del af årsagen til, at de fleste af spillerne stadig hænger ved, selvom der er andre spændende tilbud, og det kan knibe med tiden på grund af studier og arbejde.
Henrik Nielsen sørger i samarbejde med spillerne for, at der ud over fodbolden også er andre ting på programmet. Holdet har tidligere været på rejser til Holland, Sverige og Spanien. Og nu til foråret går træningsturen til Tyrkiet.
Pengene bliver tjent på at grille for kunderne i Bauhaus, hjælpe til ved DHL Stafetten og arrangere loppemarkeder i Loppehuset i Åbyhøj.
”Pigerne laver mange ting sammen uden for fodbolden. Det betyder meget for fællesskabet, at man hygger sig sammen og for eksempel også går i byen sammen. Det er helt i orden, at de gør det – undtagen hvis vi skal spille kamp klokken 10 næste morgen!”
Artiklens forfatter, Peter From Jacobsen, var i de tidlige år sammen med Henrik Nielsen træner for fodboldpigerne, årgang 1998 og 1999.